Bæredygtig hverdag

Fire perfekte sommerhusdage i pisregn med en snart-treårig

Ærøskøbing havn
En lille blå mus i en stor blå verden på Ærøskøbing Havn

Jeg skynder mig at skrive første udkast til dette indlæg mens jeg stadig sidder i det lille uaflåselige træhus i Søby og lytter til regnen der pisker mod ruderne og varmepumpen der gør et ærligt forsøg på at tørre vores overtøj.

(Og skriver det færdig næsten to uger senere. Hvor bliver tiden dog af!)

Jeg vil skrive mens jeg stadig har den gode følelse fra de sidste par dage. For det har været skønt! Vi har været glade. U-sure. Jeg var ellers seriøst begyndt at overveje om jeg havde en eller anden afart af noget depression, sådan en maskulin én der mest giver sig udslag i konstant vrede. Men så slemt er det ikke. Fire dages staycation i november med en toårig kan – trods alt! – næppe kurere reelle, kliniske psykiske lidelser.

Men i hvert fald har afbrækket gjort mig godt, og Musen og mig er faktisk kommet overens i noget nær komplet harmoni. Det havde jeg ellers også tænkt: at det var belastningen ved trodsalderen der sled på os. Det er det nok, på et eller andet plan. Men i destilleret form, uden alt udenomsfrynset, fungerer vi altså fint, mig og min søn.

Det var selvfølgelig intenst at være sammen dag og nat, men faktisk ikke hårdt. Jeg prøver, når jeg er alene hjemme med sønnike, at være ordentligt, mentalt til stede det meste af tiden (hvilket faktisk ikke falder mig specielt naturligt! #dagdrømmer) og så med mellemrum fortælle at nu skal jeg rydde op eller lignende, at jeg tænder radioen (som regel et podcast fra telefonen) og at vi om en halv time skal et eller andet andet. Og så veksler han egentlig ret fint mellem at lege selv og interessere sig for hvad jeg laver.

Og hvad har vi lavet på sådan en miniferie i (mest) møgvejr der ikke skulle være noget særligt, ikke koste noget særligt og helst ikke overvælde et følsomt barn og en grundsur mor?

Rejseplan

Musens middagslur kommer og går efterhånden lidt. Alligevel holdt vi os til en aktivitet før og en efter frokost, hvilket nok var meget passende. Vi var på kost hos min veninde om aftenen og klarede os ellers med brød og havregryn i det lille hus.

Om aftenen sad jeg med en bog eller med bloggen i en time eller to og nød stilheden og aleneheden, mens jeg kværnede havregryn med mælk og sukker fordi jeg æder søde sager på denne årstid og der ikke var noget kage …

Lørdag

  • Formiddag: Rejse.
  • Eftermiddag: Billedbog i sengen, udforskning af havn med skibe og legeplads. Plask i vandpytter.

Søndag

  • Formiddag: Brunch i Ærøskøbing, her. Vi tog den gratis bus frem og tilbage og nåede også at tøffe lidt rundt i de små gader (som jeg helt havde glemt hvor fine er!) og på havnen. Plask i vandpytter.
  • Eftermiddag: Min venindes mand som er fisker, lægger til kaj i sin kutter og losser fladfisk i kasser. Vi ser til fra første parket. Da han begynder at flytte kasser MED EN GAFFELTRUCK, mine damer og herrer, er Musen noget nær i ekstase.
Fiskekutter i Søby Havn
The boats come in, Søby Havn

Mandag

  • Formiddag: Vedvarende regnvejr. Veninde på arbejde. Vi betragter færger og lærer ord som bovport og værft. Går i Brugsen efter forsyninger og beslutter at gå til Vitsø Strand for at spise frokost, nu vi alligevel er halvvejs. Musen tager det sindssyge i denne beslutning med sindsro, og vi stirrer ud over det stålgrå hav mens vi spiser halvtopløste sandwich med blåfrosne fingre.
  • Eftermiddag: Tøring af tøj og indtag af varm saft. Sønnike dropper lur og for at undgå en træls og træt eftermiddag tager vi den gratis bus til Marstal. Turen tager en time og er enormt smuk. I Marstal er alt vinterlukket og vi ender på biblioteket. Jeg glemmer altid hvor stort et hit det er hos børn! Musen falder i dødlignende søvn på min arm på hjemture.
Vitsø Strand
Ved Vitsø Strand på den anden side af landtangen. Jeg sværger, det er det perfekte picnic-sted om sommeren!

