Bæredygtig hverdag

Men ellers er jeg ret glad for at rejse med det offentlige …

Vi er på ferie. Ærø igen-igen. Vi hygger. Bader. Spiser is. Ser på færger. Kysser og har opdaget, eller måske i virkeligheden genopdaget, glæden ved at goofe rundt til høj musik hele familien. Jeg er ret sikker på vi har gjort det før, hvorfor mon vi holdt op?

I går aftes svømmede jeg lidt, alene, under en ferskenfarvet himmel der blendede horisontløst over i blikfarvet, ubevægeligt vand, og jeg er dybt taknemmelig for oplevelsen.

Turen herover var … mindre genial.

Min søn crashede gevaldigt på vej hjem fredag eftermiddag efter et par uger hvor rutinerne i børnehaven på godt og ondt har været brudt lidt op i sommervarmen. Min kæreste har jongleret fire menneskers opgaver den sidste måneds tid, mens han har skubbet private forpligtelser og halve planer (hækklipning, indkøbet af et par shorts, pakning …) foran sig indtil de lå i en helt uoverskuelig bunke der fredag eftermiddag, hvor der også var noget vaccine-sløjhed og en gammel men hårdnakket løbeskade ind over.

Jeg selv formåede at vride eftertrykkeligt om på foden på vej til gravidgymnastik torsdag og var herefter endnu mere sofa-bound end normalt. Hvis jeg skal være helt ærlig kunne jeg heller ikke helt overskue at skulle ud af den barselsboble, jeg har bøvlet lidt med at finde ind i.

Vi skulle nok bare have sat barren lavt og ædt noget takeaway. I stedet vrissede vi på uværdig vis og besluttede at gennemgå lørdagens rejseplan. Kun for at opdage at den var komplet urealistisk. Jeg ved simpelthen ikke hvad vi har tænkt. Mere vrissen førte til deciderede skænderier, en delvist søvnløs nat og en ny rejseplan hvor vi skulle træls tidligt afted.

Morgenen gik egentlig ok. Togturen ditto, indtil vi nåede Ringsted og skift til togbus. Hvem end der har udtænkt at x antal hundrede passagerer med sommerferieoppakning, spædbørn, bedstemødre og små hunde kan overføres fra tog til bus på fem minutter, har forregnet sig. Systemet med at man smider sin oppakning under en given bus for så at stille sig i kø i håb om at kunne få plads i denne bus i konstant bevidsthed om at man også kan blive bedt om at excavere sin baggage og prøve lykken ved næste bus, er unødigt konfliktoptrappende. Intet ved arrangementet virkede gennemtænkt fra et coronasmittesynspunkt.

I Korsør gentog gedemarkedet sig, bare omvendt.

Da vi sad i toget, tjekkede min kæreste rejseplanen igen, og opdagede at vores tog videre fra Odense var aflyst.

Hvad gør vi?, spurgte jeg. Går i blind panik, svarede han. Her følte en tilfældigt forbipasserende billetkontrollør sig så kaldet til at belære ham om at det *aldrig* kan betale sig at gå i panik. *Meget* bedre at se lyst på mulighederne og få det bedste ud af situationen. Jo tak. Jeg spurgte hende om hun kunne se nogen muligheder for at vi kunne nå vores færge i Svendbog, men det kunne hun nu ikke. Min kæreste så helt vild ud i øjnene mens han med de sidste rester af sin rationelle hjerne sammensatte en dobbeltplan: *Enten* kunne vi slå hundredemeterrekorden i sporskifte på Odense og nå færgen i Svendborg. *Ellers* kunne vi tage et tog tilbage til Nyborg, tage bussen til Svendborg og *så* forsøge os med hundrede meter hæk i retning af færgen.

Vi nåede det i Odense. Min kærestes løbeskade havde ikke godt af hverken terrænet, hastigheden eller at være nødt til at bære en fireårig tværs gennem stationen. Min ankel var på størrelse med en hamburgerryg. Til gengæld vaskede adrenalinet og den fælles had til hende den hellige billetdame de sidste rester af misstemning bort. Der var tid til kaffe i Svendborg. Vegetarretten på færgen var fritter, så det gav lissom sig selv. Sønnikke der havde taget alt i den stiveste af arme, insisterede på at sidde for sig selv i bussen til Søby, faldt ned af dette sæde og slog knæet noget så gevaldigt.

