I øvrigt

I øvrigt #55

  • Kørte jeg i s-tog med en mor og et par teenagesønner. Sønnerne sad med mundbindet nede om hagen, fødderne oppe på sædet og brokkede sig højlydt over ”et fedt læs” af en stadionmedarbejder der havde bedt dem overholde nogle restriktioner. Moderen forklarede fredsommeligt og tålmodigt at hun syntes de skulle tage fødderne ned, bindet op og forstå at kontrolløren gjorde sit arbejde. Uden nogen påviselig effekt. Og jeg tog mig selv i at tænke at var hun der hvor den anerkendende dialog måtte ophøre og den gammeldags skideballe tage over.
  • Bliver jeg helt kvalm når folk henter bøger på biblioteket i ”engangs”mundbind der er helt brune i kanterne og under næsen.
  • Finder jeg godt nok selv mange mundbind i lommerne på mine bukselommer, jakkelommer, taskelommer, som jeg ikke umiddelbart kan huske historikken på.
  • Kan jeg mærke at jeg begynder at nå næste niveau af corona-træthed. Det hvor jeg uden grund bilder mig selv ind at denne eller hin restriktion ikke gælder længere. Fordi jeg har lyst til at den ikke gælder længere. Fx anbefalingen om ikke at mødes med mine forældre OG brødre samtidig. Eller den om at have mundbind på når jeg henter i børnehaven. Eller den om at min arbejdsplads anbefaler en ugentlig kvik-test. Are we still doing that? Really!?!
  • Synes jeg efterhånden det er svært at aflevere min søn i en børnehave hvor jeg ikke har sat foden i over et år. Jeg har ikke nogen reel forestilling af hans hverdag og må fortolke frit på lejlighedsvise kommentarer fra pædagoger – oftere de der unge mennesker der er hyret til at stå i døren – og hans egne noget sporadiske anekdoter.
  • Ville jeg ønske hundeejere holdt op med at tro at lige netop deres Bulder eller Balder eller Bølle er den magiske vovse der får mit panisk hunderædde barn til at holde op med at være panisk ræd. Det er mere kompliceret end som så. Og jo længere de står og snakker og forklarer og lokker og eksemplificerer ved børnebørn der *slet* ikke kan få nok af Bulder/Balder/Bølle, jo mere panisk bliver han.
  • Udtalte jeg de første 30 år af mit liv ’ræd’ som ’ræj’. Siden har jeg ikke udtalt det overhovedet.
  • Lurer genåbningen i horisonten, og ingen af os herhjemme ved hvor meget, hvornår eller hvordan vi arbejder efter d 21. Og jeg prøver, prøver, prøver at tage det ovenfra og ned denne gang. Sige til og fra, komme med ønsker, bede om hjælp, vente og se. Det går … nogenlunde.
  • Var jeg alligevel så gnaven og svær at dele hjemmekontor med den anden dag, at min kæreste bad mig ”Gå ned i kælderen og flå en dør af!”. Nu river vi de der grimme indbyggede skabe med levn af fordums varmecirkulationssystem og besynderlige inddækninger  ned. Jeg tror ikke jeg har været så umiddelbart og ukompliceret glad siden … sidst jeg rev noget ned.
Bæredygtig hverdag

Om at lukke støjen ude, så åbne en sprække på klem

Vi holdt noget ferie sidst i februar. Som vi næsten altid gør på det tidspunkt. Nogle år har det været genialt, andre lidt klaustrofobisk. Sidste år husker jeg at jeg næsten korporligt tvang min grundsure kæreste ned på en café med et skriveprojekt og fik ham tilbage fire timer senere med det dér glimt tilbage i øjet som vist i sin tid var det jeg faldt for.

I år brugte jeg det meste af den første fridag på diskret at tude ned i sofapuderne over at den mulighed ikke var åben i år. At vi ingen planer havde, ikke skulle se nogen mennesker, ikke skulle ud at spise. At vejret ikke var varmt nok til en tidlig kolonihavetur og at vi ikke havde haft åndsnærværelse nok til at se os om efter et sommerhus.

Næste morgen vågnede jeg mirakuløst veludhvilet i det magiske tidsvindue mellem solen stod op og min søn gav lyd. Kiggede ud på haven, satte kaffe over. Greb efter min telefon og tjekkede om nogen ville mig noget. Skulle lige til at at gå videre til nyhederne: DR, Pol.dk, The Guardian, CNN. Men så lod jeg være. For nu havde jeg det lige så godt.

