Bæredygtig hverdag

Små step på stedet og et par store spring frem – status på elefantspisningen

Vægdekoration fra Det Store Skur. Ikke lige vores stil. Eller måske faktisk Musens …

Projekt-skur står lidt stille her i det nye år på grund af lys-gate og henvisningsgate og hvad der ellers er af gates. Mest arbejde. Det er ærgerligt, for jeg nyder virkelig de der stunder med frisk luft, bevægelse, fuglesang og brækjern i hånd. Ah!

Men her i måneden hvor intet er sket, har vi alligevel nået et par milepæle. Jeg husker ikke helt i hvilken rækkefølge og kan da ærligt talt ikke gennemskue hvordan, men here comes:

  • Vi har aftalt med en elektriker at han kommer forbi i vores ferie og afmonterer og plomberer alle de der hjemmeflikkede elektriske installationer i det store skur.
  • Jeg har talt med Junkbusters om afhentning og fået forklaret deres forskellige pakkeløsninger og prisklasser. Det ender nok med en affaldstaxa-model hvor en lastbil og to muskuløse mænd tager hvad de kan nå i 40 minutter (herefter taxameterbetaling). Fordi vi gør det på den måde vil vi gerne have alt med i samme hug, og derfor lever vi med at haven ser hæslig ud lidt endnu
  • Vi har minimaliseret det store skur (havde først skrevet ‘sur’. Det er da en freudiansk fortalelse der vil noget) som er det eneste der stadig har tag og derfor huser alt vores skrammel. Nu huser det kun det skrammel vi vil beholde, hvilket var en ganske betydelig reduktion i volumen. Nu er det meget lettere at arbejde derinde, og vi har ikke mindst fået bedre overblik over hvilke krav vi har til et fremtidigt udhus. Det er sådan en opgave vi har cirklet om fordi den helt ærligt var lidt uoverskuelig, men som så mange gange før udrettede 30 minutter med en fast bagkant mirakler.
  • Nogen har klippet kædelåsen på min kærestes cykel over (uden at tage cyklen med, sært nok). Og hvis der er noget som helst godt at sige om det, er det at det har mindet os om hvorfor vi gør det her, ud over rent æstetiske årsager og ‘Kirstine får spat’: Vi skal have et sted at stille vores ting så der ikke sker noget med dem.
  • Vi har kigget en ekstra gang på det store skur og, wait a minute, det har ikke samme træbeklædning på indersiden som på ydersiden. Lidt konsentreret brækjernsarbejde senere viser det sig at skuret er bygget på stålbjælker, beklædt med trykimprægnerede brædder ude, fer og not inde og isoleret med 120 mm rockwool og et solidt lag tagpap. Og sjaskplasksejlende vådt gennem alle lag. Så nu river vi det da bare ned indefra!
  • Vi har løftet linoleumsgulvet i det store skur og fundet … en plaskvåd spånplade, opløst til savsmuldsstadiet. Og phew! siger jeg bare! For det kan faktisk forklare hvorfor gulvet flere steder hænger i badekar uden understøtning. Jeg har faktisk været lidt bekymret for hvad vi ville finde dernede!

Så status på det altomfattende skurnedrivningsprojekt her ikke så langt inde i 2020 er:

Carporten ser ud som den hele tiden har gjort

Det Store Skur er blevet ryddet op og delvist tømt, vi har skruet de fleste hylder, reoler, radioer og andet godt ned fra væggene og vi er så ganske småt begyndt at fjerne inderbeklædningen.

Det Lille Brændeskur i Bunden af Haven er væk bortset fra to stolper, flisegulvet og væggen ud mod stien. (‘Væk’ refererer her til at det er splittet ad i smådele. Smådele er i allerhøjeste grad til stede …)

Det Store Skur i Bunden af Haven er ligeledes reduceret til en bagvæg og et flisegulv.

Lidt af hvert

Noget tandløs

Jeg skriver disse linjer i mine forældres køkken i Midtjylland mens Musen mosler sig selv i søvn inde ved siden af. I køkkenet fordi huset er så umanerligt stort at jeg ikke ville kunne høre ham nede fra den store, dybe lænestol ved siden af den buldrende brændeovn, Jylland fordi jeg helt bevidst har sagt nej tak til de seneste to familiebegivenheder for at spare flex, ork og rejsekort-saldo sammen til en helt begivenhedsløs weekend på landet.

