Lidt af hvert

TAG STIKLINGER AF BÆRBUSKE (og de fleste andre buske)

Stiklinger af bærbuske
Stiklinger af nogle af mine yndlingsbuske stukket i jord og placeret et skyggefuldt sted. Så er det kun at vente.

Stiklingeformering er en teknik jeg længe ikke turde give mig i kast med. Det virkede ligesom for godt til at være sandt at man skulle kunne producere en helt ny plante fra en stump pind. Jeg var sikker på der var et hemmeligt trick eller særligt håndelag man skulle kende først. Men det er virkelig så let som det ser ud at tage stiklinger af bærbuske og andre buske. Jeg har taget stiklinger flittigt de sidste par år, hvor jeg har tilplantet haven ved rækkehuset med dubbletter fra kolonihaven, fra mine forældres store have og fra hvad der sådan ellers hang fristende ud over vej og sti.

Trin for trin-guide følger under de indledende ord.

Hvorfor tage stiklinger?

Først og fremmest kan man spare mange penge ved at tage stiklinger når man skal anlægge eller udvide sin have. Ture på planteskolen kan løbe op i mange hundrede kroner, som kan spares ved at formere de planter man selv, naboen eller familien i forvejen har.

Desuden kan man sikkerhedskopiere eller forynge sin yndlingssort af ribs eller den helt særlige jasmin der duftede i mormors have. Når man tager stiklinger får man nemlig en præcis genetisk kopi af den oprindelige plante.

Hvilke buske kan stiklingeformeres?

Det er nemmest og hurtigst at tage stiklinger af bærbuske som solbær, ribs, hyld og stikkelsbær. De lykkes næsten hver gang. Jeg har også haft stort held med sommerfuglebuske, spirea og andre prydbuske der vokser ved at sætte lange skud. Roser kan lade sig gøre men er sarte og lykkes langt fra hver gang. Og stedsegrønne som lauerbærkirsebær og benved kan også stiklingeformeres men tager en evighed om at slå rod og komme i vækst.

stiklinger af laurbærkirsebær
Du kan godt tage stiklinger af laurbærkirsebær og andre stedsegrønne. Men vær tålmodig. Disse har stået det meste af et år uden at sætte nye skud. En opgravning viser til gengæld fine små rødder. (og nej, man skal aldrig grave en stikling op for at tjekke om den har rødder …)

Hvornår kan man tage stiklinger af bærbuske?

Det bedste tidspunkt er lige nu i februar eller først i marts inden buskene springer ud. Jeg har også prøvet – med lidt mindre held – at lave stiklinger om efteråret efter bladene er faldet. Her kan en streng vinter dog være hård ved stiklingerne, især dem der i forvejen kan fryse lidt tilbage om vinteren, fx sommerfuglebusk.

Trin for trin-guide til stiklinger af bærbuske og andre buske:

  1. Find sidste års vækst

    Stiklingerne skal tages af plantens nyvækst. Altså den del der voksede til i den forgangne sommer. Som regel er det let at se forskel, da nyvæksten er glattere og lysere brun eller eventuelt grønlig eller rødlig. Men der er undtagelser (her kigger jeg på dig, spirea!)

  2. Klip stykker på 15-20 cm

    Sørg for at hvert stykke har mindst to og gerne flere sæt knopper. Du kan godt klippe et langt skud i flere stiklinger. Hold styr på hvad der er op og ned. Nogle klipper på skrå for oven og lige over forneden, men jeg synes egentlig man ret let kan se det på knopperne, der vender spidsen i grenens vokseretning. Kvistene herunder er surbær til venstre og tornefri brombær til højre.Kviste til stiklingeformering

  3. Stik grenstykkerne i potter med jord med mindst et sæt knopper under jorden

    Det er vigtigt at mindst et sæt knopper kommer godt ned under jorden, da det er her de nye rødder udspringer. Tager du stiklinger af stedsegrønne, skal du fjerne bladene undtagen det øverste, og også her sørge for at få mindst et sæt bladfæster ned under jorden.
    Tryk jorden godt sammen om stiklingerne og vand så jorden er fugtig. Traditionelt stikker man kvistene i så de rører kanten af poten, men jeg ved ikke om resultatet bliver bedre på den måde eller det bare sparer plads …
    Hvilken jord: Man kan købe steril og næringsfattig priklejord. Eller man kan blande sin egen af havejord og sand. Eller man kan gøre som jeg og bruge udtjent højbedsjord.
    Hvor: Stil potterne udendørs et skyggefuldt og lidt beskyttet sted, og også gerne et sted hvor du husker at se til dem.