I første omgang var min tanke at vente til om eftermiddagen. Så ville nysgerrigheden nok vinde over min nyfundne sjælefred. Men jeg tjekkede heller ikke nyheder om eftermiddagen. Eller resten af ferien, bortset fra et hurtigt kig fordi der blev meldt nogle forandringer ud i corona-restriktionerne. Tilbage på arbejde befandt jeg mig en enkelt gang eller to inde på DRs hjemmeside uden helt at kunne gøre rede for hvordan jeg var havnet der. Jeg tror simpelthen impulsen ‘kort pause mens jeg venter på kollega ringer tilbage’ fuldstændig automatisk havde udløst responsen ‘fingre taster D R punktum D K’. Det samme skete et par gange hvor jeg fulgte et link fra den mere fjollede ende af internettet og pludselig befandt mig i ‘rastløs overskriftklikker-mode inde på en eller anden netavis’.

Men i det store og hele var det en enorm lettelse at tage en pause fra enhver form nyhedsindtag. Jeg blev gladere. Jeg sov bedre.

Den sidste tid inden jeg trak stikket havde jeg en dårlig vane med at vågne midt om natten og gribe telefonen. Jeg vågner stadig ofte om natten og nogle gange læser jeg stadig et par linjer i en bog for at lulle mig i søvn igen. Forskellen er at bogen rent faktisk beroliger mig, mens hele rodsammenet af corona, uighurer, amerikansk valg, forhold på fødegangene, politikere der snerrer ad hinanden og partsindlæg camoufleret som seriøst nyhedsstof bare gjorde mig søvnløs og deprimeret.

Samtidig med at nyhedsstof på overfladen virkede som det sundere alternativ til sociale medier i en hverdag hvor min sjæl i den grad skriger på underholdning og en lille flyvetur ud af Buddinge. Jeg har ad flere gange sat kritisk lys på mit mobilforbrug og gjort mere eller mindre helhjertede forsøg på at sænke det. Men det har altid været sociale medier og planløs googling der er sprunget i øjnene. Ikke en på overfladen uskyldig aktivitet som at orientere sig i dagens begivenheder.

Det gik virkelig sent op for mig at den måde jeg brugte nyhederne på – som nok også er den måde afsenderne har lyst til at jeg skal bruge dem – er lige så meget hjernedød indholdskonsumption som den måde jeg bruger Instagram. Jeg har det bare bedre efter en halv times Akward Family Photos på Insta end efter at have brugt samme tidsrum på at læse foruroligende overskrifter på låste artikler på Politiken om forsøg på at undertrykke valgdeltagelsen i Georgia eller personaleudskiftning i københavnske børneinstitutioner.

Interessant nok faldt mit skærmforbrug heller ikke da jeg droppede nyhedslæsningen. Den ene form for content erstattede gnidningsfrit den anden.

Som ugerne gik i min nyhedsfrie bobble, blev jeg desværre også påfaldende uvidende. Om hvordan det går med den der genåbning, fx. Om nye bøger, jeg forventes at kende. En dag tog jeg mig selv i at tænke at hende der Kamela Harris hører man aldrig noget til længere. I det lange løb vil jeg ikke være en specielt informeret vælger eller kritisk forbruger. Jeg bør nok ikke købe flere aktier før jeg har bedre styr på om firmaerne er på konkursens rand eller involveret i en skandale.

Jeg overvejede forskellige muligheder. Et abonnement af en slags. Kunne bare ikke lige finde det rette. Og kom så i tanke om Radioavisen. Liveradio er ellers ikke rigtig noget vi hører. Min kæreste får spat af baggrundslyd. Jeg kan egentlig godt have det, men det passer dårligt ind i vores noget logistiktunge morgenener, og på andre tidspunkter vinder podcasts. Men de seneste 714 (!) radioaviser ligger på DRs lyd-app. De dage jeg er afsted på arbejde, hører jeg den seneste version. Den tager som regel tre minutter. Når jeg det først om aftenen tager jeg den fra om middagen, den er på et helt kvarter. Når jeg det slet ikke, er der ingen ulykke sket.

