Havebrug og selvforsyning

Øllet blev deres skæbne – opsamling på forsøg med sneglefælder

Ølfælde til dræbersnegleLæsere af denne blog vil vide, at jeg bøvler lidt med de dersens dræbersnegle … I denne weekend har jeg afprøvet to forskellige typer af fælder.

Den ene type er et såkaldt snail jail, en engangsfælde af plastik med øl som lokkemiddel, som en sædvanligvis velunderrettet kvinde foreslog inde på plantesmilets facebookside (som man kan like her :-)). Jeg købte 12 styk her til en overkommelig pris men en lidt træls porto.

Den anden type er en variant af en gammel traver, nemlig den mælkekartonbaserede ølfælde, som pludselig blev vold-delt på facebook. Jeg har før forsøgt noget lignende, men måtte opgive da naboens kat brugte fælden til at øve driblinger …

Forsøgets første fase, køkkenhaven

Fredag aften stille jeg de to fælder op i køkkenhaven, da jeg havde mistanke om, at der levede en lille skjult bestand af snegle inden for sneglehegnet. Jeg fyldte en blanding af øl og vand i dem begge, og lagde en lille sten under tuden på mælkekartonen som trædesten, ligesom opfinderen af systemet tilsyneladende havde gjort.

Lørdag morgen var der tre snegle i snail jail’et og ingen i mælkekartonen.

Jeg fyldte lidt ekstra ølblanding på for at være sikker på at sneglene ikke kunne holde åndehullet oven vande, hvilket ærligt talt ville være dyrplageri, og lod opstillingen stå. I det hele taget er det med at drukne dyr en diskussion, jeg ikke er helt afklaret omkring …

Søndag morgen var der stadig kun tre snegle i gælden, hvilket meget vel kan skyldes, at der simpelthen ikke var flere snegle inden for sneglehegnet.

Forsøgets anden fase, kompostområdet

 Jeg flyttede begge fælder til området omkring komposten, der notorisk myldrer med velvoksne snegle.

Søndag aften var begge (!) fælder tomme. Mælkekartonen var urørt af såvel snegle som andre, mens snail jail’et var blevet flyttet og tømt for såvel øl som døde snegle. Jeg håber det bekom den fugl eller kat, der tømte den!

Jeg fyldte op med øl/vand igen og sikrede plastikanordningen med et par sten i hjørnerne.

Mandag morgen var mælkekartonen stadig tom, mens der var 10-12 snegle i snail jail’et. Jeg skal ikke afvise, at en eller to ikke var dræbersnegle.

Jeg smed mælkekartonen ud og drænede den anden fælde for øl gennem nogle hullet i toppen (fungerede fint) og smed fælde plus lig i affaldssækken uden at spare på hverken poser eller plastikhandsker. For sent tænkte jeg på, at jeg således har efterladt lokkemaden uden tilhørende fælde … En kloakrist havde nok været bedre.

Alt i alt fangede jeg ca. 15 snegle i den ene af mine to fælder. I samme periode klippede jeg cirka 40 over hver aften på min faste sneglerunde, heraf dog ingen i køkkenhaven.

 Pointer:

  • Man kan fange snegle i et snail jail
  • Man kan muligvis fange snegle i en mælkekarton, men det fungerer ikke hos mig
  • Er man ok med at drukne dyr, så gør det ordentligt, dvs fyld fælden godt op med væske
  • Dyr kan vælte fælderne, så prøv at sikre dem med en sten eller lignende
  • Fælderne fanger færre snegle end en sneglerunde morgen eller aften, men kan ’få de sidste med’ på afgrænsede områder, fx inden for et sneglehegn eller i et drivhus

Dræbersnegl på blomst

Du kan følge Plantesmilet på bloglovin, facebook og instagram

Læs også

2 Comments

  • Reply
    Dorthe Aurvig
    25. juli 2016 at 21:19

    Jeg går sneglerunde både morgen og aften. Hakker dem over med staudespaden. Så for nylig i TV en mand, der samler de døde snegle sammen, drysser 2-3 korn Ferramol på hver og lægger et fugtigt bræt over. På den måde virker Ferramolen målrettet på dræbersneglene og ikke på alle de andre i haven. Værd at prøve?

    • Reply
      Plantesmilet
      27. juli 2016 at 9:15

      Hmmm, det kunne måske fungere. Lægger han simpelthen brættet helt ned på de døde snegle?

Leave a Reply