Boganmeldelser

Køkkenhave i halm

Forsiden på Køkkenhaver i halmballer af Joel Karsten

Køkkenhaver i halmballer af Joel Karsten

Det er altid sjovt, når nogen udtænker nye måder at dyrke have på. Som Joel Karsten for eksempel gør det i sin bog Køkkenhaver i halmballer – en ny og banebrydende metode til at dyrke grøntsager hvor som helst, tidligere på sæsonen og helt uden ukrudt (Det hedder den!)

Forfatteren er landmandssøn, fra Minnesota og har et godt kendskab til både halmballer og grøntsagsdyrkning. De to kompetencer har han kombineret til et nyt dyrkningssystem, som han anbefaler med god amerikansk selvtillid.

Halmballesystemet

Hvad er det så, han har fundet på? Jo, man tager fem halmballer (absolut ikke hø, da det åbenbart vil spire) pr. familiemedlem. Disse placeres i nord-sydgående rækker og præpareres med vand og gødning gennem tolv dage efter en nøjere beskrevet plan. Ved nogle afgrøder skal der også tilsættes spagnum. Formålet er at sætte gang i nedbrydningen, så de delvist komposterende baller giver planterne varme og næring.

Når haven først er anlagt, skulle den være stort set fri for ukrudt og sygdomme, da halm og spagnum jo er ‘rent’. Bogen har også anvisninger på et stativ, som planterne kan støtte sig til, og som kan bruges til at hænge ukrudtsdug eller gennemsigtig plastik på, så maan får en slags drivhus.

Når sæsonen er ovre, skal halmballerne kasseres eller komposteres, så man starter forfra med nye baller foråret efter. Der er en god detaljeret oversigt over, hvordan forskellige afgrøder skal passes under hamlballeforholdene og en FAQ med spørgsmål, forfatteren er stødt på.

Skulle det nu være smart?

Altså. Køkkenhaver i halmballer er en amerikansk havebog med det hele. Flot sat op og spækket med faktabokse, begejstrede citater fra konverterede havedyrkere, tøhø-humor og en forfatter, der selv synes, han har fundet på noget vældig smart. Den er veloversat, men ikke helt omskrevet til danske forhold: Vaskebjørne, kaniner og skovmurmeldyr er f. eks.  næppe det store problem herhjemme. Til gengæld virker skemaet til konvertering til metriske enheder bag i bogen unødvendigt, for de bliver også brugt i teksten.

Selve systemet er interessant. Men ude at have afprøvet det, er jeg altså ikke overbevist. For det første tvivler jeg helt ærligt på, at sådan en køkkenhave i halmballer nogensinde bliver pæn … Udseende er jo ikke alt, men sådan en masse komposterende halmballer må da drysse og flosse og falde fra hinanden efterhånden.

Logistikken med at skaffe og opstille så mange baller hvert forår og få dem komposteret efter sæsonen slår mig også som uoverskuelig. Men jeg er jo også både billøs og bybo.

På den anden side kunne jeg godt forestille mig, at en enkelt halmballe eller to kunne bruges i stedet for kapilærkasser i drivhuset eller på terrassen/stenbroen/altanen – evt i en form for kasse eller ramme for at holde lidt sammen på det hele. Det kunne jeg godt tænke mig at afprøve engang.

Køkkenhaver i halmballer af Joel Karsten, 2014, ISBN: 978-87-7141-556-8,

Findes HER

Joel Karsten skriver om sit halmballesystem HER

Natursyn på P1

Natursyn på P1 har faktisk lavet et program om bogen og systemet. De synes også, det er interessant, og en af de medvirkende har afprøvet systemet med ret stor succes. I programmet nævner de dog, at halm har været brugt meget i drivhuse førhen, så ideen er ikke helt ny, de er lidt kritiske over for det store vandforbrug og stiller spørgsmål ved, hvorfor man ikke kan bruge hø, som er lettere at skaffe i økologisk form.

Lyt selv HER

Du kan følge Plantesmilet på bloglovin, facebook og instagram

Læs også

2 Comments

  • Reply
    Rene
    18. november 2014 at 15:27

    Ja det er sjovt som man ikke behøver jorden for at kunne få noget til at gro. For noget tid siden så jeg en tv-udsendelse om nogen som dyrkede planter i luften. De havde et vandingssystem som ofte blæste lidt vanddamp på rødderne, med vækstlys så planterne ikke skulle “sove” om natten og med kontrolleret varme. Dermed kunne de gro i mange lag og hurtigere end hvis de havde været ude i jorden.

    • Reply
      Plantesmilet
      18. november 2014 at 21:48

      Det lyder ret sci-fi! Nævnte programmet noget om, hvorvidt planterne smagte lige så godt, når de er dyrket på den måde? Man kunne forestille sig, de ville savne nogle næringsstoffer.

Leave a Reply