Faktisk var min eneste faste plan at gøre det jeg gør lige nu: At sidde på en køkkenstol og se hverdagen anno januar 2020 lidt udefra.
De der lysbehandlinger trækker tænder ud. Ikke fordi det er hårdt at tilbringe to minutter (langsomt trappet op fra et) minut i et metalskab i et Lyngby tre gange om ugen, men fordi det tager al den tid jeg havde til at rive skure ned. Det vil sige få noget lys, noget luft, noget bevægelse og et halv time hvor jeg ikke tænker på andet end om man mon kan komme ind under det her bræt fra siden eller man er nødt til at få det bagved løs først. Det savner jeg så det næsten gør ondt. (Og går selvfølgelig tilbage til havearbejde når jeg en gang er færdig med skurene …)

Noget andet der trækker tænder ud, så langsomt og lirkende at jeg i perioder næsten ikke mærker det, er Det Der Med Musen. Jeg skrev om det for nogle måneder siden, og fik vist henledt jeres tanker på autismespektret. Det er ikke der vi er, en pædagog beskrev det den anden dag som at hans hjerne og krop er forbundet af en smal os snoet sti. Det burde have været et højhastighedstog.

Jeg skrev en anden udgave af nedenstående i går aftes, der var noget længere og søbet i mere hjerteblod. Nu prøver jeg lige igen, en kende mere nøgternt.

Grunden til at tandrødderne var særligt blottede i går var, at vi jo for små fire måneder siden fik Musen henvist til udredning. For lidt over en måned siden begyndte jeg at rykke for tidsfrist pr mail (med en helt usandsynlig mængde forviklinger og teknisk bøvl til følge), i denne uge begyndte jeg at kime lægen ned, i går på vej mod Hovedbanen i s-tog slap jeg ind i telefonkøen, og da vi stod ud ved spor 9, fik jeg at vide at lægen aldrig har fået sendt henvisningen. Kun lavet en kladde. Han var meget, meget ked af det. Det var jeg også.

Så betalte jeg en femmer for et par minutters tudetur på toilettet, og så tog vi til Jylland. Lægen vil ordne papirerne i weekenden og skrive ind at han har bøffet i den. Hvad det så end skal hjælpe.

Her i ventetiden, (der så viser sig slet ikke at være begyndt endnu!) er der sgu mange ting oppe at vende. Og jeg sparer altså lige lidt på hjerteblodet i denne anden version … Men altså, situationen sætter et ret ubehageligt, men sikkert ikke helt usundt, på egne mønstre og værdier i mangel på bedre ord.

For jeg, og min kæreste for den sags skyld, har jo selv haft motoriske udfordringer altid. Og befundet os lidt i udkanten af diverse sociale sammenhænge. Og taget begge dele for givet, også hos vores søn. Hvad siger det om os som forældre og bare om os. Om vores forældre? ”Vi havde vel ikke regnet med at få et helt lamindeligt barn?”, spurgte min kæreste den anden dag. For sjov, men alligevel. Havde vi? Har jeg helt ærligt lyst til at et barn skal igennem de udfordringer der har gjort mig til den jeg er, men sgu ikke var specielt sjove de første 25 års tid.

Samtidig, og måske lidt modsatrettet, lægger især jeg vægt på at vende den pæne side ud ad. Grine med lærer og censor, smile til jordemoderen, ikke flejne på lægen når han har glemt at lave en henvisning. En del af mig har en voldsom trang til at råbe ”passer gaden, intet at se her!” til diverse fagpersoner. Og kan da godt se at jeg skal have trukket en helt klar grænse mellem min egen trang til at præstere og imponere og så min søn der har al ret i verden til at blive en helt anden type.

Og så er der hele spørgsmålet om problemets art og omfang. For jeg er helt med på at han i den perfekte verden var bedre til at tage strømper på. Heeelt med. Og han er mindre adræt end andre børn, kan vi se når disse andre børn står lige ved siden af og deres forældre oplyser deres præcise alder. Men, hvis han ikke havde gået i vuggestue, havde jeg sgu ikke opdaget noget. Lægen er også forundret, og på trods af den aktuelle forglemmelse er han en fornuftig mand.