Så var vi fremme. Købte noget Dolmio. Hoppede i havet. Det virkede.

Kolonihaveliv

Om at se muligheder mellem skvalderkålen

Kolonihaven ligner noget der er løgn. Og her taler jeg ikke en gang om huset der stadig kun er nærved og næsten-sort, og stadig har en ydervæg dækket af presenning. Jeg har egentlig altid se lidt ned på folk der tyede til presenning (få dog tingene fixet!), men oh how the mighty have fallen! Sådan må det være mens det indledningsvis så medgørlige forsikringsselskab får tænkt færdig og verdens flinkeste tømrer langsomt mister tålmodigheden.

Næh, jeg taler om have-haven som virkelig ligner noget fra en senere sæson af The Walking Dead lige nu. Ukrudtet vokser knæhøjt, bede står halvtomme. Enten fordi de aldrig er blevet plantet til eller fordi det der en gang groede, er dødt og borte. Mine ellers nogenlunde gennemtænkte beplantningsplaner blev gemt og glemt i coronaperiodens uvished og afventen. De sidste par års ret ekstreme vejr kombineret med en nådesløs jordbund og en uforfærdet hær af snegle, har taget livet af meget af det allerede etablerede. 

At vende skuden nu vil kræve en jætteindsats, og en sådan er jeg ikke i stand til at yde lige nu, hvor min krop er gået i graviditetsstrejke. Der er ikke noget der kan tage toppen af trangen at omstikke komposten eller omlægge et bed som erkendelsen af det i så fald bliver det eneste jeg kommer til at foretage mig de næste tre dage.

Men ved I hvad, siden jeg havde min heureka-indsigt sidste sommer om at tænke på kolonihaven som et sommerhus, gør det faktisk ikke så meget. 

“Så sælger I vel?” var naboens første og eneste kommentar da hun opdagede at jeg var gravid, udtalt med en vis sortseerisk forventning. Måske var hun bare grebet af stemningen. Af de syv huse på stien er tre til salg – herunder hendes eget – og yderligere et er vist bare efterladt til at forfalde.

Jeg skal indrømme at jeg i løbet af vinteren overvejede om det ville give mere mening at sælge og få sig et rigtigt sommerhus. Og måske ville det faktisk give mening at *have* et sommerhus. Men at *anskaffe* et – altså sælge kolonien, spare sammen eller låne, researche områder og lægge rejseplaner, indrette sig på ny, fixe det der uvægerligt skal fixes – den proces gør ikke, set i lyset af at vi lige nu har noget der *næsten* er perfekt.

Så nu bruger vi de sparsomme kræfter på at få den skide pressening (!) væk og lader falde hvad ikke kan stå i haven. Det der kan stå (som i at det stadig lever når jeg er færdig med at være gravid og ude af de værste barselståger) kan vi nippe lidt af sammen med ungerne i pauserne mellem boldspil og vandplaskeri og søndagsbunker. Jeg tænker bærbuskene og frugttræerne, som efterhånden er vokset godt til, og et bed eller to med de absolut mest hårdføre af bladgrøntsagerne og krydderurterne. Min kæreste drømmer – viser det sig – om et drivhus med en vinranke og et cafésæt.

Næste skridt er at tegne en egentlig haveplan, sådan at de forskellige musekridt vi tager, kommer til at pege i den rigtige retning.

Søndagsbunke er for øvrigt min kærestes ord for det fænomen når hele familien falder i søvn eller noget der ligner midt i dyner og puder og kiksekrummer ud på eftermiddagen en planløs regnvejrssøndag. Det er skønt, og jeg nyder det meget mere nu hvor hvert minut ikke trækkes fra min hårdt spændte havetid.

