Boganmeldelser

Havens rum – boganmeldelse

Titel: Sådan skaber du RUM i din have. Forfatter: Dorthe Kvist. Sider: 209. Forlag: Koustrup i samarbejde med Haveselskabet. Udgivelsesår: 2017. Anmeldereksemplar modtaget fra: Koustrup & Co. PPPPP

Det lilla havesegment

Jeg har en helt og aldeles uvidenskabelig teori om at man kan se om en havebog hovedsageligt henvender sig til Praktisk Økologis eller Haveselskabets medlemmer helt uden at åbne bogen: Øko-bøgerne har forsider i orange og grøn, mens de andre bruger lilla og grøn. Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg oftest har kastet mig over de orange-grønne, men hvor er jeg glad for at den støvetviolette blåregn på forsiden af Sådan skaber du rum i din have ikke afskrækkede mig.

Sådan skaber du rum i din have af Dorthe Kvist

Smagfuld og romantisk forside

Udendørs boligindretning

Bogen handler om havens rum, altså de mere eller mindre afgrænsede dele af haven som er dedikerede til en aktivitet eller funktion – eller med bogens eget billede: det modsatte af den ubrudte græsplæne med en trampolin i det ene hjørne og et sæt havemøbler i det modsatte, der ofte omgiver nybyggede huse.

Dorthe Kvist er professionel havedesigner, og man kan mærke at hun ved hvad hun taler om når hun giver eksempler på de ‘rum’ hendes kunder efterspørger i deres haver: udekøkkener, bålpladser, brændehuggerhjørner, flade ud-kroge, børnezoner med mere – og ikke mindst hvordan de kan placeres og indrettes ved at forholde sig til verdenshjørner og sigtelinjer, niveauer, materialer og beplantninger.

De mere teoretiske overvejelser bliver hele vejen igennem konkretiseret ved hjælp af skitser og smukke fotografier af haver som Dorthe Kvist har designet.

Ambitioner og realiteter

Som det nok skinner igennem, kan jeg på det varmeste anbefale Sådan skaber du rum i din have. Undervejs i min læsning tænkte jeg ganske vist et par gange, at “ja-ja, bogen er skøn, men er jeg overhovedet målgruppen?”. Forstået på den måde, at selv om de ideer og løsninger der bliver præsenteret i bogen, er vildt fede, så ser jeg ikke mig selv få hverken tid, penge eller rygmuskler til nogensinde at skabe noget SÅ gennemført. Men så gik der faktisk ikke mere end et par dage, inden jeg fangede mig selv i at planlægge siddepladser her og der og alle vegne og at flytte et par buske længere ind i haven for ligesom at skabe et rum bagved – og så er jeg jo nok målgruppen alligevel!

Køb bogen her gennem et affiliate link eller lån den på biblioteket. Hvis du køber gennem linket, går en lille procentdel af prisen til mig. Prisen er selvfølgelig den samme for dig, som den ellers ville have været.

Opslag fra Sådan skaber du rum i din have

Forslag til yderst veludnyttet lille have

Du kan følge Plantesmilet på bloglovin, facebook og instagram

Læs også

No Comments

    Leave a Reply