Alligevel kan jeg mærke at jeg bliver lidt ramt på forældre-selvtilliden og mit eget indre kompas når jeg sidder der i børnehavens omklædningsrum med et dødtræt barn i flitsbueform under de otte (!) plakater om at man ikke må hjælpe sit barn med overtøjet. Er det bare os der ikke har en skid forstand på børn og derfor ikke ser hans udfordringer? Eller os der ikke har en skid forstand på børn og derfor ikke kan motivere ham til at lære at tage den (skide) flyverdragt på selv?

Jeg har hældt meget til den sidste, men er så småt ved at overgive mig mere til den første. Han mangler noget råstyrke. Jeg har endda hevet hovedet op af sandet og bestilt en bunke bøger om børns motorik (anbefalinger modtages virkelig gerne!) for at kunne tale med på mere lige fod.

Og så prøver jeg at holde fast i at meget fungerer. At han fx brugte ordet mosaikrude korrekt i en sætning den anden dag, at han i sidste weekend mimede et helt husbyggeri fra sokkel til kvist, at han charmer sig lige ind i hjertet på alle der møder ham.

Bæredygtig hverdag

Bæredygtige investeringer – Status, læringskurve og fremtidsplaner

sparepenge til bæredygtig investeringer

De seneste par år har jeg syslet med investeringer, især bæredygtige investeringer. Jeg er på *ingen* måde ekspert, men jeg er på den anden side kommet himmelvidt længere i min forståelse på ret kort tid. At investere er blevet noget jeg ‘gør’ og som jeg ikke kunne forestille mig at holde helt op med igen.

Det her indlæg er derfor tænkt som et beroligende klap på skulderen til dig der overvejer selv at gå i gang med at investere. Gør det! Måske knap så hovedkuls som jeg selv gjorde, men stadig.

Min investeringshistorie so far med stejl læringskurve og lidt for mange æg i samme kurv

Det startede da jeg for første og måske eneste gang i mit liv havde penge.

I 2016 solgte vi lejligheden på Nørrebro som jeg ejede, med et pænt (meget pænt!) overskud. Det meste af dette overskud skød vi i rækkehuset som vi ejer sammen.

Jeg lagde med åbne øjne flere penge end min kæreste der ikke havde vundet i boliglotteriet, og skrev ved samme lejlighed under på et testamente og en kontrakt om at hytten skal sælges og overskuddet deles, hvis vi går fra hinanden (Hermed anbefalet).

Samtidig holdt jeg knap 200.000 tilbage til mig selv. Min arbejdssituation var ret utilfredsstillende på det tidspunkt, og jeg havde en lidt uklar ide om at tage et fag eller kursus i forlængelse af min barsel, der kunne give mig en anden faglig profil.

I stedet skete der det at jeg fik mit rigtig fine job som ligger lige på midterstriben i forhold til min uddannelse og erfaringer. Så efteruddannelses er udsat på ubestemt tid.

Jeg ville gerne undgå at min fuck it-opsparing forsvandt i maling og elektrikerregninger – eller bare inflation – så besluttede at binde dem for en periode. Altså investere.

Min allerførste (måske måske-ikke bæredygtige) investering

Min første investering foregik nogenlunde sådan her:
Mig: ”Jeg vil gerne investere nogle penge”.
Bankmanden (Nordea): ”Ok. Hvor risikovillig er du?”.
Mig: ”Risiko? No way!!!”.
Bankmanden: ”Vi har det her standardprodukt (Nordea Invest Basis 3), var det noget?”.
Mig: ”Hvor skriver jeg under?”.

Jeg tror sådan set at den bedste måde at komme i gang er at komme i gang. Men jeg ville måske ønske jeg havde ventet med at smide den *store* opsparing i puljen, til jeg vidste hvad jeg havde gang i …

Det sagt, så er de oprindelige 180.000 på lidt over 2 år vokset til 205.000 uden yderligere indsats fra min side. Og da jeg endelig tog mig sammen til at spørge om der lå bare lidt etik bag investeringerne, fik jeg denne oversigt (Måske så jeg den også dengang for to år siden, i så fald bed jeg ikke mærke i den midt i al den anden information, jeg heller ikke forstod).

Hvad der videre hændte

Siden har jeg opsøgt mere viden om investeringer, især bæredygtige investeringer, (se kildeliste nederst) og oplevet den stille magi i at gå fra totalt uvidende til … stadig uvidende men på et væsentligt højere plan!

