Lidt af hvert

Genåbninsveer

Mens vi har gået hjemme har vi et par gange talt om hvad vi ville, når alt dette var ovre. Ikke noget vildt, måske bare skiftes til at kalenderlægge en cafetur ind til byen. Og det er først nu det langsomt er ved at gå op for mig at det ikke er der vi er.

De sidste par uger har tærret lidt på mig. En gang i min studietid, da jeg havde det rigtigt svært, forbød jeg mig selv at tænke mere end to uger frem. Fremtiden var bare for stor at forholde sig til. Nu er vi nede på to dage.

Det det hele turnerer sig omkring er arbejdstider, hans og hendes, kontra vuggestueåbningstider. Min kæreste arbejder mest hjemmefra, hårdt og koncentreret, også aftener, også lørdage. I hvert fald i sidste uge, måske skal han afsted fysisk i den næste, det ved ingen.

Jeg er afsted på arbejde, også temmelig hårdt og koncentreret, dage og aftener, potentielt weekender fra snart, men det vides ikke endnu. Som jeg forstår det, kan udmeldingen onsdag aften betyde at vi udvider tilbudet, mem jeg har intet hørt. Jeg kan også stadig blive sendt ud i en daginstitution eller en skole med dags varel, som en del af mine kolleger er.

Vuggestuen har nu sin fulde åbningstid, som jo ikke tilnærmelsesvist dækker vores arbejdstid, men de vil stadig gerne have at vide for fjorten dage ad gangen præcis hvornår vi afleverer og henter.

Og det fucker mit hovede at skulke være all in på pionerånd på arbejde – og tro mig, jeg glædede mig som et lille barn sidste mandags da vi mødte ind! – og holde vuggestuen hen med snak og halve løfter, tage nære og fjerne skægtninge i ed hvis denne eller hiin lørdag bliver et problem (nej, vi ved ikke hvornår vi ved noget …) og så eller sætte det der privatliv, vi havde fået så godt gang i, på pause.

Jeg ved det, det er en (genåbnings)fase lige nu, tingene finder forhåbentlig en gænge, men kontrasten til de sidste måneder har rettet et meget skarpt lys på hvad de der skiftende arbejdstider gør. Hvor stor en del af den mentale energi der går med at flette to vagtskemaer uden at hullerne bliver alt for synlige hverken på hjemme- eller jobsiden.

Ad snoede omveje blev jeg bekendt med at podcastet Slut med Forbudt, som jeg ikke kendte, havde lavet et afsnit af en mere problematisk del af en altenative branche, nemlig ‘hjertekvinder’. Dem kendte jeg heller ikke. Men jeg læste op fordi det var en interessant og let kulørt sag. Og i min læsning stødte jeg på den betragtning (I Berlinske?) at mange kvinder drømmer om at blive selvstændige fordi lønarbejde pr definition er defensivt. Den har jeg tygget lidt på, for ja, jeg og mange andre er i en enormt defensiv situation. Lige nu tydeligere end normalt.

Jeg har også læst et sted (og nej, jeg er bare ikke i henvisningsmode lige nu!) at folk generelt er for ambitiøse på den korte bane men for uambitiøse på den lange. Jeg tror at mit langsigtede mål må være et arbejdsliv i en mereoffensiv position.

(Podcasten kan for øvrigt anbefales)

Bæredygtig hverdag

Sære tider

Da vi senest tog fra kolonihaven, foreslog min kæreste at jeg jo, næste gang, kunne tage herud lidt i forvejen. Det indkasserer jeg lige nu, selv om der endte med at gå to uger og ikke kun en. Vejret var for omskifteligt i sidste weekend.

Normalt betyder kolonihavetid knokkelpukkel-tid, men denne gang lader jeg være. Eller prøver på. Jeg er simpelthen så smadret i hele kroppen, at jeg dårligt kunne løfte benene da jeg forsøgte mig med min sædvanlige løbetur i går. Men bare det at jeg har en sædvanlig løbetur er vildt usædvanligt, så.