Tirsdag

  • Formiddag: Morgenmad hos veninde og afrejse. Tak for nu og på snarlig gensyn!
Fladfisk
Bæredygtig hverdag

Død tid og strategisk storskrald – mere om kunsten at komme af med en masse udhuse i titusind bittesmå skridt

Tiden flyver afsted, og det er over en måned siden vi gik i gang med at gøre noget (for filan!) ved de der tre forfærdelige skure i vores ærligt talt ikke specielt hyggelige rækkehushave.

Den gode nyhed er at det går stødt og roligt fremad. Fordi, viser det sig, projektet passer perfekt til de der ‘døde’ tidspunkter i løbet af en uge: En time om formiddagen inden en aftenvagt, tyve minutter en eftermiddag hvor jeg er tidligt hjemme fra arbejde men lige synes Musen skal have lov at nyde sin snack i børnehaven. På magisk vis er det tid der ikke går fra andet end vasketøjet og den nagende følelse af at man kunne lave noget yoga eller løbe en tur …

Så det går fremad. Men altså, med museskridt. Der er lang vej endnu, og med små undtagelser er vi kun nået til det der stadie hvor ting bliver skidte før de bliver gode.

Vi har også haft en heftig diskussion en stresset og halvsløj eftermiddag. Sådan en der ikke var specielt fed undervejs men faktisk lidt af en øjenåbner på bagkant. Jeg tror nemlig grunden til at min kæreste og jeg går så forskelligt til de her større projekter er, at vores stress sætter ind forskellige steder i processen:

Jeg begynder at få lidt uro i maven allerede når et projekt bliver formuleret, og kan så blive helt modløs hvis der går et halvt år og intet er sket. Så ganger jeg op: Vi er nået en halv procent i land på seks måneder, ergo kommer fuldførelsen til at vare hundrede år. Mindst!!! Og glemmer at vi strengt taget ikke har beskæftiget os med projektet mere end en times tid i de seks måneder og derfor ikke helt kan stole på progress-baren.

Min kæreste derimod går først i panik (og det gør han så til gengæld) når spaden er i jorden so to speak, hvorfor han helst lægger en intens indsats helt oppe ved deadline, gerne med familie og venner trommet sammen til praktisk og ikke mindst moralsk støtte.

Fejlen ved min kærestes tilgang er at den ikke tager højde for dårligt vejr, syge børn og hvor fortvivlende svært det er at samle folk i de her år.

Til gengæld har en god pointe i, at når man kan leve relativt lykkeligt år efter år uden at få taget sig sammen til den der weekend hvor væggene bliver malet, once and for all. Så er det nok fordi at det ikke er så livsnødvendigt at få dem malet ..!

Museskridt på nedrivningens vej

Siden slutningen af september har vi:

