Lidt af hvert

Update fra sofahjørnet

For otte dage og en livstid siden sad jeg med min lille familie på en udendørs café i Bagsværd. Burgerne nåede lige at lande på bordet inden der lød et lille ‘plop’ et sted i mit underliv, og vandet gik i et par ordentlige skyller.

Og det blev det ved med mens vi spiste vores mad (fordi, hvorfor ikke?), meget diskret ringede til Herlev (“nej, jeg ved ikke hvad farve det har. Det løb ud gennem revnerne i trallebænken …”) og forklarede den fireårige at “der kommer lige lidt vand ud ad mors tissekone. Det er fordi lillebror er på vej”.

Hjemme lavede min kæreste lasagne, vi tilkaldte mine forældre der ville køre fra Jylland så snart de kunne tillade sig at bryde op fra min mormors kaffebord, og jeg så den ene video på YouTube efter den anden med min søn, mens jeg fik mere og mere ondt og forøvrigt fortfarende udledte vand i store skvulp.

Midt i lasagnen kunne jeg ikke opretholde normaliteten længere og gik under bruseren mens min kæreste fik uriasposten med at få den førstefødte heeelt ned i gear og i seng.

Klokken otte landede mine forældre. Klokken kvart i ni var vi ved Herlev efter en del unødvendig fodslæben med tissepauser og en GPS der drillede. Klokken halv ti blev jeg målt til at være fire-fem cm åben og blev sendt på mit livs længste gåtur over på en fødestue. Klokken kvart i ti var jeg ti cm åben og blev bedt om at presse. Tre minutter over ti kom lillebror til verden.

Jeg forstår stadig ikke helt tidsforløbet, men det var en fed oplevelse. Bortset lige fra den der gåtur …

Vi fik en nat på hospitalet mens amningen kom igang, og blev udskrevet næste aften med et par suttebrikker.

Og, tja, siden har jeg ammet. Og ammet. Og ammet.

Balanceret en knivsæg mellem total overvældelse og total understimulation.

Tudet over hvor fjern min store søn pludselig er. Tudet over hvor meget han alligevel fylder. Og larmer. Og hvor meget jeg tysser på ham. Og tudet igen over hvordan han arbejder sig ind på storebrorrollen. Fra første besøg hvor han nedlagde veto mod navnet og bad sin morfar om at måtte komme hjem og få sin aftensmad. Til senere på ugen hvor han stille og roligt fortalte at han allerede elsker ham og gik med til at bruge vores navn som mellemnavn, så længe fornavnet bliver Blop.

Hygget helt vildt med min kæreste og forhåndssørget over at han skal tilbage på arbejde om en uge.

Haft i gennemsnit en daglig über-bekymring og sjældent kunne huske den tre dage senere.

Tudet endnu en gang over hvor godt vejret er og følt mig som en undvegen fra en anstalt da jeg tidligere i dag sneg mig helt op til Buddingevej med en sovende baby i viklen. For så straks at vende tilbage til sofahjørnet fordi trafiklarmen virkede fuldstændig infernalsk efter en uges fravær.

Og ellers sker der ikke det store. Jeg vender tilbage når der engang gør det igen. Pas på jer selv derude 🙂

Bæredygtig hverdag

DIY – (Pletvis) ombetrækning af sofahynder

DIY til pletvis ombetrækning af sofahynder nederst i indlægget.

For lidt over ti år siden var jeg del af en venneflok. Sådan en man kender fra sitcoms, hvor vi spiste sammen flere gange om ugen, tog på Glyptoteket i weekenden og aldrig tog i Ikea uden at spørge om de andre skulle have noget med.

Egentlig var det min lidt ældre fætters studievenner jeg blev indlemmet i. Jeg tror han forsøgte at forenkle sin sociale kalender. Jeg er ham i hvert fald evigt taknemmelig. Og stadig lidt trist over at det gled lidt ud efter et hektisk år eller to. Vi blev ikke uvenner, slet ikke. Men min fætter flyttede til Sverige, den anden pige i flokken til Ærø. Vi to tilbageværende københavnere var de indadvendte indslag og kom desuden begge i faste forhold i samme periode. Vi har kontakt, men det er svært at samle flokken.