Vi er stadig hjemmearbejdende, og mangler efterhånden noget afklaring og nogle ‘go’ oppefra før vi kan lave så meget mere meningsfuldt. Og med Musen i børnehave og halvdelen af mine kolleger sendt ud nødberedskab, har jeg et vildt behov for at retfærdiggøre min tid. Med omtalte løberegime. Og med at få ordnet *alt* i og uden for hjemmet. Så jeg er helt klart, når det hele – måske – går amok lige om lidt.

Det var ellers en af to kontrakter jeg indgik med mig selv, da alt dette begyndte: Ingen tårer over spildte planer, og ingen ambitioner om at *nå* noget. Den sidste skred lige pludselig.

Nu tager jeg en eftermiddag i liggestolen med sol og kaffe og læsestof, og glæder mig til Mus og mand slutter sig til om lidt. og debatterer allerede lidt med mig selv, om arbejdsnedlæggelsen gælder *hele* weekenden. Må jeg fx rydde op i den enorme stak grene fra en beskæringsfrenzy tidligere på måneden? Vi får se.

Havebrug og selvforsyning

April i perma-haven

We’re back. Jeg har ikke berettet meget fra permakulturhaven siden november, Dels har der ikke været meget at berette, dels har jeg været kraftigt engageret andetsteds … Nu er jeg ved at gå til her i corona-ingenmandsland, til gengæld har vi høstet alt muligt.

Arbejdsopgaver i april:

  • At rydde op i haven. Fjerne knækkede kviste og døde staudetoppe og jorddække der er endt forkerte steder.
  • At sætte brændenældevand over.
  • At sprede kompost ved bærbuske, kålplanter og andre sultne
  • At tage (flere) stiklinger af flerårige kål som vinteren har været hård ved, og af bærbuske til et lille best of-bed ved rækkehuset.
  • At sprede græsafklip som jorddække i bedene.

Høst i april:

Det meste er brugt enten som krydder i gryderetter, som grønne blade i en burger eller under pålæg eller i blandede salater. Det meste smager genialt hvis det hakkes fint og får en vinaigrette-agtig dressing.

Største nyopdagelse var kålskud – altså uudsprungne blomster – stegt let med smør og salt. Mums!

Bær og sår’n:

  • Rabarber

Blade og stængler:

  • Blodsyre
  • Kinesisk purløg
  • Kålblade (mest Daubenton og Taunton Deane)
  • Kålskud
  • Pibeløg
  • Skorzonerblade
  • Spinatsyre (som faktisk allerede er ved at være for grov, den topper i marts)

Krydder og te:

  • Indianermynte
  • Løvstikke
  • Rosmarin
  • Salvie
  • Timian
  • Sødskærm

Rodfrugter:

  • Jordskokker (Nok de sidste før til efteråret, de begynder at spire)

Fra naturen:

Og her kom så nyskabelsen. For jeg har altid vægret mig lidt ved at sanke. Jeg synes det er … ulækkert! Tænk hvis der har været en hund eller en snegl eller et fedtfingret barn (Ja, der er flere snegle og fedtede børn i min have end i den gennemsnitlige danske natur. Jeg siger ikke jeg er rationel her!). Desuden kender jeg kun de mest almindelige planter. Ved jeg, fordi mine forældre er biologilærere og kender alle de ualmindelige.

Tidligere på året foreslog min kæreste sådan helt af sig selv en sanketur med det lokale bibliotek for hele familien, og jeg var fyr og flamme. Og så blev det aflyst på grund af den der virus. Og det korte af det lange er at jeg så i stedet plukkede en lillebitte buket vilde planter til en blandet salat. ‘Vilde’ som i at de havde groet helt af sig selv bag komposten … Og nu er jeg i gang. Bum.

