Bæredygtig hverdag

Skål og tak for de første ti år, arbejdsmarked!

I dag er det ti år siden jeg startede på mit første voksenjob. Ti år, der både er fløjet afsted og bumlet op ad bakke.

24 år gammel, med et tolvtal i specialet og uden den helt store livserfaring, nåede jeg at være arbejdsløs i to uger. Den ene brugte jeg på en ferie, som jeg var alt for paf og udmattet til at være til stede i, den anden på at blive inrulleret i dagpengesystemet, hvilket mest bare var mystisk.

Det første job kom ret let. Finanskrisen var stadig mest noget man talte om, der var tolv sider (!) med jobopslag i fagbladet, og jeg fik et vikariat på et bibliotek i en sjællandsk provinsby som lige akkurat lå i pendlerafstand fra København – selv om jeg gik helt død på spørgsmålet om ‘en god bog til en ældre dame, der godt kan lide Jane Aamund’. Jeg startede om mandagen, og nåede at være der i ni måneder.

Undervejs havde jeg gode kolleger, en venlig leder, lærte en masse om rugbrødsarbejdet i mit fag og kunsten at passe et arbejde, opdagede at nogle dele af Sjælland minder ret meget om Jylland, og holdt aldrig rigtig op med at være paf og udmattet.

Det næste job kom egentlig også let. Det havde en fancy men vagt formuleret titel og lå en anelse tættere på København.

Det nye sted var en blandet oplevelse: Alt var oppe i luften på grund af en forestående flytning, udvidelse og generel omvæltning – og samtidig blev jeg placeret i et team af de mest ordentlige, pligtopfyldende, bull shit-frie og fagligt stolte mennesker, man kan forestille sig. Nåja, og så blev jeg kæreste med en kollega og er det endnu 🙂

Omvæltningen ramte. Hårdt. Jeg vil forsøge at beskrive hvordan den påvirkede mig, andre har haft helt andre oplevelser. Men set fra min kontorstol (som ikke længere var en fast plads, men en jeg skulle finde på ny hver morgen), blev ambitionerne større, tempoet højere, klientellet mere udsat og udadreagerende, arbejdstiderne (meget) skævere, ordet ‘nej’ fjernet fra ordforrådet, mængden af eksterne samarbejder større, pressen og lokalsamfundets bevågenhed større men også mere kritisk. Og så var der bare en masse ting der drillede. Indeklima, stikkontakter og støj fx.

Og jeg kunne ikke holde til det. Dengang mente jeg ikke jeg havde stress, men selvfølgelig havde jeg det. Det er ikke normalt pludselig at få psoreasis, at have migræne et par dage hver eneste uge, at sidde på kontoret og pludselig ikke kunne huske hvordan man trækker vejret. Eller at råbe ad søde kolleger, melde fra på dagen til alle de koncerter, vi havde billet til eller at få hjertebanken og gråd i halsen bare ved tanken om at åbne sin arbejdsmail hjemmefra.

Og så kunne jeg pludselig ikke finde ud af at søge jobs længere, og der gik to lange år fra jeg besluttede at søge videre, til det lykkedes.

Det job jeg endelig fik lå endnu et nøk tættere på København. Jeg skulle dyrke et helt område op fra ingenting.  Til gengæld var her stort fokus på faste procedurer og opgavernes fordeling og på at holde kommandovejene. Her havde jeg min egen kontorplads, stikkontakterne virkede og urolige elementer blev bedt om at forlade stedet.

Og jeg fik egentlig skabt nogle helt gode resultater. Så det ville de gerne have mere af, også gerne på mere strategisk niveau. Da det gik højest blev jeg såmænd tilbudt et førlederkursus. Det var bare … ikke helt mig. De faste procedurer begyndte at irritere mig, og jeg blev bange for, om jeg var kommet ud ad en faglig tangent, det ville være svært at forlade igen.

Under min barsel overvejede jeg seriøst at forlade faget, og blev edderrasende da uddannelsesloftet blev indført midt i det hele. Omend jeg ikke ville have haft råd til at læse igen alligevel. Da der var tre måneder tilbage af min barsel, søgte jeg i stedet tre deltidsjobs som bibliotekar-uden-fancy-titel, kom til samtale på det ene og fik det.

Og det er ikke perfekt, men det er sørme tæt på! Jeg har hyggelige kolleger, en fornuftig leder, arbejdsopgaver der giver mening, og en arbejdsmail jeg ikke er bange for. Mere vil jeg ikke bede om lige nu.

Så skål til mig, og tak for de første ti år, Arbejdsmarked! Jeg tager gladelig ti år mere (og ti, og ti …)  – men kan vi aftale, at jeg denne gang trækker vejret lidt dybere ned i maven undervejs og måske tager mig tid til et par koncerter af og til?

Har I andre også oplevet, at arbejdslivet kan være lidt af en rutsjebanetur?

Du kan følge Plantesmilet på bloglovin, facebook og instagram

Læs også

No Comments

    Leave a Reply