  4. ALTERNATIVT: Stik grenstykkerne i jorden der hvor planten skal vokse

    Nogle har held med simpelthen at sætte stiklingerne direkte i havejorden. Det sparer en arbejdsgang med omplantning, og kræver mindre vanding. Selv mister jeg dog overblikket lidt på den måde og foretrækker at have mine i ‘planteskole’ i potter.

  5. Vand efter behov

    Stiklingerne har intet at stå imod med i form af rodnet eller vandreserver. Derfor er det vigtigt at holde jorden omkring dem fugtig (men ikke drivvåd, de er også udsat for svamp på grund af snitfladen).

  6. Vent til stiklingen begynder at vokse

    Man ved stiklingen har fået ved, når den begynder at vokse i højden eller ved at sætte sideskud. Det kan tage alt fra et par måneder til halvandet år! Nye blade er også et godt tegn, men ingen garanti. Vent med at flytte den nye lille stikling til dens blivende sted til den har et sundt rodnet. Tjek bunden af potten om rødderne begynder at kunne ses.

spirea stikling
Livstegn fra en spirea-stikling
Lidt af hvert

I øvrigt #53

  • Skriver jeg dette som mangeårig fan og støtte af klar frost som fænomen. men altså, nu må det godt blive lidt varmere. Tak. Bare lige fem, ti, femten grader. Nu har min søn oplevet sne, dræbersneglene er døde, striktrøjerne har været ude i kulden til aflusning. Vi siger tak og nejtak til næste omgang.
  • Er min søn ikke enig i ovenstående. Han er i snehimlen og ku’ godt blive et par måneder endnu. Jeg tænker forskellen hedder ‘flyverdragt’.
  • Tabte jeg en gang før jul han ene handske ud ad lommen på en cykeltur. Heldigvis havde vi et ekstra par. Den anden dag havde vi så følgende samtale:
    Musen: “Jeg ku’ bedre li’ de handsker du smed i havet, mor”
    Mig: “I havet? Jeg tabte dem vist bare”
    Musen, oprigtigt forundret: “Hvorfor smed du dem mor?”
    Mig: “Smed og smed, de faldt ud af min lomme”
    Musen, mistroisk: “Hvorfor så du det ikke mor?”
    Mig: “Jeg, ehm, kiggede på cykelstien, tror jeg …”
    Musen: “Hvorfor brugte du ikke refleksstriben, mor, man ku’ se dem i mørket?”
    Mig, defensivt: “Jeg så bare den anden vej, og så … var de væk da vi kom hjem …”
    Musen, konkluderende: “Jeg vil godt have sådan nogle igen. Så skal du lade være med at smide dem i havet, mor”
    Mig: “Vi kigger i Kvickly …”
  • Består sådan cirka halvdelen af mit arbejdsliv i disse uger af sådan en service hvor vi med strakt arm og blåfrosne fingre langer bøger ud ad vinduer til ligeså blåfrosne lånere, der står med behørig afstand på en parkeringsplads. “Sikke en luksus!” gispede en dame gennem mundbindet mellem to kuskeslag, mens jeg kæmpede med en håndskanner der igen-igen drillede i kulden. Og jeg smilede selvfølgelig med hele den øverste halvdel af ansigtet og var enig i at det var skønt at kunne gøre noget, og hvor var jeg glad for at hun var glad. Men luksus, ligefrem? Ikke på 2019-måden!
  • Består sådan cirka hele mit sociale liv i disse uger af at være anstandsdame på Musens legeaftaler med børnehavekammerater fra de andre rækkehuse. Som der er velsignet mange af. Og han er et halvt år fra bare at kunne være afsted selv en time ad gangen. Men foreløbig står den på på iskold kaffe og tænderklaprende konversation hen over græsplænens isørken. Og det er så fint, og i det mindste har vi vejret som samtaleemnet der bliver ved med at give. Jeg er bare bange for at hvis man stak et stegetermometer i mig det første døgn efter sådan en session, ville min kernetemperatur være langt fra tilberedt.
  • Består mit hobbyliv stadig mest af lange gåture ud i det blå(frosne). Men jeg må indrømme at der er sket en glidning bort fra ‘lad os finde nogle interessante fugle’ over mod ‘lad os finde nogle interessante fastelavnsboller’. Man må jo holde hulden oppe i disse tider!
  • Er vi begyndt at sætte vand ud til fuglene på foderbrættet hver morgen.
  • Er mit mest læste indlæg i disse dage det om at lukke for vandet i en kolonihave. Det siger vi bare er almindelig interesse ik? Jeg mener, de *indendørs* vandrør i mine forældres grundmurede hus frøs til i sidste uge …!
  • Er kolonihaveland inde i en stime (på to, bevars) af brande, og facebook er rimeligt elektrisk med teorier om bander og pyromaner. Min personlige teori er at den hårde kerne er blevet lidt ekstra kreative med opvarmningsløsningerne i år …
Bæredygtig hverdag