Og ved I hvad, det er faktisk rigtig hyggeligt! Formatet har ikke ændret sig siden liveradio gled ud ad mit liv. Jeg har dårlige forudsætninger for at vide om emnevalget er dækkene, men det virker sådan. I hvert fald i den lange version. Jeg er akademisk uddannet nok til at vide at neutral formidling ikke eksisterer, men de har da gjort et ærligt forsøg. Og jeg kan stadig falde i søvn igen når jeg vågner om natten.

I øvrigt

I øvrigt #54

  • Sluttede jeg mit seneste indlæg af med at drømme om en god lang togtur alene til at klare tankerne. I dag kommer jeg så til at bruge syv timer i tog. For at kunne være med ved min højtelskede (bonus)bedstefars begravelse. Det var ikke lige *det* jeg havde forestillet mig …
  • Havde jeg heller ikke tænkt mundbindet ind i min togrejsefantasi.
  • Sad jeg i vestgående retning i kupe med en flok femtenårige der rullede deres egne cigaretter. Det troede jeg faktisk var et uddødt håndværk.
  • Var samme flok femtenårige nået frem til at de kun ville have sex med folk i hvis selskab de følte sig trygge. En indsigt der helt klart var ny for dem og – antydede deres tonefald – deres omgivelser.
  • Er en kirkebegravelse med coronarestriktioner cirka lige så akavet og uforløst som man kan forestille sig.
  • Er vi helt gennemgående en akavet og uforløst flok. På en måde var det en lettelse at stille sig lidt for sig selv og sørge bag mundbindet uden at skulle igennem spidsroden af håndtryk og halvkram og mumlende kondolencer til folk man desperat forsøger at placere på stamtræet.
  • Er det ret trist at sige farvel og på gensyn til folk man har set og på sin vis holdt af hele sit liv, og vide at der realistisk set er tale om ét gensyn og at det også bliver til en begravelse.
  • Var kirkedøren lige akkurat bred nok til kisten, men ikke bærerne, hvilket krævede en ganske særlig rambukinspireret teknik.
  • Gav den ansvarlige for kartoffelsalat og små frikadeller op over for opgaven i senest mulige øjeblik. Nødløsningen blev de to slags sandwich mine forældres lokale købmand leverer: skinke-og-ost og ost-og-skinke.
  • Bekender familien Plantesmilet sig til pragmatarismen, den særlige form for vegetarisme, hvor man spiser kød vest for Storebælt.
  • Har jeg Ocean Vuongs ‘Vi er kortvarigt smukke her på jorden’ med som læsestof. Den er noget af det smukkeste jeg har læst!
Bæredygtig hverdag

Status på livet, et år inde i pandemien

Det er først for ganske nylig gået op for mig at vi lever under en pandemi. At de der enorme smittetal og dramatiske billeder fra den store verden er den samme ting som vores hjemlige nedlukning. Jeg har hele tiden vidst det, det er bare først de seneste par uger det sådan for alvor er sevet ind.

At hele misseren har varet et år, kan jeg stadig ikke få hovedet rundt om. Min indre kalenderfunktion var i mange måneder gået i stå på 11. marts 2020, for så at rykke sig lidt og sætte sig i stå igen engang i efteråret. I min verden har vi levet med det her i et halvt år. Sgu da ikke et helt!

Men det har vi, og hvordan går det så lige med det?

Hvis jeg lige tager det lange perspektiv på, så har der været nogle faser. Den første nedlukning var syret. Næsten lidt spændende. Det der pressemøde 11. maj, vi gik glip af i et forsøg på at gennemføre den sidste Bond-film med Roger Moore. De 50 messengerbeskeder i venindegruppechatten, der fik mig til at bede min kæreste trykke pause. Den forvirrende arbejdsdag dagen efter hvor vi sådan set bare kørte bibliotek indtil en eller andet sansede at bede os holde op. Naboerne som jeg lærte meget bedre at kende ved ikke at måtte omgås. De tidlige morgener hvor jeg læste skønlitteratur og drak kaffe i frostvejr på terrassen og undgik at vække familien så længe som muligt. Begynderløbeprogrammet min kæreste og jeg kastede os over som fælles projekt.

Det er ikke hele historien. Jeg tog et hårdt og ikke helt pædagogisk opgør med min søns noget ensidige morglæde og indførte millimeterdemokrati i barneplejen. Noget jeg altid har syntes var lidt smagløst. Det var den måde jeg kunne få vejret på, når jeg ikke kunne trække mig væk for at få lidt luft.

