Update fra sofahjørnet

For otte dage og en livstid siden sad jeg med min lille familie på en udendørs café i Bagsværd. Burgerne nåede lige at lande på bordet inden der lød et lille ‘plop’ et sted i mit underliv, og vandet gik i et par ordentlige skyller.

Og det blev det ved med mens vi spiste vores mad (fordi, hvorfor ikke?), meget diskret ringede til Herlev (“nej, jeg ved ikke hvad farve det har. Det løb ud gennem revnerne i trallebænken …”) og forklarede den fireårige at “der kommer lige lidt vand ud ad mors tissekone. Det er fordi lillebror er på vej”.

Hjemme lavede min kæreste lasagne, vi tilkaldte mine forældre der ville køre fra Jylland så snart de kunne tillade sig at bryde op fra min mormors kaffebord, og jeg så den ene video på YouTube efter den anden med min søn, mens jeg fik mere og mere ondt og forøvrigt fortfarende udledte vand i store skvulp.

Midt i lasagnen kunne jeg ikke opretholde normaliteten længere og gik under bruseren mens min kæreste fik uriasposten med at få den førstefødte heeelt ned i gear og i seng.

Klokken otte landede mine forældre. Klokken kvart i ni var vi ved Herlev efter en del unødvendig fodslæben med tissepauser og en GPS der drillede. Klokken halv ti blev jeg målt til at være fire-fem cm åben og blev sendt på mit livs længste gåtur over på en fødestue. Klokken kvart i ti var jeg ti cm åben og blev bedt om at presse. Tre minutter over ti kom lillebror til verden.

Jeg forstår stadig ikke helt tidsforløbet, men det var en fed oplevelse. Bortset lige fra den der gåtur …

Vi fik en nat på hospitalet mens amningen kom igang, og blev udskrevet næste aften med et par suttebrikker.

Og, tja, siden har jeg ammet. Og ammet. Og ammet.

Balanceret en knivsæg mellem total overvældelse og total understimulation.

Tudet over hvor fjern min store søn pludselig er. Tudet over hvor meget han alligevel fylder. Og larmer. Og hvor meget jeg tysser på ham. Og tudet igen over hvordan han arbejder sig ind på storebrorrollen. Fra første besøg hvor han nedlagde veto mod navnet og bad sin morfar om at måtte komme hjem og få sin aftensmad. Til senere på ugen hvor han stille og roligt fortalte at han allerede elsker ham og gik med til at bruge vores navn som mellemnavn, så længe fornavnet bliver Blop.

Hygget helt vildt med min kæreste og forhåndssørget over at han skal tilbage på arbejde om en uge.

Haft i gennemsnit en daglig über-bekymring og sjældent kunne huske den tre dage senere.

Tudet endnu en gang over hvor godt vejret er og følt mig som en undvegen fra en anstalt da jeg tidligere i dag sneg mig helt op til Buddingevej med en sovende baby i viklen. For så straks at vende tilbage til sofahjørnet fordi trafiklarmen virkede fuldstændig infernalsk efter en uges fravær.

Og ellers sker der ikke det store. Jeg vender tilbage når der engang gør det igen. Pas på jer selv derude 🙂