Om et kaffefilter

I fødselsdagsgave fik jeg et genbrugeligt kaffefilter af mine brødre. Hvilket jeg mest af alt ser som bevis på noget jeg altid har anet: At de er en lille smule i panik hver gang de skal give mig en gave. Men det var sødt tænkt, og vi har da brugt filtret stort set dagligt siden.

Jeg kan godt forestille mig en verden hvor jeg nød at passe og pleje mit efterhånden tjærefarvede filter. Det gør jeg ikke i stor stil. Det var sgu nemmere lige at vippe papirfilteret over i kompostskålen og så i med et nyt. Nu skal man stå og skrabe det værste med en ske uden at spilde alt for meget, så over i vasken og skylle det sidste ud. I starten var vi gode til at gøre det om aftenen, nu er det en morgenting som så meget andet.

Det sker at jeg rækker ud efter et papirsfilter, som jeg diskret har gemt i en skuffe. Man ved jo heller ikke om sådan et lærredsfilter holder evigt. Min far har en blind plet på hukommelsen, og komposterer det konsekvent, så det lige skal fiskes op fra under kartoffelskrællerne. Måske glemmer vi at fiske det op en dag.

En gang imellem får det et opkog i den lille gryde vi bruger til æg. Og når jeg står der og fascineres af *hvor* sort vandet bliver, selv efter flere vandskifter, har jeg tid til at filosofere lidt over hele zero waste-bølgen og selvgjort er velgjort-tankegangen. Planeten har næppe spyttet mange resurser i min lille lærredslap. Men det har jeg efterhånden. Vask, kogning, ekstra rengøring når grumset har grumset hele bordpladen til.

Hvor længe skal jeg holde det samme filter appetitligt før resursebesparelsen overhaler de ublegede papirkaffefiltre vi købte en pakke af om året, førhen? Er løbet tabt på forhånd?

Eller handler det om noget andet? Vækker den ekstra indsats min sjæl op til dåd på andre områder så jeg bliver ekstra opmærksom på resurseforbrug og affaldspukler og finder glæden ved simple sysler?

Eller kommer de fem minutter hver morgen bare til at mangle et tilfældigt sted i mit eget regnskab?    

