Browsing Tag

Alt det jeg gerne vil nå

    Minimalisme

    Læresætninger for projektmennesker i akut fare for mental nedsmeltning

    Mange jern i ilden

    Nogle mennesker vil ikke ane hvad jeg fabler om i dette indlæg. Det er fair nok. I må gerne læse videre alligevel, for måske opnår I en dybere forståelse for et (sikkert møgirriterende) menneske i jeres netværk.

    Vi er nemlig nogle der er projektmennesker. Det betyder at vi – surprice – godt kan lide et godt projekt.

    Historien om et strikketøj

    Lad os tage et strikketøj som eksempel. Det kunne også have været noget haverelateret eller en eller anden gammel dims der kunne upcykles.

    Men altså, strikketøjet. I kid you not, det kildrer i hele kroppen når jeg skal i gang med et nyt strikketøj. Jeg bruger uger på at finde den rigtige opskrift og det helt perfekte garn. Indvier venner og kolleger i projektet. Sætter en aften af: NU skal der slås masker op til den ultimative trøje! De næste aftener strikker jeg derudaf, mens jeg forestiller mig hvor fin min nye trøje bliver. Og hvilke farver jeg skal strikke den i næste gang. Faktisk mest det med næste gang …

    Efter en uge stresser jeg lidt over hvor lang tid det tager at blive færdig. Shit hvor er det egentlig kedeligt at strikke ligeud! Ugen efter bliver det en pligt at få den trøje færdig, nu har jeg jo fortalt folk om den. Og så var der de der versioner i de andre farver. Det kommer til at tage år det her! Men jeg har jo ligesom lovet … Eller i hvert fald lovet mig selv.

    Nå, endelig, efter et par måneders ørkesløs strikning og en afsluttende kampagne en sen aften blev trøjen færdig. Fik oven i købet hæftet ender, selv om jeg døde lidt af kedsomhed. Hak ved endnu punkt på livets to do-liste. Føles meget godt at være FÆRDIG med noget. Ah!

    Eller, jeg gik jo faktisk i gang med en strikket cardigan her i sidste uge, den ligger stadig og fylder i strikkekurven. Opskriften var lidt dyr, men jeg skal jo strikke den i mange farver, så det tjener sig hjem. Shit hvor er det egentlig kedeligt at strikke ligeud, dog …

    Men …

    Sådan har projektlivet egentlig gået sine skæve, småfrustrerende gang i mange år uden at nogen er døde af det.

    Men så kom der et barn og indskrænkede den tilgængelige tid. Og bloggen her gør det bare så utroligt pinligt synligt når jeg ikke kommer i land med mine projekter. Og jeg kan se veninder og bekendte gå ned med stress her og der og alle vegne. Og selv om jeg ikke selv er stresset, kan jeg godt mærke på mig selv hvordan det kunne køre skævt, hvis ikke jeg passer på.

    Desuden er der groet et buskads af projekter frem i randzonen mellem pligt og hobby: Gardinet til kældervinduet fx, det tilfalder naturligt mig, når jeg nu er den i familien der kan sy. Kage til vuggestuefesten. Jeg er jo ligesom hende der plejer at bage. Og hvad haven bag rækkehuset. Min kæreste lægger ganske vist muskler til pasningen, men da jeg er det største havemenneske, vil han da lige inddrage mig inden han ligefrem beskærer noget.

    Så hvor fjollet det end kan lyde, har jeg tænkt utroligt meget over min identitet som projektmenneske, og hvordan jeg kan undgå at smelte sammen oven i hovedet af alt det jeg gerne vil, men ikke helt kan overskue.

    Læresætninger for projektmennesker i akut fare for mental nedsmeltning:

    Får et projekt dit hoved til at snurre? Så drop det!

    Eller på engelsk: “Does it make your head explode?”. Denne læresætning har jeg tyvstjålet fra A Slob Comes Clean, en (meget) amerikansk husmorblog med tilhørende podcast og bogproduktion, som Blogsbjerg anbefalede på et tidspunkt. Og uden at blive alt for højstemt, har den ændret mit liv. Seriøst. For den har givet mig en udvej fra alle de projekter jeg (på tankeplanet) har sat i gang, og nu ikke kan se mig ud af. Fordi de kræver nogle færdigheder jeg ikke har. Eller noget udstyr jeg ikke ved hvor jeg skal købe. Eller bare et niveau af tid og plads og engagement, jeg ikke kan levere lige nu.

    Som det underlige lille halvstrikkede tæppe, jeg arvede fra min farmor sammen med resten af garnet og hele familiens venlige men insisterende forventning om at jeg skulle strikke det færdig. Men jeg skulle ikke bruge et tæppe, og mit hovede at ved at eksplodere af at opfinde anvendelsesmuligheder for en halv m2 strikket uldklæde. Poncho? Strandtaske? Hjørne i større tæppe, jeg i så fald skulle konstruere udenom?

