Browsing Tag

Årets gang

    Livet

    Enter the twilight zone

    Det her tidlige efterår plejer vist egentlig at være min yndlingsårstid. Det er noget med lyset og temperaturen og at det er det perfekte tidspunkt at plante ting i haven. I år fungerer det ikke. Hverdagen er hverdag, bare let forvrænget.

    Vi har været syge en, to eller alle tre på skift de seneste. fem uger? Seks? Det er helt absurd efterhånden. Hoste, snot, bihuler, maveonder af forskellig intensitet. En halv time efter at en anden havde sagt at Musen da vist var den raskeste af os alle sammen, lige den dag, spuleørlede han. Dagen efter min bihulebetændelse endelig slap, fik jeg ondt i halsen og har det endnu. Da jeg gik ud med papskrald den anden dag, var der så mange tome panodilpakker, at jeg blev reelt bekymret.

    De sidste to år har jeg gået på arbejde med et saligt smil om munden. Og jeg er stadig rigtig glad for både det arbejde jeg laver og de mennesker jeg gør det med. Men af årsager der har med reduceret bemanding er arbejdsbyrden lige blevet et klik større siden sommer. Og det klik var et klik for meget. Nu er det ikke hyggeligt længere. Vi gør vores bedste, taler pænt til hinanden, leverer noget der minder om et godt produkt, men alt luften er suget ud.

    Musen tager også lige nogle klik til den stramme side for tiden. Han er morsyg og har været det længe, men de seneste par uger bliver det ikke godt igen når mor ER ude af døren. Det bliver ikke ok når det står klart at det altså ER far der skal putte. Så jeg er ret meget på. Og min psyke fungerer bare sådan at den skal have en lille bitte sprække sjælen kan flygte ud igennem. Om det så er en femminutters omvej hjem fra arbejde eller at spæne ud i skuret og se om den der stikling har slået rod. Og jeg kan godt mærke at jeg bliver lidt bidsk, når vi nok så fornuftigt bliver enige om at det nok er bedst jeg putter HVER aften og afleverer HVER morgen og ikke tager for langt væk om eftermiddagen og sidder på spring inde i huset, skulle min kæreste mod bedre vidende forsøge sig med en godnathistorie. Jeg elsker at putte og elsker at aflevere, men den der spændetrøje ved navn ’hver’ har jeg det godt nok stramt i.

    Vuggestuen holder desuden fast i at noget er galt og at en udredning må finde sted. Jeg skal ikke gå i detaljer her, det er ikke noget farligt og – minder vi os selv om – ikke noget vi selv ville have opdaget, hvis ikke knægten havde gået i vuggestue. Hvilket på en og samme tid siger noget om hvor fantastiske og hvor problematiske daginstitutioner er … Der er heller ikke meget i de ting han bøvler med, som en eller begge forældre selv har og derfor lidt tager for givet. Så. Vi får se. Jeg er bare lidt sorgfuld (og en lille *bitte* smule lettet) over at sige farvel til den der ukomplicerede, forboldtonsende krudtugle, man også kunne have fået.

    Apropos sorgfuld, så har jeg gået hos en psykolog i en periode. Af to årsager. Den helt konkrete at jeg *stadig* fik panik hver gang jeg skulle sætte i gang på en cykel og det begyndte at blive en reel begrænsning. Og så den mere vage at jeg for ti år siden, da jeg havde det seriøst skidt, gik hos en men holdt op fordi jeg a) simpelthen ikke kunne rumme at have aftaler ved siden af mit job og b)*også* gik hos en fys og var bange for at blive sådan en selvoptaget type der forventede at have det godt på alle fronter. (To ret dårlige grunde, faktisk!) Siden har det ligget og ulmet at jeg nok burde have fulgt forløbet til ende den gang. Cykelskrækken blev kureret (ish …) ved en gang hypnose (seriøst, ja!), men det andet … Hvad der var tænkt som en hurtig karklud hen over mit mentale køkkenbord blev mere noget i retning af en fuld Marie Kondo, og det er sgu hårdt. Man får lyst til at sidde og kigge på et hav og tude med sit tyveårige jeg, og jævnfør ovenstående, er det bare ikke muligt.

    Man får også lyst til at give sin have en ordentlig omgang. Og jeg fik faktisk ryddet gevaldigt op i det spiselige staudebed, bort-kondoet min peberrod (har vi *nogensinde* spist af den?!), beskåret lidt og gjort kål på noget skvalder. Det føltes SÅ godt. Men resten af den sparsomme fritid, må jeg med beklagelse indrømme, er blevet brugt hjemme på sofaen i Buddinge i en små-vrissent forsøg på at blive raske inden mandag.