Der er noget særligt, næsten mystisk over mirabeller. Man ser dem aldrig på planteskoler og buskene gør intet væsen af sig når de står og putter sig i hegn og i skovbryn. Og så i august bugner de med gule, orange og røde frugter der ikke helt er blommer og ikke helt er kirsebær. I mængder ingen kan hamle op med, så de nærmest må skovles op fra cykelstier og veje. Og det er en skam, for de er faktisk rigtig lækre. Ikke rå, der er de faktisk lidt melede. Men tilberedt som i denne mirabelle-crumble er de både søde og aromatiske.
Denne opskrift på mirabelle-crumble gør stor lykke i kolonihaven. Vi er velsignede med rigtig mange mirabelletræer på de der lidt glemte stykker jord der adskiller de forskellige foreninger fra hinanden. Kagen kan trylles frem på ret kort tid. Og lige bort set fra mirabellerne består den af ingredienser vi enten har på lager i forvejen eller kan hente i kiosken.
Opskrift på nem mirabelle-crumble

- 1/2 liter udstenede mirabeller
- Lidt mel
- 1/2 liter havregryn
- 1/4 liter sukker
- 4 – 5 store spiseskefulde smør eller smørbart
- Tænd ovnen på 200 grader
- Skyl frugten og tag stenene ud
- Drys lidt mel over frugten og kom blandingen i et ildfast fad
- Kom havregryn, suker og smør i en skål og smuldr det mellem fingrene
- Hæld smulderet over frugten, tryk det hele lidt sammen og sæt i ovnen
- Bag kagen i cirka 30 minutter
Serveres som den er eller med creme fraiche, skyr, yogurt eller hvad man lige har i køleskabet – eventuelt rørt op med lidt vaniljesukker, hvis det skal være rigtigt godt!
2 Comments
Marianne
29. august 2018 at 19:33Nemt og lækkert – og nærmest sundt! Den vil jeg bruge i fremtiden 🙂
Lidt nødder gør heller ingen skade, tænker jeg
Plantesmilet
29. august 2018 at 19:41Jeg tror faktisk nødder kunne være en skøn modvægt til det syrlige. Prøv det!