Kolonihaveliv

Sommer i havekolonien – Om udsatte projekter, succesfuld decluttering og at være regnet inde af bare varme

Vi har stadig sommerferie. Og for første gang i de efterhånden mange år med kolonihave er det lykkedes os at holde en hel uge i kolonihaven. Uden lige at skulle hjem at vende. Uden lige at tage en dag inde i byen. Uden lige at have en koncert eller en fødselsdag. Ahhh!!!

(Bortset fra at min kæreste var nødt til at tage hjem og hente en anmelderbog i døgnposten, da han ellers ville misse deadline. Træerne vokser ikke helt ind i himlen)

Planen var at anlægge en terrasse i skyggen og rydde et hjørne for hindbær og gyldenris. Begge projekter er strandet på, at det er fysisk umuligt at stikke en spade i jorden. Den er hårdtbagt, og det er vi efterhånden også.

I stedet har vi rekvireret en varmepumpe der også fungerer som airconditioning. Og holy effing moly hvor er det dejligt! Vi kan trække vejret! Sove! Leve som civiliserede mennesker!

Den kræver selvfølgelig at vi holder døre og vinduer lukkede, og af samme grund sætter vi den først til om eftermiddagen, når heden bliver ulidelig. Vi skal også lige holde øje med det der strømforbrug. Og at vi ikke bliver forkølede. Men igen, vi kan trække vejret igen!!!

Så længe vi ikke går udendørs, altså …

Opsætningen krævede at vi lige på en studs reducerede vores opbevaringsplads med en skænk, og takket være forårets declutter-indsats, var det faktisk ikke det store problem. Der kan man se!

Skænken fandt via facebook nyt hjem hos et bulgarsk par, og nu vi var i gang, vidererotterede vi også en mobil aircondition-dims ved navn R2-D2 og den høje stol, som Musen ikke gider mere. Og pludselig føles hytten som en balsal.

Resten af ugen byder på mere af det samme, og skulle der falde regn, klager vi ikke!

Du kan følge Plantesmilet på bloglovin, facebook og instagram

Læs også

No Comments

    Leave a Reply