I øvrigt

I øvrigt #52

  • Føler jeg mig på en skæv, undevældende måde privilegeret i disse dage: Min søn kan komme i børnehave, vi er raske og i lige akkurat antageligt humør, og jeg har fået en lillebitte energiindsprøjtning af at være af sted på arbejde-arbejde et par gange om ugen. Så glemmer vi at det muligvis er mangel på samfundssind at sende ham af sted, at jeg havde en reel tudetur i sidste uge over hvor umuligt det var at få fat i en rigtig caféburger med limonade, og at det kontor jeg flygter hen til er et åbent vindue i frostvejr.
  • Havde jeg en nærdødsoplevelse ved Buddinge Station i sidste uge. Mundbindet tog pusten helt fra mig, duggen frøs fast på brillerne, vejarbejdet havde flytter sig hen over natten (igen!) så jeg faktisk anede hvor jeg var i forhold til diverse trafik, herunder gravkøer og jorddumpere, og mine lidt for flade sko begyndte at skride på isen, fordi kommunen også har opgivet at følge vejarbejdets fluktureringer og derfor lader is og hundelorte være is og hundelorte. Jeg havde noget overoptimistisk taget høretelefoner på, og var sært fredfyldt da jeg blind, døv, svimmel og uden vejgreb gled ind i det ukendte.
  • Er vi efterhånden et par år inde i det altomfattende vejarbejde der skal ende ud i en letbane i 2025 (!). Og er derfor ret rutinerede i hver dag at opfinde en ny måde at komme over på den side af Buddingevej hvor Kvickly og S toget befinder sig. Fordi det ligesom er der man skal hen i Buddinge … Og som man står der og spejder efter et helle i kaos, hører jeg ret tit en … gnækkende nynnen. Midt mellem usmurt tandhjul, nyfødt spædbarn og en ubestemmelig brun fugl. Og næsten hver gang ser jeg en lille gammel arbejdsmand med skæg til navlen der vimser rundt og smiler over hele fjæset. Jeg tænker på ham som den syngende letbanenisse. Men det kan selvfølgelig også bare være et usmurt tandhjul. Og mig der hungrer efter lidt magi.
  • Giver min kæreste og jeg hinanden fri en gang hver hver weekend. Han skriver, jeg går et eller andet sted hen hvor der er grønt og måske en fugl. Det er ikke lige genialt hver gang. Stien om Lyngby Sø var fx trafikeret som en motorvej og Nordhavn var fin der var bare ingen fugle. Til gengæld opdagede jeg helt tilfældigt det landskabsarkitektoniske vidunder der er Marienberg Kirkegård klemt inde mellem Ring 3 og Lyngbyvejen. Der er fint!
  • Havde jeg endnu en nærdødsoplevelse ved Lyngby Sø, da jeg forsøgte at komme væk fra folkevrimlen og fulgte et skilt til Å Mose Sumpen eller sådan noget. I otte graders frost. I de der lidt for flade sko. Tre kilometers sort is og tre stejle broer (som jeg rutsjede ned ad på bagdelen, tak fordi I spørger) var jeg helt afklaret med at hvis det blev meget mere mørkt, så måtte jeg bare kravle hjem.
  • Skal jeg arbejde med det der med at trave ud i verden med kikkert om halsen. Når først jeg er fremme er det fint, omend lidt angstprovokerende når de andre ornitter hilser og spørger om det var mig der meldte 200 silkehaler ind i DOF-basen her til formiddag? Øh nej, men tak for tilliden. Men hjemme i civilisationen … Jeg føler mig lidt malplaceret. En overgang svang jeg kikkerten inden for jakken. Men så jeg mit spejlbillede i et butiksvindue og det gik op for mig *hvor* gravid jeg ser ud på den måde.
  • Overvejer jeg nu at korte stropperne lidt af, så den lægger sig på barmen i stedet.
  • Havde jeg min tredje nylige nærdødsoplevelse på røv og albuer ned ad kældertrappen i forrige uge. Jeg nåede både at kommunikere til min kæreste hvad der skete, forholde mig til om de to spande maling jeg bar på (skulle nok kun have været en …) vendte rigtigt og se mit liv passere revy, mens huden langsomt skrabedes af min bagside.
  • Er det nok sikrest bare at blive i sofaen og vente på at alting går over.

Forrige ‘I øvrigt’

Havebrug og selvforsyning

Status på cottagehaven

Nå, hvordan har I det alle sammen? Her går det … efter omstændighederne godt. Jeg synes vi passer på hinanden herhjemme. Også selv om vi simultant og ikke engang specielt hemmeligt håber at den anden ville skride ud af huset. Bare en time, så man kunne høre noget smadremusik uden at skulle tage hensyn til (endnu) et teamsmøde. Prøver at fylde pauserne i vores sært udsmurte arbejdsdage ud med gåture med og uden kikkert og noget malerarbejde herhjemme. Det første er intet mindre end genialt, det andet var lidt en fejl at gå i gang med. Enhver logik siger at vi, når vi arbejder hjemme, sparer transporten og dermed har mere tid. Realiteterne er at vi har overraskende lidt tid, næsten aldrig har tid samtidig og absolut aldrig har lyst samtidig. Nu bliver jeg vist overflyttet til andet arbejde om et par dage, og så bliver jeg da først træt af se på de malerspande. Oh well.