Genåbningen i sommer føltes til gengæld helt ulideligt hård. Både fordi den var det – vi knoklede på arbejde og havde en masse at indhente socialt. Det der slog mig ud var dog hele stemningen. At alle skulle yde lidt ekstra, springe til med kortere varsel, tage lidt flere af de skæve vagter. Jeg kan mærke den slags vibrationer på to kilometers afstand, og har al lyst til at kaste mig ind forrest. Hvilket jeg så ikke kunne fordi min kæreste arbejdede under lignende forhold og børnehaven kørte med reducerede åbningstider og for øvrigt gerne ville vide præcist hvornår vi skulle bruge dem adskillige uger ud i fremtiden. Jeg følte mig besværlig, hjælpeløs, ufleksibel, som hende der ikke havde lavet lektier hverken det ene eller det andet sted.

Det chokerede mig, både hvor sårbare og alene vi følte os uden vores sædvanlige struktur og hvor dårligt jeg havde det med at være sårbar.

Simultant med genåbningen skete der en form for gennembrud i sagaen om min søns helbred. På min sidste løbetur i den sidste uge jeg var sendt hjem, ringede hans pædagog fordi hun havde lagt mærke til han havde en hævelse på halsen som hun syntes skulle undersøges. Gennem tiderne har de bedt os få tjekket hans øjne, ører, balance, potentielle allergier og potentielle dyspraksi. En gang fik jeg besked på at få ham undersøgt for ‘alt’. Der har aldrig været noget, og jeg skal indrømme at jeg også denne gang tog det roligt, men selvfølgelig tog det til lægen, som efterhånden kendte rumlen.

Denne gang var der bid, og vi skylder den pågældende pædagog et post-coronaknus og en pakke chokolade. For han havde sgu en hævelse på skjoldbruskkirtlen. Og mange skanninger og blodprøver og forvirrede telefonsamtaler senere (Forvirrede fordi de tilfældigvis altid lå på dage hvor min kæreste bedst havde tid til at tage dem, men ligestillingen i Danmark åbenbart ikke er nået længere end at læger ringer til Mor ligegyldigt hvor mange notater der ligger om det modsatte) kom han forsøgsvis i behandling for lavt stofskifte. Det var som at tune motoren på en knallert 45. Wauw! Han løber og hopper og klatrer og snakker alle et øre af. Bare wauw.

Og det er en fornøjelse uden lige men har også givet anledning til en del selvransagelse. For på den ene siden synes jeg stadig institutionen kørte for hårdt og for specifikt på med diverse diagnoser. På den anden side har vi nok også haft for let ved at læse vores egne æseldyrstemperamenter ind i ham og slå os til tåls med at ‘sådan skal han have lov at være’.

Det generelle underskud og logistikbøvl hen over sommeren gav anledning til at slå nogle darlings ihjel i den mentale minimalismes navn. Vi havde en dejlig sommerferie. Derudover kan jeg ikke huske at have oplevet eller udrettet noget i sommeren 2020.

I løbet af efteråret vendte strukturer og vaner lige så stille tilbage. Til gengæld bredte der sig en følelse af bekymring. Næsten frygt. Herhjemme startede vi hver uge med tre nødplaner: en for hvis hver af familiens medlemmer blev smittet eller var nær kontakt. Det skete aldrig, men på kontoret delte vi rædselshistorier om bekendte der var blevet sendt i isolation og hvor svært de havde ved at få det til at hænge sammen. I oktober hørte jeg pressemøde på vej hjem i toget og kunne næsten høre det lille klik i min hjerne da den slukkede for ‘det er også lidt spændende at opleve-knappen’. En følelse der havde overlevet sommeren i en lille lomme bagerst i ´bevidstheden. Måske mest fordi forårsnedlukningen efterhånden stod i et nostalgisk skær af førstegangsoplevelser og fællesskab. Det var slut nu. I november blev det meste af børnehaven sendt hjem, og jeg afleverede min Mus ved det ene vindue med lys i en buldermørk bygning.

Nedlukningen i december var en lettelse, helt ærligt. Jeg fik nogle opgaver med hjem, afgrænsede men stadig med kød på. Skar Musens timer i børnehaven ned til et minimum og nød at det noget slentrende tempo han går gennem livet med, for en gangs skyld ikke er et problem. Købte noget maling og forestillede mig at min kæreste og jeg kunne få lidt fra hånden sammen.