  • Noteret i kalenderen hvornår der bliver hentet haveaaffald og storskrald
  • Savet en bunke kvas op i passende stykker og smidt dem i containeren til haveaffald sammen med min søn. “En tyk pind. En sort pind. En lortebrun pind …”
  • Diskret smidt lidt pindebrænde fra brændeskuret ned til haveaffaldet …
  • Fået hjælp af min far til at begynde at rive det mindste og ringeste skur ned
  • Haft det hujende skægt med at hamre løs på gamle brædder mens vi brokkede os over Trump og folkeskolereformen
  • Opfordret mine forældre til at gå på pension så de ikke behøver se hele københavnerfamilien og lidt på Fyn på korte, intense weekender. Jeg tror også min far (og mor!) var lidt frustreret over at min mor allerede efter en halv times tid måtte minde os om kaffe hos min yngste bror og babykik hos min ældste og lynvisit hos moster hvis det kørte på motorvejen, men hvem ved om det gør det en søndag eftermiddag …?
  • Fjernet gamle søm fra de afmonterede brædder og stablet dem pænt i håb om at nogen en gang vil afhente dem gratis
  • Fortsat alene med at afmontere en brædde i ny og næ
  • Været smerteligt og næsten handlingslammende bevidst om sammenhængen mellem bræddeafrivning og grædende babyer i nabolaget
  • Reserveret et sted i helvede til folk der slå brædder fast med hundrede tusinde alt for lange søm som de på bagsiden BUKKER OM OG HAMRER IND I TRÆET, så de aldrig aldrig kan komme ud igen. Not cool!
  • Risikeret liv og lemmer ved overhovedet at færdes under det vekselbærende æbletræ og ved et mirakel hverken fået et æble i hovedet eller forstuvet en ankel ved at falde i æblerne.
  • Fundet en lille bunke æbler der ikke var smadret til ukendelighed og lavet verdens bedste æblegrød 🙂
  • Konstateret at jeg ikke *orker* den blå avis lige nu og bare stillet diverse småmøbler fra diverse skure til storskrald
  • Diskret stillet et mærkeligt rør til storskrald også, i håb om at gå under den der radar der får skraldemænd til at råbe ”Bygningsaffald!!!” og lade ting ligge på fortovet, så naboerne kan se hvor naiv man har været …
  • Måttet luske tilbage i haven med mit rør
  • Tilbragt en nær-lykkelig formiddag med at beskære buske og træer og dernæst – fordi vi har rengøringshjælp, og det er bare akavet at være hjemme – hevet det Ikeaskab-i-smådele ned, som var monteret som en slags undertag (!!!) i det store skur
  • Tilbragt de næste to dage med nær-migræne på grund af den forfærdelige arbejdsstilling
  • Filosoferet over om et møbel, brugt som byggemateriale, er et møbel eller et byggemateriale fra et skraldemandssysnpunkt. Næste omgang storskrald vil løfte sløret

Læs her om de første museskridt på nedrivningens vej –>

Nedrivning af skur
Det lille skur. Nu med mindre skur. De resterende brædder i rækken er enten bærende (hvad stolperne sjovt nok ikke er) eller monteret med så mange rustne søm at jeg ikke kunne få dem ud uden at vække samtlige rækkehusenes babyer …
Kolonihaveliv

Kunsten at lukke en kolonihave ned for vinteren – Tjekliste!

Tid at lukke kolonihave ned for vinteren
My moment of zen. Kolonihaven er lukket ned for i år og vi glæder os allerede til næste år.

Jeg skriver disse ord siddende på et koldt toiletbræt i et koldere kolonihavehus til lyden af en stadig gurglen fra vandvarmeren, som er ved at blive tømt. Men lad være med at have ondt af mig: Solen skinner som den ikke har gjort i flere måneder, jeg har pulverkaffe og chokoladekiks, og for første gang nogensinde vil jeg faktisk også mene at vi har helt fod på det der med at lukke vores kolonihave ned for vinteren.

(Lidet vidste jeg at jeg en halv time senere, da jeg sad på terrassen med en kølig øl mellem hænderne og nød solsorternes aftengjalden mens solen sank bag allétræerne, ville få mit livs chok. Fordi en nabo også var ved at lukke hus ned og efter at have haft omfattende bøvl med en kompressor huskede vores tilbud om at komme og låne vores cykelpumpe … Jøsses Kristus, mit hjerte var oppe at røre ved drøbelen dér! Men så gav han et lift hjem og alt var vel)

Nå, men fordi der måske sidder nogen derude som skal i gang med det samme – og fordi vi selv helt sikkert selv skal møllen igennem igen næste år – skriver jeg lige nogle stikord til hvordan vi gør.

Tjekliste til at lukke kolonihave ned

Man kan muligvis lukke en kolonihave ned på en eftermiddag hvis man har adgang til bil og ikke skal tage sig af børn og andre forstyrrende elementer.