Mens vi var allermest viklede ind i hinandens liv, formidlede min veninde en sofa fra sin tidligere chef. Hans svigermor havde vasket betrækket forkert. Vi mødtes på adressen, hende, jeg, vores ven og en 3×34. Min fætter må have været forhindret. Fik kørt monstrummet hjem. Båret det op på anden sal. Kæmpet en episk kamp for at få den meget lange sofa ind i min meget lille og lavloftede entre. Vi nåede at afmontere tre døre og det meste af et forsænket loft, før min ven fandt på at flå stoffet af under bunden og skrue armlænene af. En øvelse jeg har gentager under alle senere flytninger.

Sofaen lever endnu. Lige akkurat. Man sidder stadig godt i den. Sover fantastisk! Til gengæld er den mislykkede vask for ti år siden efterhånden det mindste problem for hynderne. Det mekaniske slid fra hælehud og buksebage kombineret med den kemiske cocktail af sved og madrester har simpelthen opløst stoffet.

Sidste år kastede jeg mig lidt tøvende ud i at sy nyt betræk til sofahynderne. Og droppede det igen efter en mislykket prøveopsyning. Formen var svær at måle op, lynlåsen bøvlet. Besluttede at jeg hellere ville finde pengene til en ny på fælleskontoen end tiden til at fikse den på min personlige tids-konto.

Den ikke helt gode prøvemodel har dog siden boet på den hårdest ramte hynde for at holde lidt sammen på kadaveret.

Men så så vi pludselig ind i endnu nogle år med babygylp og fedtfingre. Og et lidt strammere budget. Og en barsel hvor jeg egentlig godt kan bruge et projekt der dels kan beskæftige min hjerne mens jeg venter, dels lægges tilside når der rent faktisk kommer et barn.

Derfor gav jeg projekt ombetrækning af sofahynder endnu et skud. Denne gang ud fra princippet om kun at skifte de dele der trængte.

Min metode til delvis ombetrækning af sofahynder:

  1. Jeg vaskede betrækket på hynderne en ad gangen. Imens brugte vi prøvemodellen som betræk på dén pude, så vi stadig kunne sidde i sofaen. Man kunne også have svøbt et tæppe eller lagen om.
  2. De dele af betrækket der gik i stykker i vask, blev sprættet af.
  3. Jeg kopierede de dele jeg havde taget af over på noget møbelstof (halvpanama fra Stof 2000). Én hynde fik skiftet overstykket, én overstykke og front og én fik faktisk skiftet alt undtagen bagstykket med lynlåsen. Jeg brugte knap tre meter stof i alt. Jeg valgte to prints der matcher i farverne men på ingen måde forsøger at ligne det oprindelige stof.
  4. De nye stykker stof fik ordnet kanter og blev nålet og syet i.
  5. Når en hynde var færdig, smed jeg det næste betræk i maskinen og gentog processen.

Ved samme lejlighed fik resten af sofaen en omgang pletrens. Den kommer ikke til at holde ti år til, men mindre kan også gøre det.

Før:

Og efter:

Delvis ombetrækning af sofahynder
Bæredygtig hverdag

Vegetariske hverdagsretter

Tilbage i november kørte vi et forsøg herhjemme hvor vi spiste vegetarisk hele måneden. Det kan I læse om her. Det gik så godt at vi – ret udramatisk egentlig – har spist vegetarisk siden. I det store hele, i hvert fald.

Et par gange har det ikke været muligt når vi har været på familiebesøg i provinsen. Et par gange da jeg var helt nygravid, gik jeg proteinkold i så dramatisk grad at intet andet end krydret kød kunne hale mig tilbage fra afgrundens rand (mødre vil vide hvad jeg taler om …). Og så var der den forårsdag da min kæreste og jeg slendrede ud i det blå, hånd i hånd og nyforelskede, købte pølsehorn hos en bager og først en uge senere kom i tanker om at – ups – det gør vi egentlig ikke mere.

En lille men tilbagevendende udfordring er dog at finde på hvad vi skal have til aftensmad. Ligesom jeg har indtryk af at det er for mange andre. Vi har det med at cykle rundt i de samme retter.

Derfor har jeg samlet de vegetariske hverdagsretter vi har i rotation. Mest for at anspore vores egen haltende kreativitet, men I andre må selvfølgelig gerne lade jer inspirere. Links til opskrifter hvor jeg har et.