  • Løgkarse
  • Mælkebøtteblade
  • Skvalderkål

Læs her hvad vi lavede sidste år i april –>

Bæredygtig hverdag Lidt af hvert

Målet er i sigte

Corona, altså. Det hele flyder lidt sammen for mig efterhånden, og de sædvanlige tidsindelinger giver ikke rigtig mening. Jeg føler heller ikke jeg har udrettet noget som helst hjemme. Det har faktisk været en prioritet ikke at prioritere det. Samtidig kan jeg se at det har rykket. Temmelig en del endda.

Sidst jeg skrev, var vi færdige med at rive de to små skure bagerst i haven ned. Siden da har vi:

  • Sat et midlertidigt hegn op bagerst i haven, ud mod stien. Bare et billigt bambushegn. Jeg var i tvivl undervejs om det var besværet værd. Under selve opsætningen var vi glimtvis i tvivl om noget som helst var noget som helst værd. Jøsses en Ikea-test! Nu står det der, og det er meget rart at folk ikke kan vade ind.
  • Med stort besvær fundet en VVSer med en ledig time til at afmontere de to radiatorer i det store skur. Det virkede forsvarligt med corona og sår’n, når nu han skulle stå ude i skuret. Med lidt held får den operation også bugt med vores centralvarmes tendens til at tabe lidt tryk, så systemet skal efterfyldes med jævne mellemrum. Blikkenslageren var ellers fuld af gode, bekostelige historier om hårfine revner på utilgængelige steder der kun kunne spores ved hjælp af radioaktive målere, meeen, jeg synes at to gennemtærende, beviseligt dryppende radiatorer lyder som en lige så god forklaring på utætheden …
  • Siddet i keælderen og arbejdet, og løbet tør for opgaver. Eller haft en klump i internettet. Eller noget. Og været lige ved at gå ovenpå til familien, men så hørt lyden af ‘brio-kassen gennemrodes’ og min kærestes eksalterede stemme udbryde “… når man bygger så stort som vi gør …!”, og tænkt, at de nok klarede sig lidt endnu. Og så grebet en gammel mappe fra et skab, og fundet de for-forrige ejer af husets talrige ansøgninger til kommunen om byggetilladelser og kommunens stort set lige så talrige afslag. Ooog, indset at den del har vi ikke skænket mange tanker!
  • Skrevet til kommunen, til min veninde der arbejder med planlægning, søgt på webarkiv og tinglysning og nået frem til sådan cirka at: Der er ingen lokalplan men en servitut fra fyrrerne. Den siger rækkehusene skal holdes ‘ensartede’. Derfor skal vi søge om alt, også plankeværker og skure. Der foreligger nogle præsedensskabende dispensationer (fx til vores carport, ulovlig eller ej …), som så gælder for hele husrækken. Da alle de andre enderækkehuse har pæne nye skure for gavlene, får vi nok også lov, men skal altså søge.
  • Haft en god snak om, hvor meget mere det egentlig giver mening at lave selv, og lavet en tentativ plan om at jeg så hvor meget mere jeg kunne nå på en måned, og så fik vi et tilbud på resten.
  • Cirklet lidt om carporten, som vi slet ikke har beskæftiget os med indtil nu. Den er konstrueret på et stålskellet med dobbelt (but of course!) plankebeklædning og tykt plastiktag.
  • Brugt et par uger på at fjerne plankebeklædningen. Tak til min kæreste for at træde til med store muskler og brækjern og lige løsne hele vejen hen. Overhovedet ikke tak til hiin fortidige bygmester, der startede i fin stil fra den ene ende med en pakke almindelige søm og så hen ad vejen forfaldt til lag på lag af tre tommer-søm, skruer, dykkersøm (bogstaveligt talt ned oven i skruerne) og alt andet godt fra køkkenskuffen.
  • Brugt en time på at fjerne plastiktaget. Det var sgu ikke svært!
  • Forsøgt at afsætte plastiktaget til selvforsynere med mistbænkeplaner. Ingen tagere, men mange likes. Har dem endnu, hvis nogen er på?
  • Lagt en ny plan om at tømme det store skur helt, rive beklædning og tag af det også. Det er konstrueret ligesom carporten, og jeg har allerede fjernet den indre beklædning og isoleringen. Så. Smal sag. Og SÅ hyre nogen til at afmontere stålskelettet. Det er for tungt for os at håndtere, og vi vil nødig lave skader på huset, hvor det også er boltet fast.
  • Sat reolen fra det store skur til storskrald.
  • Fjernet noget byggeaffald fra kælderskakten.
  • Sat græsslåmaskinen ned i kælderskakten.
  • Sat haveredskaber ud i haven.
Før-ish
Efter-isk
Bæredygtig hverdag