I praksis gør vi det hen over et par uger, hvor kalenderen og kolonihavernes skraldemandsudvalg afgør hvornår vi gør en indsats for at komme af med det sidste skrald, DMI sætter en deadline for hvornår vi lukker for vandet, og hverdagslogistikken afgør hvornår vi slæber en omgang skiftetøj hjem eller tømmer skabet for linser og rugmel som lige så godt kan blive brugt derhjemme.

Hus:

  • Boligtekstiler (altså sengetøj og alt sådan noget der hænger på knager i køkkenet. Husk voksdugen!) – skal med hjem og vaskes. De trænger, og man fristes til at smide dem ud og begynde på en frisk hvis de får lov at ligge og være beskidte hele vinteren! Efterlad dog gerne et enkelt håndklæde.
  • Køleskab og fryser – skal tømmes og stilles på klem. Der er ingen grund til at bruge strøm på at have et ekstra køleskab kørende uden grund, og desuden fungerer afkølningen mindre godt når rumtemperaturen er under 10 grader (står der i manualen til vores).
  • Opvask – tag opvasken inden der lukkes for vandet (det er altså ikke fordi jeg tror I er dumme. Vi har bare selv glemt det mindst et par gange …) Stil tingene på plads. Står de bare i tørrestativet, trænger de med garanti til at blive vasket igen næste forår.
  • Skabsdøre – under vasken skal lukkes så eventuelle mus ikke er ud over det hele #bittererfaring.
  • Skrald – skal afleveres i containeren. Gå huset og især køleskabet grundig igennem sidste containerdag. Den uundgåelige restmængde må stå i en grundigt bundet sæk på terrassen indtil næste år.
  • Smuds – er uundgåeligt. Det kan helt ærligt ikke betale sig at gøre hovedrent, da man alligevel vader ind og ud med store støvler mens man lukker for andet (måske ikke til at begynder med, men når det begynder at gå galt, så gør man …). Kør eventuelt en klud over håndvaskene og husk så at man kan klare rigtig meget med støvsugeren og de der servietter til babynumser …
  • Solcellen (altså den der puster luft ind i huset når solen skinner) – skal tændes og indvendige døre stå åbne så der kan blive luftet ud.
  • Tøj – skal med hjem og vaskes og bruges. Der er ingen grund til at have et lager liggende et halvt år som ikke bliver brugt. Dog kan man efterlade et par malerbukser og en sweater til arbejdsdage.
  • Tørvarer (altså mel og gryn og linser og stødt peber og den slags) – skal med hjem. Tjek skab, krydderihylde og brødkasse. Vær nådesløs – selv om varerne i princippet kan holde til næste år, ryger de bare ud til den tid fordi man bilder sig ind at der har været mus eller fugt. Hvad der sikkert også har. Efterlad dog gerne lidt pulverkaffe til arbejdsdage og salt til at holde toilettet frostfrit.
  • Vand – skal lukkes af. Vejledning her.

Have:

  • Diverse værktøj og haveredskaber – skal i skuret så det ikke ruster eller blæser væk eller bliver filtret ind i græs og ødelægger græsslåmaskinen næste år. Det er utroligt hvad der ligger rundt omkring, så tjek og tjek igen!
  • Havebruser – skal afmonteres og i skuret, så den ikke ruster eller frostsprænges. Som midlertidig løsning (den er ret svær at få af …) skal der åbnes for blandingsbatteriet så der ikke står vand i den.
  • Havemøbler – skal ind i skuret. Eller op på terrassen. Eller som det allermindste stilles lodret. De har ikke godt af at være våde hele vinteren.
  • Haveslangen – skal ind i skuret så den ikke bliver (endnu mere) hård af at ligge ude i frosten
  • Legehus – skal på terrassen, så det ikke blæser væk
  • Maling – skal slæbes hjem da det ikke kan tåle frost. Kan stilles ind i huset som midlertidig løsning.
  • Vandtønde – skal tømmes og ind i skuret eller i det allermindste vendes på hovedet med en sten på, så den hverken frostsprænger eller blæser væk.
Dreng ved kolonihave
Tak for i år, Røde Hus. Vi ses til april!
Lidt af hvert

Søby revisited

Jeg sidder i min venindes gæstehus i Søby på Ærø. Musen sover, og stilheden er næste larmende. Første gang jeg lånt huset, stressede jeg over at få fat i nøglen. Huset har så åbenbart ikke været låset siden det blev bygget tilbage i tresserne. Jeg skal ærligt indrømme at jeg prøvede lige før, altså at låse. Men den var vist rustet fast eller indstillet forkert, det virkede i hvert fald ikke.