Jeg sidder ikke og gransker Børsens C25 indeks dagligt eller ugentligt, men jeg har faktisk været derinde og jeg ved at det er en liste over de 25 mest handlede danske aktier.

Jeg kender en obligation fra en aktie, og ved hvad jeg skal udfylde i de forskellige felter når jeg køber en i min netbank. Hvilket vitterlig bare er det man gør. Med mindre man på bedste Frk. Klokken-vis har kig på en af ‘de svære’, så skal man igennem en lille quiz først.

Og ikke mindst er det gået op for mig at bæredygtige investeringer er et gummibegreb der dækker over alt fra en negativ screening der fjerner ‘de værste’ til impact investment der har som hovedformål at ændre verden.

Jeg har også investeret yderligere. Jeg har forsøgt mig med to strategier (og vi har her strakt betydningen af ordet ’strategi’ så langt ud som overhovedet muligt!).

Den ene er kendt som ’cost dollar averaging’ eller ’spredning over tid’. Her vælger man et eller andet (en aktie, en investeringsforening) og bruger samme beløb med fast frekvans. ”For 2000 kr Vestas hver den første, tak!”. Fordelen er at man undgår at bruge alle pengene dagen inden Det Katastrofale Regnskab og sidde og glo på et tab i flere år mens den langsomt indhenter fordums ære og værdighed.

Ulempen er at der løber gebyrer på hver gang man handler. I min netbank er det 56 kr pr handel og da en Vestas-aktie ligger og svinger omkring 550 kr stykket og jeg i bund og grund kun har råd til en eller to om måneden, kan man jo selv regne gebyrprocenten ud …!

Den anden går ud på at spare sammen over nogle måneder og så sætte en reel klump i en god investeringsforening.

Jeg har Coop Modig (Det modige består i at den kun indeholder aktier, ikke de mere stabile obligationer) og SDG, en erklæret bæredygtig investeringsforening der gør meget ud af aktivt ejerskab (dvs at gøre sin indflydelse gældende på generalforsamlinger m.m.), og de er begge steget pænt siden jeg købte.

Fordelen er nogle mere gennemtænkte investeringer og lavere gebyrer.

Ulempen at det går *langsomt*. Desuden aktiverer det mit gniergen og tendens til overtænkning, så hver femøre på opsparingen bliver øremærket og af-øremærket til investering, nånej elcykel, nånej nye briller. I’m like that …

Der findes desuden diverse systemer og konti (googl aktiesparekonti eller månedsopspaing) hvor man for meget lave gebyrer kan investere småbeløb som egentlig ville passe godt til mine behov, men jeg har ikke sat mig aktivt ind i det, og intet er sprunget mig i øjnene der lød uimodståeligt for mig lige nu. Måske fordi jeg gerne selv vil have fingrene i bolledejen.

Fremtidsplaner og økonomiske målsætninger

Her ved indgangen til 2020 har jeg tænkt over hvad jeg egentlig vil. For ovennævnte gnieri er faktisk lidt træls. Og selv om det ville være sjovt, har jeg hverken arv fra en fjern onkel eller nye boligsalgsgevinster i udsigt. På den anden side er der nogle mål der godt ville kunne opfyldes med lidt tålmodighed og fred i verden.

Det sidste er ikke (kun) en joke. En afledt effekt af at invester er at man bliver personligt, økonomisk ramt når noget ramler i verden. Det føles meget voksent!

Plan for økonomisk ro i maven og flere bæredygtige investeringer

Hen over de næste par år vil jeg gerne opbygge en portefølje bestående af:

  • En udbetalt månedsløn (ca 20.000 kr) placeret på en almindelig, ikke investeret opsparingskonto. Til uforudsete udgifter og tilbud jeg ikke kan afslå.
  • En udbetalt årslån (ca 240.000kr) investeret i en halvkedelig investeringsforening . Enten den Nordea-fond jeg har nu eller en lignende med et lidt mere bæredygtigt fokus. Den skal bruges til ro i maven under fyringsrunderne, og lidt mere betænkningstid hvis der sker noget dramatisk i mit arbejds-eller privatliv

På længere sigt desuden:

  • En sandkasse med bæredygtige investeringer. Gerne impact, gerne enkeltaktier. Udbytte er ønskværdigt, men jeg kan tåle at tabe lidt.

