Havebrug og selvforsyning

Dyrkning af slangehvidløg

Hvidløg er en grøntsag der er ude af synk med de fleste andre afgrøder. I starten forvirrede det mig grusomt: Lige når de var ved at få fat i højsommeren, visnede de! Men så snart jeg havde accepteret tabet – så kom de sørme igen midt om vinteren … Forklaringen er naturligvis, at de skal sættes om efteråret og høstes ret tidligt på sommeren! Her kommer min lillebitte guide til at dyrke hvidløg!

Dyrkning fra hvidløgsfed

Den almindeligste måde at dyrke hvidløg er at sætte fed i jorden, så toppen lige akkurat titter op, i oktober. De vokser så stille og roligt hen over vinter og forår og kan høstes omkring juli. Du tager dem så op og tørrer dem med top og rod og det hele – enten for at spise eller sætte om efteråret.

Et lille problem kan være, at det enkelte hvidløg nødvendigvis sætter så hulens mange fed. Tre til fem er vist normen for mine (som jeg glemte at gøde. Ups.). Så hvis du vil have lige så mange planter næste sæson, laver du et kraftigt indhug i spiseforrådet.

Dyrkning fra topløg

Dyrker du flettehvidløg (dem med bløde stængler) er der ikke så meget at gøre ved dét (undtagen måske at huske gødningen …). Men dyrker du slangehvidløg (dem der snor sig fjollet om sommeren), kan du satse på topløg.

Toppen af ‘slangen’ på slangehvidløg ligner en stor blomsterknop, men den indeholder massevis af småbitte hvidløgsfed. Er knoppen med topløg stadig meget grøn og umoden når du graver hvidløgene op, kan du modne dem færdige i en vase med vand. Når det så bliver efterår, sår du topløgene i en tæt række eller bredt på et lille stykke jord. De vokser også henover vinter og forår, men bliver aldrig meget større end græs – pas på når du luger!

Næste sommer tages de op, tørres, sættes igen til efterår, og næste sommer skulle de gerne være blevet til store hvidløg med flere fed og egne små topløg.

Slangehvidløg før høst

Du kan følge Plantesmilet på bloglovin, facebook og instagram

Læs også

4 Comments

  • Reply
    Annette
    29. juli 2016 at 23:13

    Fantastisk billede af slangehvidløg i modlys. Har du prøvet at dyrke Drome-hvidløg, altså dem med det lilla skind! De er som regel meget frodige, og giver mange store fed…

    • Reply
      Plantesmilet
      31. juli 2016 at 13:51

      Nej dem kender jeg slet ikke, er de til at få fat på? Jeg har indtil videre kun dyrket estisk rød.

  • Reply
    Annette
    2. august 2016 at 22:58

    Du kan se dem ved at søge på “germidour ail violet” på googles billedside. Jeg købte mit første løg på en ferie i Drôme og har siden taget fra til sætteløg. Du er velkommen til at få et hvis du vil prøve. De skal sættes i september.

    • Reply
      Plantesmilet
      3. august 2016 at 11:37

      Det vil jeg da rigtigt gerne! Kan bytte med et par estisk rød ..?

Leave a Reply