Jeg går selvfølgelig stadig i haven, ti minutter hist og pist. Jeg gør det bare oftest i rækkehushaven i løbet af ugen. Fordi det, lettere kontraintuitivt, er meget lettere at finde tid i hverdagen end i weekender og ferier. Og fordi kroppen er meget mere medgørlig når det hele ikke skal gøres på en halve tid og på én gang.

Jeg skrev det her lørdag aften. Søndag var der så nye beboere i to af de handlede huse. Nye entusiastiske kolonister der ordnede have som gjaldt det livet og os gamle der alle sammen liiige måtte forbi og hilse på og sige velkommen. Det var helt festligt! Energien forplantede sig helt ind i plantesmilets have, hvor der både blev slået græs ryddet op i et par bede.

Min kæreste, der har et øje for forfaldsæstetik, agerede fotograf for et par uger siden 🙂

I øvrigt

I øvrigt #59

  • Har jeg haft sommerferie i et døgns tid. En sommerferie der kommer til at køre direkte over i noget barsel.
  • Har jeg det som en af de der racerbiler der er designet til at bryde sammen umiddelbart efter de krydser målstregen. Målstregen i det her billede værende en høj skrænt og racerbilen havende kørt det sidste stykke vej med speederen i bund mens føreren desperat trak i håndbremsen. Det jeg prøver at sige er at jeg er træt. Og lidt fucked up. Og lidt har glemt hvordan man sover.
  • Har jeg fedtet rundt i nogle store uoverskuelige projekter på arbejde det seneste halve års tid. Stærkt hæmmet af nedlukninger, genåbninger, samarbejder på tværs af alle tænkelige skel, og det faktum at jeg det meste af tiden ikke forstod en bønne. Jeg var godt i gang med at overlevere de magre resultater til en kollega, da han besluttede at gå på pension. Jeg har ikke turdet spørge om der var sammenhæng … Og det korte af det lange blev at en masse mennesker fik to uger til at ‘plukke min hjerne’ og komme i land efter bedste evne. Den gode nyhed er at vi dælme kom tæt på noget der ligner noget. Den dårlige at der ikke er meget tilbage at plukke på mit mentale kyllingeskrog.
  • Nåede jeg også lige et par uger tilbage på kontoret med den energi og det kammeratskab vi har der. Og kan næsten ikke bære at skulle undvære det allerede igen.
  • Kommer jeg ikke til at savne alle krumspringene for at få biblioteksbrugere til at holde afstand. Alt hvad vi har forsøgt af skiltning og plexiglas og strategisk parkerede bogvogne har været et stort nederlag til nudging- teorien, kan jeg oplyse.
  • Hader jeg at være dén. Den uvaccinerede-men-i-risikogruppe der er årsagen til at andre stadig skal tage hensyn. Hvilket de så i stor stil ikke gør. Hvilket jeg jo egentlig godt forstår.
  • Tager jeg min søn med til Jylland tidligt i morgen på et længe udsat bedsteforældrebesøg. Og det skal da nok blive godt, men lige nu føles det også ret meget som at tage en for holdet. Holdet værende bedsteforældrene, min søn og ikke mindst min kæreste, der har lagt et stramt men realistisk program der veksler mellem kulturindtag og ditto -produktion.
  • Installerede mine forældre, da de løb tør for køkkener og badeværelser at renovere og staldlænger at inddrage, bevægelsesfølsomt lys i det meste af huset. De synes det er praktisk. I min nuværende forvågede og nattepissende tilstand tænker jeg mest på det som at bo i en af de der mareridtsagtige moderne krimier hvor alt det vigtige sker i parkeringskældre og hvor lysstofrørene pludselig tænder og så finder de er lig.
  • Er min søn et … sært … sted. Han har skiftet stue i børnehaven til den ældste gruppe, hvilket går ret godt. De ser ham lidt bedre, synes jeg. Desuden har han taget et ordentligt ryk i retning af selvhjulpenhed, har fået en bedsteven, og er uendeligt tæt på at knække bogstavkoden. Bagsiden af medaljen? Han er ret … vred!
  • Er jeg til min egen store overraskelse blevet smittet af fodboldfeberen. Jeg er lidt rørt over at min kæreste, der ikke kan fordrage spillet og decideret afskyr kulturen omkring det, har tilbudt at putte på ‘min’ aften så jeg kan se kamp i aften.
  • Efterlader hele studentercirkusset mig til gengæld ret kold. Og jeg kan ikke lade være med at spekulere på hvor mange på hver vogn der i deres inderste indre ønsker sig langt væk …
Bæredygtig hverdag

