Havebrug og selvforsyning

Sådan bliver du selvforsynende uden ligefrem at blive selvforsynende

Strandkål med hvide blomsterSelvforsyning er moderne, men lad os være ærlige: Det er lettere at være sådan rigtigt selvforsynende som hjemmegående på en gård i Jylland end som almindelig lønslave med en parcelhushave i Herlev.

Her er fem måder alligevel at være lidt selvforsynende på, som både kan passes ind i et ganske almindeligt liv og som giver økonomisk mening – også når du bliver forhørt af din jyske onkel, hvis far var landmand.

  • Krydderi på tilværelsen

    Selv om friske og tørrede krydderier ikke ligefrem er dyre, løber det alligevel op, hvis man skal købe en pottefuld timian og oregano hver uge. Plant et udvalg af dem jeg anbefaler her og suppler med en række persille (en potte er ikke nok, men selvfølgelig bedre end ingenting) og måske et citrontræ – så har du et luksuriøst og varieret udvalg ved hånden året rundt.

  • Frisk salat

    En skål blandet salat kan få selv en købepizza til at signalere overskud. Og du kan faktisk holde dig selv forsynet det meste af året fra en plantekasse med flerårigt bladgrønt, måske suppleret med en række grøn salat, spinat eller asiatisk bladgrønt.

  • Luksus i hverdagen

    Nogle delikatesser er enten vildt dyre eller bare ret kedelige i forretningerne. Bare tænk på asparges, rabarber og ribs i bakker. Hvis du dyrker dem selv, sparer du både på penge og skuffelser. Og alle tre ovenstående er virkeligt nemme, når først de er etableret.

  • Fyld

    Nogle afgrøder er rigtigt gode til at få måltiderne til at fylde lidt mere på tallerkenen og lidt mindre på budgettet. Tænk bare på squash, som kan indgå i virkeligt mange retter uden at ødelægge noget. Andre klassikere er grønne bønner og porrer, som jeg personligt fik serveret i hjemmedyrket version hver eneste aften hele min barndom. Interessant var det ikke, men helt sikkert godt for økonomien i et lille hjem. Æbler fra et godt madæbletræ som fx Belle de Boscoop kan også fylde ud i rigtigt mange både søde og salte retter.

  • Det man ikke engang kan finde i Irma

    Der er almindelige sjældenheder som stikkelsbær, friske hestebønner, spaghettisquash eller den der helt særlige æblesort fra mormors have. Og så er der decideret sjældne sjældenheder som gemmeærter, kæmpekål og sukkerod. Dyrker du sådanne kuriositeter får du både unikke smagsoplevelser og slår et slag for kulturarven.

Du kan følge Plantesmilet på bloglovin, facebook og instagram

Læs også

2 Comments

  • Reply
    Marie
    5. juli 2018 at 12:13

    Og hvorfor skulle gården så absolut ligge i Jylland:-}

    • Reply
      Plantesmilet
      5. juli 2018 at 21:15

      Fordi …. jorden er billigere ..? Eller noget 😉

Leave a Reply