Og så er der haven, her ved rækkehuset. Cottagehaven, som jeg i mit stille sind er begyndt at kalde den i stedet for ‘græsset bag rækkehuset’ og hvad jeg ellers har benævnt den for ligesom at slå fast at sådan en smule var for lidt at tage alvorligt. Og nej, stor er den ikke. Men den er her, og nøj hvor er jeg glad for det.

I dag pisser det (ja, undskyld, det gør det!) for meget ned til at gå ud og nyde den. Til gengæld poppede der et gammelt billede op på min telefon i morges. Af haven som den tog sig ud fra terrassen en solskinsdag i marts fire dage før Danmark lukkede ned.

Med byggeaffald og manglende hegn (men med låge lige til venstre for birketræet. Den var bygget til at holde elefanter inde …). Grenbunker alle vegne og virkelig meget græs.

Og i dag tog jeg så det her billede. Vejret er gået kraftigt ned ad bakke. Til gengæld er det meste af byggeaffaldet væk. ‘Det meste’, fordi der bliver ved med at dukke fliser og kampesten op ad jorden. Noget skal bruges, noget kan vi nok give væk, noget skal på genbrugspladsen, guderne må vide hvordan. Vi har fået hegn op, fornyet hækken der hvor den havde delt pladsen med et skur, og vi har tæmmet buskadset ude til venstre lidt.

Umiddelbart foran den der lille ikke-helt-en-terrasse foran terrassen har jeg anlagt mit best of-bed. Som i bedst of-spiselige flerårige. Som i dem man gerne vil kunne plukke lidt men godt af nemt og tit. Der er flerårige kål (daubenton og taunton deanne), rabarber, løvstikke, purløg, solbær, ribs og stikkelsbær. Alt sammen stiklinger fra min egen eller mine forældres have, forøvrigt. Som bunddække vil jeg prøve at finde nogle immerbær, en sort skovjordbær med lang sæson.

Bag legehuset er mit cottagebed. Løst baseret på den engelske cottagestil med mange blomster, lidt spiseligt, klædeligt forfald og smagfuldhed smagt til med et drys kitch og en knivspids farve-clash. Jeg er blevet helt vild med konceptet!

Bedet ser ikke ud af det store endnu. Men jeg har plantet lavendel mod syd sammen med en fin rose (lavendlerne og rosen er det eneste vi har købt) og en sommerfuglebusk. Under dronningebusken putter jeg nogle lauerbærkirsebær som jeg er ved at gro fra stiklinger, mod nord står en stikling af min rødbladede hyld, og så har vi ellers proppet alt ind hvad vi har fundet rundt omkring i haven af stauder. Mest helleborus (på billedet), bonderoser i massevis og sådan en tidsel-ting . Der skal også blomsterløg i bedet og dem har vi også fundet en del af. Foreløbig står de dog til testning et andet sted, da vi ikke har den ringeste anelse om hvad der er hvad …

Bagerst i haven, hvor skurene blev fjernet, er længst fra målet. Til dels fordi vi her er længst fra at sætte fingeren helt præcist på hvad dette mål er … De gamle flisebelægninger bliver noget uformel terrasse, men vi er ikke helt klar på hvor meget der skal ‘reddes’ og hvor meget der skal pilles op. Foran skyggeterrassen under birketræet, æbletræet og et par buske har jeg anlagt noget skovbundshalløj med et par rododendroner der bogstaveligt talt var proppet ind i hækken længere oppe ved huset, et par hortensiaer der er frosset tilbage år for år ude i kolonien indtil de nu var små nok til at blive båret hjem, endnu en bonderose. Vi har et par dronningebuskestiklinger og en buskrose på vej, man kunne forsøge sig med at tage stiklinger af blåbær (nogen erfaringer?) og så kunne bunddække af ramsløg være fint.

Området er også bare kirkegård for en masse halvtforrådnet brænde ingen ville have, betonfliser i alle størrelser og stadier af knækket, husets reservedelslager i form af mur- og tagsten, en imponerende mængde marksten. Kvas og nedfaldsblade vil jeg også gerne have et sted til. Og i det hele taget skal området lige finde sin form på en måde der ikke kommer til at ligne en losseplads, ikke kræver vi slæber os ihjel (eller betaler andre for det) og ikke kræver alt for vilde krumspring for at for anvendt og upcyklet *alt* det brok vi har liggende. Det skal nok komme.