Vegetariske hverdagsretter

De lette

  • Rugbrød med pålæg – med æg, hummus, hytteost, almindelig ost, gnavegrønt osv
  • Pitabrød – med div. grøntsager, tun, feta og ‘faux meat’
  • Nye kartofler, gnavegrønt, smørsovs og de der færdiglavede ‘bøffer’ der lader som om de er cordon bleu’er
  • Burgere med røsti
  • Blendede grøntsagssupper af enhver art. Kartoffel-porre er en
  • Hjemmelavet pizza – denne brøddej med rester af noget bologneseagtigt, ost og kartofler

Pastaretter

  • One pot pasta – opskrift her. Vi udskifter chorizo med et par solide skefulde soltørrede tomater, oliventapernade og et drys røget paprika
  • ‘Klassiker’ – pasta, stegte svampe, tomatsovs, gnavegrønt og riveost
  • Jack-bolognese – opskrift her

De østasiatiske(ish)

  • Ramensuppe – opskrift her
  • ‘Sushi-bowl’ – ris, grønt, edemame-bønner, rejer, soyasovs og sushi-ingefær

De indiske(ish)

  • Ferskenkarry med kikærter – Opskrift her. Med yoghurt, ris, brød og agurk
  • Matar paneer – opskrift her. Vi bruger haloumi i stedet for paneer. Med yoghurt, ris, brød og agurk
  • Butter paneer – opskrift her

De tunge

Hvad skal vi mere prøve? Forslag modtages!

I øvrigt

I øvrigt #61

  • Fik jeg det forjættede andet stik her til formiddag. Og jeg kan næsten ikke rumme hvor rart det bliver ikke at skulle bekymre mig om afstand og kviktest og om den der kriller i halsen bare er lidt sen pollenallergi eller om det der smittetilfælde på min kærestes arbejde i sidste uge alligevel er rislet gennem revnerne og nået frem til mig.
  • Nåede jeg op på 18 kviktest
  • Har jeg ingen anelse om den halvanden meter høje, voldsomt piercede og efter udseendet at dømme 14 år gamle humørbombe der vaccinerede mig, var en mand eller en dame. Men vedkommende var helt høj over at vi delte fødselsdag, og det er jeg egentlig også!
  • Krydser jeg virkelig fingre for at undgå de værste ‘andet stik på andendagen’-gener. Min krop er udfordret nok i forvejen, og man kan ligesom ikke lægge sig dobbelt på sofaen.
  • Er vores nærmeste vaccinationscenter i Ballerup, og da jeg alligevel var herude, bruger jeg lige en time på terrassen i kolonien. Her kan jeg så i silende regn meditere over at det kan være sæsonen er slut for i år. Sensommeren plejer at være desserten ved det hele, den årstid hvor alt det man troede man skulle ordne og opleve i løbet af sommeren, rent faktisk sker. Men vejret, min ryg, diverse praktik og min kærestes noget hermetiske arbejdsskema har sgu rottet dig sammen.
  • Insisterede jeg på at vi blev hjemme i sidste weekend for at prøve at komme til bunds i den der praktik. Og vi nåede intet. Til gengæld har den ene knude efter den anden pænt løst sig i løbet af ugen, så måske var det alligevel godt givet ud.
  • Har et nabopar tilbudt at tage sig af Musen hvis vi pludselig skal på hospitalet midt om natten og jeg er så taknemmelig at jeg kunne tude.
  • Er jeg sgu lidt udfordret over ham min Mus for tiden. Han er vred. På mig. Og giver udtryk for sin vrede ved at råbe ad mig, kommandere med mig, hive i mig, slå fast at ‘det’ er min skyld. Hvilket han kan have ret i på det abstrakte plan, men sjældent det konkrete. På højeste volumen, uophørligt og med skærebrænderstemme. Det er fandme hårdt! Og svært at navigere i når vi på den ene side er i ‘det er en fase’-land og et eller andet sted godt forstår den grundlæggende psykologi. Han har altid haft svært ved opbrudsstemning, og det skal jeg da lige love for han oplevet nu. På den anden side er han stor nok til at formulere noget der er svært at lade gå ind af et øre og ud ad det andet, og min kapacitet for upåvirkethed er ikke på toppen. I stille stunder er han selv ret ked af situationen – og betegner den som en bakterieinfektion der har indtaget ham! Gode råd modtages! Mit bedste trick er pt at sætte nogle gode lange tegnefilm på om eftermiddagen. Så kan vi da forliges så længe!
Bæredygtig hverdag

