Bæredygtig hverdag

Om at undgå spagnum i haven

Spirer i vindueskarmenI år besluttede jeg at undgå spagnum, fordi jeg har en idé om, at det ikke er et specielt bæredygtigt produkt. Læs fx hos Haveselskabet her og på Havenyt her. Vi har aldrig brugt særligt store mængder, da drivhusplanterne fx står direkte i havejorden.

Tomaterne klarer sig fint på den måde, alt andet bliver spist af snegle, hvilket nok ikke har så meget med vækstmediet at gøre … Men til terrassekrukker, forspiring og de par planter vi har hjemme på altanen, har jeg forsøgt at finde en spagnumfri løsning.

Såmuld af egen blanding

I første omgang lod jeg mig inspirere af havenyt, og blandede kompost, havejord og sand. Opskriften findes her. Princippet er der sikkert ikke noget i vejen med, og jeg er villig til at prøve en anden god gang. Men lad os være ærlige – det faldt ikke heldigt ud.

For det første brugte jeg ormekompost i stedet for havekompost, og denne ormekompost var oven i købet til den klæge side. For det andet er havejorden i Ballerup notorisk leret, så resultatet blev meget, meget bastant, for at sige det mildt. Faktisk kan man undres over, at noget spirede overhovedet …

Vækstmuld fra genbrug

Næste forsøg gik lidt bedre. Det viser sig at Bispebjerg Genbrugsstation i sæsonen og Borgervænget genbrugsstation hele året udleverer vækstmuld. Altså ikke almindelig kommunal kompost, men en blanding af … muldjord, kompost og sand! Tjek selv her.

Blandingen er efter min mening lidt sandet og finkornet i det, og bliver meget tør – den minder faktisk lidt om den jyske jord, jeg er vokset op med – men fungerede helt klart bedre end den beton, jeg selv fik blandet. Anbefales!

Kokosmuld

Til slut har jeg forsøgt mig med kokosmuld. produktet er lavet af det smulder der bliver tilovers, når selve kokosnøden er blevet til, tja, kokos, og de lange fibre udenpå er lavet til dørmåtter osv. Det kommer i en fast, meget let brik, der så opløses i vand og bliver til overraskende meget muld med en kosistens meget som spagnum. Produktet indeholder ikke næring som sådan, så jeg blandede op med havekompost.

Og virker det så? Ja, det gør det faktisk! Såvel chilier som diverse stiklinger trives udmærket. Ser man bort fra de miljømæssige aspekter, er det også herligt let at tranportere på cykel!

Men er det specielt bæredygtigt? Tja, tjo … Det er et affaldsprodukt, hvilket taler for. Det transporteres fra den anden ende af jorden, hvilket klart taler i mod, selvom det nok hjælper lidt på sagen, at det er så komprimeret og alligevel let. Denne organisation bedømmer det til at være bæredygtigt, men peger på potentielle problemer med arbejdsforhold og vandforbrug i produktionen.

What to do!?

Men hvad mener I? Hvor bekymret skal man være for at bruge spagnum, og tror vi på at kokosmuld er så meget bedre? Diskutér!

Chiliplanter dyrket i kokosmuld og kompost

Chilier dyrket i en blanding af kokosmuld og kompost. Vores hus-sittere glemte vistnok at vande nummer to i rækken …

 

Du kan følge Plantesmilet på bloglovin, facebook og instagram

Læs også

You Might Also Like

7 Comments

  • Reply
    Janne
    20. oktober 2015 at 11:31

    Det minder en hel del om alle de forsøg, jeg har været igennem for at undgå spagnum. Blot syntes jeg ikke at den kommunale vækstmuld på Østerbro var meget bedre end beton – selv iblandet store mængder lecaperler kvæler den stadig mine planters rødder…

    Kokosjorden synes jeg også er god at så i, men den løber lynhurtigt tør for næring, så når man udelukkende dyrker i potter, er den ikke et særlig godt valg på den lange bane. Så kan man blande ormekompost i, men det kræver en del testning at finde det rette blandingsforhold. Jeg har ikke ramt det endnu. Og min ormekompost er også vældig klæg.

    Min konklusion er desværre, at jeg endnu ikke har fundet den gode løsning på spagnumproblemet! Ikke engang tæt på… Og at det ER et problem er jeg ikke i tvivl om. Jeg har engang besøgt en højmose, en af dem som man graver spagnummen op af. Det er som at gå på en vandballon – ret fantastisk. Når tørvene bliver gravet op, punkterer man ballonen, vandet siver ud og dermed ødelægger man en naturtype, der er bygget op over ti-tusinder af år. Det tager meget lang tid for naturen at genopbygge mosen, selv når tørvegravningen slutter.

    Derfor er højmoser er en stærkt truet naturtype i hele Europa. Og jeg bliver simpelthen så gal over, at man i Danmark endnu ikke kan købe en god alternativ pottemuld uden spagnum! Jeg ved godt at farmergødning laver en, men den er ligeså tæt som vækstmulden, og derfor ikke et reelt alternativ i min optik… Når det er helt almindeligt at vælge mellem pottemuld med og uden spagnum i England, hvorfor så ikke her?

    Er der nogen der har haft mere held med at finde en løsning end Kirstine og jeg?

    • Reply
      Plantesmilet
      20. oktober 2015 at 19:52

      Måske et dumt spørgsmål, men hvad er der i englændernes spagnumløse muld?! Og du har ret, der er ikke meget næring i kokosmuld – hvis noget overhovedet ..?

      • Reply
        Janne
        20. oktober 2015 at 21:08

        Så vidt jeg har set så minder det lidt om havekompost, sådan med grenstumper, barkstykker og andet organisk materiale, der skaber noget struktur. Har dog aldrig hjemslæbt en sæk, så jeg har min viden fra engelske havenørder i min online klub 🙂

        • Reply
          Plantesmilet
          24. oktober 2015 at 14:44

          Interessant hvis svaret simpelthen er kompost. Måske blandet op med noget sand ..?

  • Reply
    Dorthe Aurvig
    20. oktober 2015 at 14:56

    Vil gerne vide, hvor meget ukrudt, der fulgte med vækstmulden? Borgervænget siger selv, at de fleste frø er væk; men der er altså ingen garantier

    • Reply
      Plantesmilet
      20. oktober 2015 at 19:50

      Hej Dorthe. Så vidt jeg husker, var ukrudt ikke et problem, kun at jorden var meget fin og sandet i strukturen. Min egen kompost er en anden sag – dén er fuld af liv!

  • Reply
    Spagnumfri dyrkning – hjælp at hente - Plantesmilet
    13. november 2016 at 10:41

    […] jeg før har skrevet, har jeg forsaget spagnum. Dels af miljømæssige årsager, dels fordi det er min indre asket imod […]

Leave a Reply