Julen var noget rod. Den satte et ret nådesløst spotlys på mit nære netværks tendens til at bide tænderne sammen og fortsætte som om intet var hændt. Dommedag eller ej, restriktioner eller ingen restriktioner. Der er forståelige historiske grunde til at det er sådan. Men jeg havde svært ved ikke at blive såret over at være den hysteriske der så sig nødsaget til at holde afstand mens showet kørte videre som altid. Der bliver et reparationsarbejde.

Det er nu tre måneder siden vi blev sendt hjem for anden gang. Jeg aner ikke hvor den tid er blevet af. De afgrænsede opgaver er knopskudt. Min kæreste og jeg bliver sgu nok aldrig sådan nogle der gør det selv sammen. Musen stortrives. Nåede jeg lige at skrive inden børnehaven ringede og foreslog en børnepsykolog. Fordi han bare ikke er en standardmodel, kunne det tyde på. Men han suger til sig. Forsøger at lære alting på en gang og forstår de 80 procent. Ugedage, højre og venstre, navne og kendetegn ved samtlige planeter. Døden og hvor de små babyer kommer fra. Han kan høre at sommer starter med s og ved at 1 og 0 kan kobles sammen til 10. Kan genkende musvåger og rødhalse. Vi har pudset ham på Lillenørd og driver rovdrift på bibliotekerne for ikke at skulle være eneste kilde information. Yderligere forslag modtages gerne!

Min kæreste lider vildt under manglen på på kulturelle og sociale input. Holder sig selv oppe ved at strengt skridttællerregime og ved at se mystiske polske film sent om aftenen når jeg sover.

Jeg savner også input men nok egentlig mest at komme tre skridt uden for mit liv for lige at få perspektivet. En time på café, en togtur alene. I dag kom jeg for tidligt til en lægeaftale og slog tiden ihjel ved at kigge vinduer op og ned ad Bagsværd Hovedgaden. Bagefter havde jeg det som i en af de der reklamer med Ferier Du Ikke Vil Hjem Fra. Vi har aftalt at afspadsere en formiddag og tage ind til byen sammen. Se på folk og vinduer. Og at min kæreste marcherer nogle af sine skridtoptalte ture alene så jeg kan få lov at være sær for mig selv et par timer.

Og jeg tror jeg har brug for det, det der perspektiv på livet og hverdagen. Jeg kan mærke at vores gamle liv, fra for et år siden, føles mere og mere abstrakt og uvirkeligt. Jeg er i tvivl om jeg savner det, De aftaler ingen har sanset at slette fra kalenderen ser overvældende ud. Jeg har virkelig ikke manglet det evige rul af lørdagsvagter. På den anden side har jeg ikke fået nye indsigter i hvordan retningen for resten af mit liv skal være. Nærmest tværtimod. Jeg har skrællet væk og lukket ned. Ryddet ud i garnlageret, sat symaskinen væk. Jeg har ikke lavet yoga i et år og løberegimet døde ud i løbet sommeren. Jeg tvinger mig selv til at læse lidt, men kan ikke koncentrere mig.

Der må godt snart ske noget sjovt.

Havebrug og selvforsyning Lidt af hvert

TAG STIKLINGER AF BÆRBUSKE (og de fleste andre buske)

Stiklinger af bærbuske
Stiklinger af nogle af mine yndlingsbuske stukket i jord og placeret et skyggefuldt sted. Så er det kun at vente.

Stiklingeformering er en teknik jeg længe ikke turde give mig i kast med. Det virkede ligesom for godt til at være sandt at man skulle kunne producere en helt ny plante fra en stump pind. Jeg var sikker på der var et hemmeligt trick eller særligt håndelag man skulle kende først. Men det er virkelig så let som det ser ud at tage stiklinger af bærbuske og andre buske. Jeg har taget stiklinger flittigt de sidste par år, hvor jeg har tilplantet haven ved rækkehuset med dubbletter fra kolonihaven, fra mine forældres store have og fra hvad der sådan ellers hang fristende ud over vej og sti.

Trin for trin-guide følger under de indledende ord.

Hvorfor tage stiklinger?

Først og fremmest kan man spare mange penge ved at tage stiklinger når man skal anlægge eller udvide sin have. Ture på planteskolen kan løbe op i mange hundrede kroner, som kan spares ved at formere de planter man selv, naboen eller familien i forvejen har.