Musen og jeg er afsted alene, og aftalen med min veninde er at der ikke rigtig er nogen aftale. Vi hænger ud hvis vi gider og der er mad hos dem hvis vi har lyst. Hun har også fyldt lidt op med kaffe og mælk og havregryn og sådan. Jeg er virkelig heldig med sådan en veninde!

Vi lånte huset her, alle tre, da Musen var helt lille og jeg var her med ham alene for præcis et år siden. Og hvis man nogensinde var i tvivl om børn bliver nemmere og skønnere (og nogen gange er jeg en lille smule i tivl), så er Ærø-besøgene nogle ret gode målepinde at gå efter. Første gang var ret meget overlevelse, sidste år var ladesiggøreligt og ret ok. I år er – ind til videre – tophyggeligt.

Min Mus er simpelthen den bedste rejsepartner man kan forestille sig. Tålmodig, interesseret, det menneskelige kommentarspor der minder en om maskiner og transportmidler man mått have overset. En sand trooper når man bare lige sletter hans lur og i stedet tager på eventyr i øsplaskregnvejr med s-tog, in-ter-CI-ty-tog, rutebil og færge. Kun en lille smule bange for lyden af en bovport der går op lige for snuden af hans klapvogn.

Selve rejsen gik vel egentlig ok. Som sagt var stemningen høj, og mor her havde strikketøjet fremme og alt muligt. Men *ville* det have gjort ondt på DSB at sætte ord på den forsinkelse enhver kunne mærke bygge sig op, men som højttaleren aldrig nævnte med et ord. Så jeg ikke skulle sidde og kampsvede hele vejen mellem Køge og Odense og regne på om jeg kunne komme fra tog til bus på 15 minuttter? Ti? Fem?!? Og hvis ikke, kunne jeg så komme til Faaborg på andre måder inden færgen (nej), tage en senere færge (nej, ikke om lørdagen), nå et eller andet i Svendborg (måske …). Jeg endte med syv minutter til at skifte og fik kastet os ind i en bus, men kun efter at være sprunget på to rulletrapper i løb, klapvognen først, og så bare beordret min krop til at holde arrangementet stabilt og trygt og sikkert indtil vi var nede …

Til gengæld faldt min Mus i søvn i mine arme på bussen. Det har han ikke gjort i flere år og mange kilo, og det var det hele værd. Også at komme af et stop for sent, fordi femten kilo barn og spejderrygsæk og klapvogn og udtjekning og det ene med det andet slog mig ud et sekund.

Faaborg-færgen er nok det mindst tilgængelige jeg endnu har oplevet. Der er ingen elevator fra vogndækket. “Stiller jeg bare klapvognen hernede?” “Ja, hvis du tager ungen med op! Deeeet var så også planen … Hvor måtte jeg stille den? Ja, bare ovre i hjørnet, sagde manden med vesten og pegede bredt ud i det elipseformede rum. Godt så! Som om det ikke var nok, skulle man hen over et halv meter højt dørtri og op ad en noget nær lodret trappe med så lavt et loft at min rygsæk hang fast. Puh!

Vel oppe valgte Musen at vi skulle have fiskefilet med pomfritter. “Vi har pomfritter!” svarede damen begejstret. “Men ingen fiskefiletter..?” – “Jo. Men. Jeg er ny. Jeg kan ikke finde ud af at tænde frituren. Det bliver noget juks!”. Juks indeed, vi endte med en pølsemix … (Er pølsemix ikke friturestegt? Vores virkede nærmest dehydreret men så med rå løg).