Derfor består øvelsen her i 2020 i at tage den med ro, lade være med at blive fristet af sjove enkeltaktier (og jeg siger jer, jeg har pludselig fået ny forståelse for dem der ikke kan gå forbi en skobutik!), og lige så langsomt sende overskydende skat, pengene fra mit lille bijob, de 200 kr fra min mormor og så videre i retning af først den lille opsparing, så den store og *så* engang den sjove.

Viden om bæredygtige investeringer, også for kvinder og begyndere

De seneste to år har jeg researchet lidt hist og pist, hevet en bog eller to med hjem fra biblioteket, hørt podcasts under opvasken, været medlem af et par facebook-grupper uden at deltage i stor stil … Jeg er hverken nørd eller ekspert, men ved uendeligt meget mere end da jeg startede.

Sjovt nok er investering et meget kønsopdelt emne, så de fleste af nedenstående er i en eller anden grad tiltænkt kvinder. Hvis man virkelig skulle nørde igennem, burde man nok også læse lidt af hvad den anden halvdel af befolkningen pusler med. Men det bliver senere 🙂

Min kildeliste:

Financielt homeparty:

Min allerførste viden om den financielle verden fik jeg på et finansielt homparty med en frivillig fra Kvindeøkonomien. Det var fantastisk, og kan ikke anbefales nok! Læs mere her.

Foredrag:

Jeg har deltaget i et par foredrag. Et specifikt om bæredygtige investeringer (det skrev jeg lidt om her) og et grundkursus. Foredragene var ved Moneypenny og Ofelia Invest og begge kan anbefales.

Bøger:

Den eneste jeg hr læst fra ende til anden er “Sæt kursen – sådan lærer du at investere på 8 uger”. Den er til at gå til og forklarer grundbegreberne rigtig godt. Den er også – på godt og ondt – rettet mod kvinder, og jeg blev lidt irriteret over hele ‘vi kender det jo alle sammen når vi har brugt alle penge på håndtasker-retorikken’. Nej jeg gør ej! Men ellers god. Den kan lånes her

Podcasts:

Ofelia Invest har et podcast som … er lidt tørt og akavet. Men jeg lytter til et afsnit indimellem hvis emnet fænger.

Klimatosset og Sustain Daily Podcast har begge afsnit der handler specifikt om bæredygtige investeringer

Facebook-grupper:

Der findes masser af grupper. Disse to er mest for kvinder og ret venligtsindede (der kan godt gå testosteron i den …): Moneypenny og Kvindelogen

Har du gjort dig erfaringer med at investere? Og hvordan er det gået?

Bæredygtig hverdag

I øvrigt #40

  • Er der endelig, endelig, endelig en hudlæge der har kigget på mine psoreasisprikker. Som det ganske rigtigt var. Det tog ham fem sekunder at slå fast. Behandlingen derimod … Lysbehandling *mindst* to, meget gerne tre gange om ugen i *mindst* to, måske flere måneder. I Lyngby. Inden for klinikkens helt ærligt ikke særligt udstrakte åbningstider. Og således kan man sprænge en ellers nogenlunde fungerende hverdagslogistik i stumper og stykker på en to-minutters konsultation.
  • Er sådan en lysbehandling ikke helt så vinterdepressionsfortrængende som den lyder. Den består i at nikke til en sekretær og så eller selv lukke mig inde i et kosteskabsstort og uaflåseligt lokale, smide tøjet, og i én glidende bevægelse trykke på en knap på ydersiden af og lukke sig selv inde i et mindre stål-kosteskab der på indersiden fungerer som et lodret solarie, hvor jeg så i et minut og ti sekunder forsøger at indtage en stilling så strålerne rammer *hele* kroppen.
  • Bliver jeg ikke brun, tak fordi I spurgte, det er nogle andre stråler.
  • Når de ikke brundende, men stadig potentielt skoldende, stråler ikke frem til hårbunden. Den skal jeg smøre ind hver aften fra en lille bitte flaske med fedtet stads som så skal skylles ud igen om morgenen. ”I badet”. Og der røg de sidste stumper af hverdagslogistikken så.
  • Er der – (falmende!) pletter og sprængt logistik uagtet – noget der lysner. Som ikke kun kan tilskrives at det rent faktisk lysner på den her årstid. Noget med Musen og børnehaven og os som forældre og hvordan det hele lige føles, en ganske almindelig tirsdag. For første gang i lidt over to år er jeg ikke bare sikker på at han er i sikre rammer og møder en gennemtænkt pædagogik fra voksne han holder af og som han holder af. Sådan har det hele tiden været, og det har vi løbende mindet os selv og hinanden om. For første gang er jeg sikker på han har det skideskægt. Og jeg har slet ikke ord for hvilken forskel det gør!
Bæredygtig hverdag

