Kolonihaveliv

Sort snot

Afskallet terrasseJeg kan mærke hver eneste ryghvirvel. Fingeraftrykket på højre tommelfinger er slidt af, og mit snot  har ikke været så sort, siden sidst jeg hjalp ved en høhøst.

Hvorfor? Fordi vores forgængere i kolonihaven ville gøre terrassen ekstra fin inden den skulle sælges og derfor smurte den ind i billig plastikmaling. Fås i Netto. Ikke til vandrette flader. Eller flader i det hele taget. Der gik ikke mange uger fra vi overtog, til lortet begyndte at skalde af, og efterhånden så det ret skidt ud. Alle 40 m2 …

Da jeg tog på nogle timers lørdagsvagt i morges var jeg derfor ret glad i låget over at min kæreste havde en date med tre energiske venner samt den enes fars båndsliber og min egen fars rystepudser. Det var ikke mange svar jeg fik på mine talrige Facebook-beskeder, men jeg troede helt ærligt det skyldtes virkelyst og fordybelse i projektet.

Jeg tog fejl.

Slibning af terrasseBåndsliberens bånd var møre og revnede. Nye bånd fra Silvan var for små. Endnu flere bånd måtte skaffes fra Harald Nyborg. Vennen var på cykel. Han har sandsynligvis cyklet 50 km i 30 graders varme. Det er sgu da venskab!

Som om det ikke var nok, har noget dynget perlesten op ude på stien og lidt ind i vores have.  Store mængder perlesten. I følge en nabo skal de snarest spredes, og kunne vi venligst også lige beskære vores træ, så maskinerne kan køre? Min søde kæreste var åbenbart nær en indre afgrund, da dette blev ham forklaret. Vi har ikke talt igennem, hvad vi gør med de perlesten i morgen. Om noget. Eller træet. WTF?!?

Vi blev ikke færdige.

TrætDa jeg kom hjem klokken 15, var der en nedtrykt stemning. Båndsliberen kom først for alvor i brug ved seksten-tiden, hvilket unægteligt er senere end de planlagte kl ni. Vedtægterne kræver stop for støj klokken tyve. Men afdelingen nærmest døren blev slebet og resten blev raspet over ved håndkraft for at få løs maling af. Det var der mit fingeraftryk blev slidt af.

Og så har vi været sammen med venner i timevis uden at sige mange ord over sliberstøjen for så at more os hysterisk mens vi grillede i buldermørke og så været så trætte at vi blev tavse igen og næsten drattede om i isen.

Du kan følge Plantesmilet på bloglovin, facebook og instagram

Læs også

You Might Also Like

7 Comments

  • Reply
    Dorthe Aurvig
    23. august 2015 at 13:10

    Skal der så noget andet på terrassen end plasticmaling? Og skal den skures før påsmøring?

    • Reply
      Plantesmilet
      23. august 2015 at 13:52

      Den (øverste del) er nu: slebet, vasket, spulet, tørret og indsmurt i to lag olie. Det burde være efter bogen. Jøsses kineser!

      • Reply
        Janne
        23. august 2015 at 18:43

        Godt klaret! Nu er jeg så mægtig spændt på hvordan det gik med perlegruset og træet…

        • Reply
          Plantesmilet
          23. august 2015 at 19:48

          Hæhæ, læs dagens indlæg. Der er styr på det, selv om min kæreste føler sig decideret sløj efter sin indsats!

    • Reply
      Plantesmilet
      9. september 2015 at 16:05

      Hej Dorthe! Vi vaskede den med noget terrasserens og spulede efter, og så fik den to lag terrasseolie. Det ser ud il at fungere.

  • Reply
    Et vist niveau af effektivitet - PlantesmiletPlantesmilet
    23. august 2015 at 18:16

    […] ← Forrige […]

  • Reply
    Så er den ged lakeret! - PlantesmiletPlantesmilet
    10. oktober 2015 at 22:15

    […] hvor er jeg glad for at vi her i de allersidsteste uger af havesæsonen, halvanden måned efter vi begyndte, to-et-halvt år efter vi begyndte at tale om det, er færdige med at slibe og lakere […]

Leave a Reply