Turen har egentlig allerede opfyldt sit fremmeste formål: At minde mig om hvor effing fedt selskab Musen er når man tager alt det ud af ligningen der hedder at vi skal nå noget til et bestemt tidspunkt (det giver ikke mening, vi har skullet nå noget hele dagen. Men på rejse er det noget andet. Ting giver sig selv) og vi bør træne motorik (den vuggestue er satme kommet under huden på mig. Shit altså. Vuggestue som han ikke går i mere. Næste uge hedder det børnehave. Indsæt selv passende antal udråbstegn) og at jeg i virkeligheden har lyst til at få noget udrettet (noget værende noget praktisk).

Turens øvrige formål er at give farmand mulighed for at se en liste af film der er så lang og ambitiøs (Bergman, Tarkovsky, Dreyer …) at jeg blev helt stum da jeg fik den præsenteret. Havde det ikke været for den liste er jeg ikke sikker på turen var blevet til noget. Planlægningen har været så langvarig og det har været så svært at placere en forlænget weekend at jeg helt ærlig var ved at blive hjemme. Men Dreyer!

Og Tak til Dreyer. Det er godt vi kom afsted. Nu vil jeg snige mig ind i sengen til Musen, og håbe at han ikke holder alt for hårdt på det der med at det er *hans* værelse.

I morgen skal vi måske spise frokost i Ærøskøbing. Måske skal vi stene krimi og strikke om eftermiddagen. Min veninde er det mindst børnede menneske jeg kender, og antager at børn bare passer sig ind i planerne. Hvilket de på magisk vis gør. Jeg læner mig tilbage og tænker at han ikke tager skade, hvis jeg lige afleder ham under selve mordene.

Havebrug og selvforsyning

Oktober i permakulturkøkkenhaven

Dreng spiser kål

Så gik der simpelthen en måned til. Jøsses altså! Nå, men i det mindste har oktober været lidt mere business as usual end september, der gik helt op i hat og briller.

Hvad har jeg lavet i permakulturhaven i oktober:

Plantning: Oktober er den perfekte måned at stikke nye planter i jorden og flytte rundt på de gamle. Fordi det er koldt nok til at planterne ikke mister en masse vand gennem bladene og varmt nok til at rødderne stadig gror og etablerer sig det nye sted. Og så er der også noget mentalt med at den her sæson er et overstået kapitel som det ikke kan betale sig at være skuffet over (samtidig med at man stadig godt kan huske hvad det var der ikke spillede), NU kigger vi fremad mod nye, fantastiske somre. Med andre ord min absolutte yndlingsmåned!

Jorddække: Jeg har givet Det Spiselige Staudebed en omgang. Henover de sidste tre-fire år har ’strategien’ været at klaske flerårige spiselige planter på og se hvad der blev hængende. Det har været sjovt og lærerigt, men det er også på tide at justere. Fx har jeg i lighed med alle andre haveejere gennem tiderne plantet de store planter for tæt og de små for spredt. Jeg fik i sin tid aldrig ryddet jorden ordentligt for skvalderkål. Og sidst men ikke mindst var jeg endt med en sammensætning af planter, som ikke afspeklede hvad vi rent faktisk bruger. Hvilket er en fancy måde at sige, at peberroden fyldte det hele, og vi hader peberrod! Så, eg har fjernet peberroden og et par mynter, som jeg ikke helt ved om jeg gider have, flyttet lidt rundt på de tilbageblevne planter, ryddet så vidt muligt for skvalderkål og dækket jorden rundt om planterne med pap og haveaffald.

Kompost: Komposten der blev ’sat over’ sidste år er blevet fordelt blandt værdigt trængende, mest bærbuske og kålplanter.

Hvad har vi høstet i oktober:

Blade og stængler:

  • Diverse kål
  • Kruset katost
  • Scorzoner-blade

Frugt og bær:

  • Æbler (og her snyder jeg lidt og inddrager æbletræet bag rækkehuset)

Krydder og te:

  • Annisisop
  • Løvstikke
  • Oregano
  • Persille
  • Rosmarin
  • Salvie
  • Sødskærm
  • Timian
  • Vintersar

Rodfrugter:

  • Jordskokker – masser af jordskokker!
  • (plus en lille bitte smagsprøve af en sukkerrod og en kinaskok …)