Two (almost) down – om kunsten at komme af med en masse udhuse i titusind små nemme skridt

Livet med børn er intet hvis ikke omskifteligt. I går spildte jeg dyrebare hjernevindinger på at gruble over hvordan jeg dog skulle få lokket min Mus mere ud i den friske luft, for hans egen og især min skyld. Nu sidder jeg under to tykke tæpper og prøver forgæves at få varme i kroppen efter en dag hvor intet kunne lokke ham indendørs.

Den rette formulering (“Vil du også har en kiks når vi skal ud i haven om lidt?”) og et kig i ormekomposten (“Den har en bovport!”) gjorde hele forskellen.

Nå, men mens vi tøffede rundt derude i kulden, kom jeg lidt videre med de der skure. Gravede et par stolper op (hej, lænd!) nærmere bestemt, og fik hjælp af min lille rendegraver til at fylde huller op igen. Det var vildt hyggeligt, og der blev også tid til at prøve løbecykler og plaske rundt i vandpytter. Altså den store ulækre vandpyt inde i skuret der er en af hovedårsagerne til hele kampagnen. Men stadig, hyggeligt!

Siden jeg sidst skrev om projektet er jeg flere gange stødt på udfordringer eller har ikke vidst hvad logiske næste skridt var. Alligevel er jeg kommet utrolig langt, på trods af travlhed og jul og teknisk bøvl. Here comes:

Museskridt på nedrivningens vej

Vi (jeg!) har:

  • Liiige villet toppe succesen med at fjerne det mindste skur med at tage et bræt af det næste. Man skal slutte på en sejr og alt det der, men det er også rart at have føling med næste session, en fornemmelse af hvor bøvlet det bliver og så videre. Og næsten sprængt et eller andet i mig selv. Det. Sad. Fast. Fordi det var skruet i, ikke sømmet …
  • Haft et længere og svært frustrerende intermezzo hvor jeg først skulle bestille den rigtige bit hjem til skruemaskinen. Det vil sige et fuldt sæt, fordi jeg jo ikke kunne tage en skrue med i butikken og prøve. Fordi den sad fast. SÅ skulle skaffe en ny skruemaskine fordi den gamle sendte voldsomme mængder røg ud. Voldsomme. Jeg nåede Silvan inden et møde (de ti mænd foran butikken ved åbningstid antog jeg var hende der skulle åbne, tsk, og jeg fandt et godt tilbud på ‘gaven til ham’, tsk-tsk, men meget praktisk …)
  • Konstateret at udviklingen fra søm til skrue minder om andre teknologiske fremskridt på flere punkter. Det er a) nemmere, b) kedeligere, c) mere frusterende når noget begynder at gå galt. For *er* man nogensinde mere fucked en når bit’en begynder at dige Drrrrr!!! og dreje håbløst rundt i kærven?!
  • På ingen tid fået pillet hele fronten på skur 2 ned. Sånær ét bræt. Drrrrr!!!! sagde kærven …
  • Været i vildrede om det gav mening at gøre mere nu. Haven begynder at se noget kaotisk ud, og det ville virkelig hjælpe på overblikket at få kørt noget sf ragelset væk!
  • Opdaget at jeg da sagtens kunne pille tagplader ned ved at tage dem stykvis så jeg ikke skulle række så langt, og gjort netop det.
  • Taget de fleste tagspær, nu jeg var i gang, og haft bøvl med at skruemaskinen ikke ville holde fast på bittet. Men den er ikke i stykker. For det ville da bare være løgn hvis jeg på sådan cirka fem år fik stjålet en skruemaskine, havde en hvor frem og tilbage-knappen gik løs, fandt en i bytterummet der ikke virkede, havde to der sendte røg ud og så nu en med dårligt greb. Det ville da næsten være for meget.
  • Gravet et par stolper op.