Et vindue på klem til verden

I dag startede min søn i børnehave igen. Og så er første halvleg i denne mystiske, mystiske omgang overstået. Min første reaktion, da vi hørte fra børnehaven i sidste uge, var sorg. Så ramte jeg muren. Ikke så meget at jeg ikke kunne mere som at jeg ikke gad prøve. Og så gik det faktisk rigtig fint i dag.

Vi har klaret den. Langt hen ad vejen har vi endda klaret den godt. På et tidspunkt satte jeg mig ned og overvejede om jeg – hvis jeg kunne – ville designe mit liv sådan her med hjemmepasning og arbejde på skift. Det ville jeg så ikke.

Jeg tror det har fungeret for os i kraft af at det har været pålagt os udefra. Som en begravelse man selvfølgelig skal med til men ikke er overvældet af sorg over. Man gør hvad der skal gøres for de andres skyld, og om det så falder vildt ubelejligt eller faktisk redder en fra et træls møde, har ikke rigtig noget med noget at gøre.

Og så har det fungeret fordi vi har været ærlige om at det slet ikke er naturligt for os at være så meget sammen. Så vi har løbet ture og hamret skure ned og lavet mad med høretelefoner på, og jeg er begyndt at gå i seng mindst en time før min kæreste og stå op mindst en time før, på det yderste af tåspidserne så jeg ikke vækker min søn.

De morgener hvor jeg har haft en time for mig selv med bog og ego-stempelkande på terrassetrappen i frostvejr med et uldtæppe om benene, har været magiske.

Ville min søn designe sit liv sådan her. Tja. Det har været godt for ham at få en pause, ikke blive skyndet på, slippe for den helt ærligt opslidende og perma-forsinkede morgenrutine. Han er kommet så meget tættere på sin far, og jeg lapper det i mig.

Problemet med at være sammen hele tiden, at undvære de der tyve minutter om eftermiddagen inden jeg henter barn, var det der bekymrede mig fra starten. Det andet problem, det at undvære voksenkontakt med andre end min kæreste, sneg sig ind langt senere og næsten umærkeligt. Som et underskud af et af de der vitaminer, men strengt taget har depoter af til et års tid eller to.

For ret længe lignede min hverdag jo sig selv. Vores familier bor langt væk, og vi ser dem med måneders mellemrum. Vores venner er travle og har skiftende arbejdstider ligesom os, dem ser vi også med måneders mellemrum. Faktisk var det første der ramte mig ikke ensomheden, men erkendelsen af at den har været der hele tiden.

Den blev først akut da vi tog i kolonihave et par dage. For der plejer vi faktisk at se folk eller i hvert fald forsøge på det. Ofte bliver det kun ved de uendelige sms-samtaler om hvordan vi kan – eller ikke kan – komme om ved folks forpligtelser. Men det er jo også en slags kontakt. At undvære den, gjorde ondt.

Da vi så kom hjem og skulle til at arbejde på skift igen og skabe struktur for en treårig igen uden noget at fylde i strukturen, kollapsede jeg. Blev pissesur på den smitsomme måde. Nu må der godt ske noget nyt. Hvilket der så gjorde i dag.