Strøtanker fra en andengangsgraviditet kilet ind mellem corona, hverdagspraktik og en krop der ikke helt gider

  • Jeg har åbenbart groet en præmiemave som folk roser på gaden og som næsten giver sygeplejersken hos min læge tårer i øjnene af rørelse. Det forsamlede team hos tandlægen lavede nærmest bølgen den anden dag og glemte helt at brokke sig over det med tandtråden. Hvad kan jeg sige? På skalaen fra badebold til flodhest har jeg simpelthen ramt badebolden rent!
  • Jeg *føler* mig til gengæld ret flodhesteagtig. Og har gjort det hele vejen igennem, bare i forskellige inkarnationer. Jeg sværger, tyngdekraften virker umanerligt godt hvorend jeg går og står. Hvilket jeg så kun gør hvis jeg ikke kan finde noget at sidde på. Dertil kvalme, søvnløshed, kronisk tørst (!), tilbagevendende hovedpiner, invaliderende halsbrand, lår i skoene, et bækkenparti så blødt som smør og en masse andet der er kommet og gået. Og træthed. Konstant tæthed på nu ottende måned. “Man kan se du har det *godt*”udbrød den mavebegejstrede tandlæge den anden morgen, hvor jeg i tilgift havde tudet i to timer efter en skidt aflevering i børnehaven … “maybe I’m born with it, maybe it’s Maybeline!”
  • Min første barsel-uden-barn føltes uendelig. Mest på den gode måde. Jeg afsluttede en lille freelance-ting. Fulgte et kursus over seks gange. Dyrkede yoga. Samlede møbler og købte brugte dimser i fjerne forstæder. Denne gang: not so much! Ovennævnte skavanker efterlader mig med Max to gode timer om formiddagen og måske en enkelt efter middagsluren. De timer bliver i det store hele ædt op af hospitalsaftaler, egne og afkoms, og en nærmest absurd mængde øvrig livslogistik. Hovedsageligt forsøg på at overtale håndværkere til at rykke os frem forrest i ordrebogen. Bare en hundrede pladser eller så. Den vordende storebror er måske nok ude over den decideret plejekrævende alder. Til gengæld er han en vedholdende kommunikator (!) og, tja, det tager sgu også en del mentalt krudt. Vores fælles ferie lå desuden inde i min barsel, hvilket jeg stressede en del over på forhånd. Det gik fint, på mange måder, men jeg var nødt til at lægge bånd på redebyggerinstinktet og anerkende at de to andre mennesker i husstanden *virkelig* trængte til at slappe af og have det sjovt. Og her står vi, tre-fire uger før baby med tyve nyvaskede stofbleer og … ikke så mange andre reelle hak på to do-listen.
  • Vinter og forår forsvandt i et dusin forskellige nytænkninger af bibliotekstilbud i en coronatid. Og et par nytænkninger af børnehavetilbudet. Da jeg gik på barsel kunne jeg lige nå fire gange gymnastik hos APA sammen med nogle skønne damer der kun var halvt så langt henne og havde hele pakken af fødselsforberedelse og opfølgende træning foran sig. Det kunne jeg ikke nå, og det er jeg egentlig lidt ærgerlig over.
  • Min første graviditet var heller ikke lutter lagkage, nu jeg lige mediterer over det. Jeg følte jeg var i det forkerte job (det var jeg), var havnet i den forkerte forstad (det var jeg ikke), og var bange for at måtte give afkald på alt hvad jeg syntes var sjovt (det måtte jeg ikke, i hvert fald ikke permanent).
  • Det fylder ustyrligt meget for mig at vi ikke har en skudsikker barnepigeplan for min søn til når fødslen går i gang. Vi har adskillige lovninger på hjælp ‘hvis det passer ind’ og ‘hvis vi overhovedet kan’ og ‘hvis det kan klares før/efter/uden om en eller anden specifik periode’. Men vi har ikke En Plan, og det kan jeg godt ligge vågen over om natten.