    Det var ligeså mit hovede snurrede. Og så droppede jeg det. Lettelsen kan være enorm.

    Almindelige opgaver = almindelig puls

    Jeg har gennem tiden haft et par jobs hvor der blev sat lidt en ære i at al gang foregik i løb og at vi alle sammen var sådan lidt opkogte grænsende til aggressive for her havde vi travlt! Og jeg stod diskret af ræset efterhånden fordi jeg dels ikke kunne holde til tempoet, dels ikke syntes rationalet holdt. For jeg vil mene at almindelige hverdagsagtige opgaver skal kunne klares med almindelig, hverdagsagtig puls. Ellers er der for mange eller for dårligt planlagte opgaver.

    Seks år senere gik det op for mig, at den regel også gælder i fritiden! Hvis jeg er nødt til at fare rundt og være kort for hoevedet fordi jeg skal nå at kompostere og vande og luge og plukke, og så forøvrigt også lige sidde fredeligt med et hækletøj – så er der enten for meget jeg skal, eller det skal planlægges bedre. Yaiks! Prioriteringen er ikke nødvendigvis rar, men tror mig, det føles bedre bagefter.

    Og så må man naturligvis stadig gerne fare rundt i spidsbelastninger så som skybrud, flyvemyrerangreb eller naboe der spørger om man skal have noget med på genbrugspladsen om fem minutter!

    Husk underbuksegnomerne

    Underbuksegnomerne (South Park, ep. 17) havde en plan der lød cirka sådan her: 1) Saml underbukser 2) ? 3) Profit!

    Sådan fungerer min hjerne også nogle gange, selv om den trods alt sjældent bilder sig ind, at jeg kan blive rig på det jeg render og laver. Men den ræser ofte ret direkte videre fra ‘prøvetime i yoga’ til ‘livslang praksis’. Fra ‘prøve at sy en sofapude’ til ‘lave mit eget tøj’. Fra en enkelt pæn bøtte samlet op på et loppemarked til drømmen et helt køkken indrettet med smagfuldt retrogrej.

    Sådan går det jo ikke. De fleste storslåede projekter ender med at blive ret små og hverdagsagtige. Eller slet ikke. Eller bare anderledes end jeg forestillede mig dem til at begynde med. Og derfor kan man spare sig selv for mange skuffelser ved blo at tænke “næh, en prøvetime”, når man melder sig til en prøvetime.

    Du behøver ikke

    Oprindelig havde jeg kaldt dette punkt noget i stil med ‘vent til du gider’. Men dette indlæg ovre hos I carried a watermelon , der kort fortalt er et opgør med forventningen om evig istandsættelse, fik mig til at stramme den. For man behøver ikke.

    Hobbyprojekter er lærerige og fællesskabsskabende og holder såvel hjerne som krop i gang. Men hvis man ikke umiddelbart trænger til nogen af delene, fx fordi man er møgtræt, så er det ok at lade være. Også selv om (og her trykker vi direkte på mit ømme punkt) det betyder at man ikke har noget nyt at vise frem næste gang naboen spørger/mor ringer/det er to uger siden jeg har skrevet noget på bloggen.

    Men hvad så med gråzone-hobbyprojekterne, som jeg nævnte oppe i indledningen? Faktisk meldte jeg ud i vuggestuen at vi ikke kunne have noget med til festen. Det var i orden. Jeg foreslog også min kæreste at vi bare købte et rullegardin til kælderen. Han forstod ikke, vi ikke havde tænkt på det noget før. Og med hensyn til rækkehushaven …? Tja .. Først havde vi et mindre skænderi om hvorvidt jeg bare kunne melde mig ud på den måde, kiggede jeg nærmere på det, fik en masse ideer og begyndte at omindrette terrassen. Men ikke fordi jeg skulle. Fordi jeg godt gad. På ære.

    Færdig findes ikke. Spis is nu

    Jeg har i mange år gået og prøvet på at blive færdig. Jævnfør dette indlæg fra foråret. Med det erklærede mål at slappe af og nyde frugten af alt mit hårde arbejde og det reele mål at få tid til at gå i gang med en masse nyt.

    Det kommer ikke til at ske.

    Jeg bliver aldrig færdig. Sådan er livet ikke og sådan er jeg ikke. Det skal (og den her har jeg virkelig skullet sluge) ikke forhindre mig i at slappe af. Nu. Det må man godt.

    Er du ved at trække en fællesudgift på dit eget kort?

  • Livet

    En sommer med ændrede planer

    I år gik vi ind i kolonihavesæsonen med en gennemarbejdet og ambitiøs-men-realistisk to do-liste: Mal loftet, byg en mere permanent afskærmning til udendørsbruseren og få gjort et eller andet ved gulvet…