Desuden kan man sikkerhedskopiere eller forynge sin yndlingssort af ribs eller den helt særlige jasmin der duftede i mormors have. Når man tager stiklinger får man nemlig en præcis genetisk kopi af den oprindelige plante.

Hvilke buske kan stiklingeformeres?

Det er nemmest og hurtigst at tage stiklinger af bærbuske som solbær, ribs, hyld og stikkelsbær. De lykkes næsten hver gang. Jeg har også haft stort held med sommerfuglebuske, spirea og andre prydbuske der vokser ved at sætte lange skud. Roser kan lade sig gøre men er sarte og lykkes langt fra hver gang. Og stedsegrønne som lauerbærkirsebær og benved kan også stiklingeformeres men tager en evighed om at slå rod og komme i vækst.

stiklinger af laurbærkirsebær
Du kan godt tage stiklinger af laurbærkirsebær og andre stedsegrønne. Men vær tålmodig. Disse har stået det meste af et år uden at sætte nye skud. En opgravning viser til gengæld fine små rødder. (og nej, man skal aldrig grave en stikling op for at tjekke om den har rødder …)

Hvornår kan man tage stiklinger af bærbuske?

Det bedste tidspunkt er lige nu i februar eller først i marts inden buskene springer ud. Jeg har også prøvet – med lidt mindre held – at lave stiklinger om efteråret efter bladene er faldet. Her kan en streng vinter dog være hård ved stiklingerne, især dem der i forvejen kan fryse lidt tilbage om vinteren, fx sommerfuglebusk.

Trin for trin-guide til stiklinger af bærbuske og andre buske:

  1. Find sidste års vækst

    Stiklingerne skal tages af plantens nyvækst. Altså den del der voksede til i den forgangne sommer. Som regel er det let at se forskel, da nyvæksten er glattere og lysere brun eller eventuelt grønlig eller rødlig. Men der er undtagelser (her kigger jeg på dig, spirea!)

  2. Klip stykker på 15-20 cm

    Sørg for at hvert stykke har mindst to og gerne flere sæt knopper. Du kan godt klippe et langt skud i flere stiklinger. Hold styr på hvad der er op og ned. Nogle klipper på skrå for oven og lige over forneden, men jeg synes egentlig man ret let kan se det på knopperne, der vender spidsen i grenens vokseretning. Kvistene herunder er surbær til venstre og tornefri brombær til højre.Kviste til stiklingeformering

  3. Stik grenstykkerne i potter med jord med mindst et sæt knopper under jorden

    Det er vigtigt at mindst et sæt knopper kommer godt ned under jorden, da det er her de nye rødder udspringer. Tager du stiklinger af stedsegrønne, skal du fjerne bladene undtagen det øverste, og også her sørge for at få mindst et sæt bladfæster ned under jorden.
    Tryk jorden godt sammen om stiklingerne og vand så jorden er fugtig. Traditionelt stikker man kvistene i så de rører kanten af poten, men jeg ved ikke om resultatet bliver bedre på den måde eller det bare sparer plads …
    Hvilken jord: Man kan købe steril og næringsfattig priklejord. Eller man kan blande sin egen af havejord og sand. Eller man kan gøre som jeg og bruge udtjent højbedsjord.
    Hvor: Stil potterne udendørs et skyggefuldt og lidt beskyttet sted, og også gerne et sted hvor du husker at se til dem.

  4. ALTERNATIVT: Stik grenstykkerne i jorden der hvor planten skal vokse

    Nogle har held med simpelthen at sætte stiklingerne direkte i havejorden. Det sparer en arbejdsgang med omplantning, og kræver mindre vanding. Selv mister jeg dog overblikket lidt på den måde og foretrækker at have mine i ‘planteskole’ i potter.

  5. Vand efter behov

    Stiklingerne har intet at stå imod med i form af rodnet eller vandreserver. Derfor er det vigtigt at holde jorden omkring dem fugtig (men ikke drivvåd, de er også udsat for svamp på grund af snitfladen).

  6. Vent til stiklingen begynder at vokse

    Man ved stiklingen har fået ved, når den begynder at vokse i højden eller ved at sætte sideskud. Det kan tage alt fra et par måneder til halvandet år! Nye blade er også et godt tegn, men ingen garanti. Vent med at flytte den nye lille stikling til dens blivende sted til den har et sundt rodnet. Tjek bunden af potten om rødderne begynder at kunne ses.

spirea stikling
Livstegn fra en spirea-stikling