  • Corona har nok haft større indflydelse på vores netværk end jeg længe gik og troede. Jeg havde sådan en fatalistisk tro på at når jeg alligevel mest ‘så’ mine veninder i elektronisk form, og vores familier alligevel bor langt væk, så ville en bette nedlukning nok ikke gøre den store forskel. Men der har indsneget sig en vis metaltræthed i messengertrådene. Man (herunder jeg) glemmer at ringe. Jeg fornemmer at folk har behov for at sætte iltmasken på sig selv først. Igen os selv inklusive: vi er inde i en absurd stime af sygdom og død i familierne ovre vestpå, men tager jo heller ikke derover hver weekend. Og så er der hele den der ring udenom af potentielle parvenner på vejen og mulige barnepigeemner blandt kollegers børn og seje damer jeg godt ku’ holde ud at drikke en kop kaffe med. Det projekt er lidt akavet at køre igang efter halvandet års tomgang, synes jeg.
  • Min store søn er på den ene side totalt klar og næsten rørende moden omkring sin kommende status. Og lidt af en prøvelse. Han snakker med lillebror i maven, styrer mig rundt som et periskop med åben mund, så han kan se med (giver mening når man er der …) og har lange lister over ting han skal lære fra sig. Den sidste del har jeg faktisk nedtonet lidt efter en samtale om at små brødre kan være lidt trælse fordi de tager forældrenes tid, hvor han – helt forhåndsudmattet – udbrød at det jo var *ham* der fik travlt med alt det han skulle lære fra sig! På den anden side lader han mig ikke gå fem skridt ud i køkkenet efter saltet uden at være med, afleveringer er rigtig svære, og han har nogle nærmest Wagnerske raserianfald hvor han fx retter mit sprog eller instruerer mig i at vaske hænder ordentligt. Litteraturen fortæller mig at den slags skyldes vage og eftergivende forældre, men jeg tænker det i lidt bredere forstand handler om at han kan mærke fundamentet ryste. (Jeg nægter at definere mig selv som eftergivende. Faktisk plejer min kæreste at definere Musens og mine sammenstød som ‘immovable object meets unstoppable force’. Hvilket muligvis er ligeså slemt)
  • I foråret fyldte det enormt i mit hovede om min søn nu havde det godt (nok) i børnehaven, om han havde venner (nok), om han kom til at klare sig godt (nok). Jeg kunne se og høre mig selv udfritte ham på en måde der lidt for tydeligt afslørede det ‘rigtige’ svar, og netop derfor aldrig førte til et rigtigt, ærligt svar. I hvert fald ikke et der var definitivt nok til at udfylde mit bekymringhul. Til sidst tog jeg en samtale med en børnepsykolog med speciale i begavede og sensitive børn for at få lidt sparring. Det var godt givet ud, og hun var ikke bekymret. Ikke for ham i hvert fald.
  • Jeg tog også en samtale med Herlev Hospitals ammevejleder. Hvilket kan anbefales, hun virkede både kompetent og empatisk. Og pragmatisk, hvilket var vigtigt for mig. Mit første ammeforløb strakte sig over fem dages reel amning og lige så lang tids intens smerte, nogle ydmygende samtaler med Rigets hotline, et par brystvorter der faldt af i badet, en uges genindlæggelse med drop, en kræftpakke (pga store uudtømte mælkeknuder) og fire års forsøg på at overtale min dybt traumatiserede kæreste om at det gjorde vi da lige igen. Så jeg havde dels behov for at blive bekræftet i at sådan bør det ikke gå (det blev jeg) og i at det er ok at trække i nødbremsen og finde flaskerne frem fra loftet hvis det føles bedst (det blev jeg også).
  • Om et par dage skal jeg til jordemoder og tale om mine ønsker for fødslen. Og jeg har helt ærligt ikke de vilde holdninger til emnet bortset fra at jeg håber den får en ende og resulterer i et raskt barn. Til gengæld har jeg en lillebitte drøm om denne gang at få lov at opleve de der par tågede uger i sofahjørnet med et spædbarn ved brystet (eller flasken …) som jeg har hørt om men gik glip af sidst. Det går nok uden, men jeg gad godt prøve det.