Christiania-cykel med elmotor – spørgsmål og svar

Klassisk ladcykel med motor fra christiania bikes
Her har vi vidunderet: En Christiania El 8 gear med hydrauliske bremser og promovec elmotor

Vi har efterhånden haft vores Christiania-cykel med elmotor i et lille år og bliver mere og mere glade for den. Hvilket dels skyldes at vi bliver bedre og bedre til at tænke den ind i dagligdagens logistik. Dels at jeg bliver mere og mere tryg ved at køre på den. For nylig kørte jeg en lang tur med min søn, og kunne for første gang konstatere at jeg ikke en eneste gang følte et sug i maven i maven når cykelstien skrånede (det gør de, opdager man på en trehjulet!) eller tabte modet og ‘padlede’ med tåspidserne i et kompliceret kryds. Nu kører det sgu!

Min kæreste er aldrig blevet glad for at køre på ladcyklen. Han prøvede en enkelt gang i kolonihaven sidste efterår, drønede for fuld hjælpemotor og med sønnike i ladet ud på en hullet græsmark, tog et herresving i topfart, kom op på to hjul, undgik med nød og næppe at styrte – og konstaterede det ikke var noget for ham. Men han sætter pris på at vi nu kan tage på familietur med søn og madpakke i kassen, mor i de eldrevne pedaler og ham selv på den almindelige cykel ved siden af. Og han bruger også ladcyklen som en slags glorificeret trækvogn når vi skal hente noget tungt.

Jeg ved at rigtig mange har købt eller overvejer at købe ladcykel med elmotor i disse år. Man ser flere og flere på cykelstierne og jeg ved at ventetiderne er skudt helt gennem taget. Derfor vil jeg prøve at samle lidt op på mine erfaringer med Christiania-cykel med elmotor, til almindelig orientering 🙂

Christiania-cykel med elmotor – FAQ:

Hvordan er det at køre på ladcykel kontra almindelig cykel?

Meget anderledes! Også mere anderledes end jeg havde forestillet mig.

Den væsentligste forskel for mig var at en trehjulet cykel hælder til siden når underlaget gør. På en tohjulet vil man automatisk kompensere, så man holder sig lodret på lige stræk. I starten lammede følelsen af at vælte mig næsten når jeg kørte. Jeg blev helt hyperopmærksom på om cykelstien jeg kørte på, nu også var plan eller skrånede. Hvor vi bor har man mange steder ikke lavet ramper ud for indkørsler og sideveje. I stedet er cykelstien jævnet ud på tværs så den skråner mellem vejniveau og fortovsniveau. En skik jeg forbandede langt væk de første måneder!

Det der hjalp mig videre var en kombination af stædigt at øve korte ture så mange gange om ugen jeg overhovedet havde tid til – gerne med min søn der snakker så meget at der simpelthen ikke er tid til dødsangst. Desuden kiggede jeg bevidst på andre ladcykler i gadebilledet: Så de ud til at være ved at styrte? Nej. Så var jeg nok heller ikke … Og så vænnede jeg mig til at se langt frem når jeg kørte – ujævnheder ser bare mindre ud på den måde – og til gengæld lade være med at *tænke* for langt frem men tage tingene som de kom.

Den anden væsentlige forskel er når man drejer. På en tohjuler drejer man delvist ved at læne sig til den side man gerne vil dreje til. På en ladcykel drejer man ved at dreje ladet. Læner man, hvilket jeg virkeligt havde svært ved at lade være med i starten, får man følelsen af at vælte. Hvilket på ingen måde er det samme som rent faktisk at vælte, det har jeg endnu aldrig prøvet. Men nervepirrende ikke desto mindre!

Teknikken er at tage farten ret meget af i sving. Hvilket i starten føltes som et nederlag, men hey: man har gashåndtag til at speede op igen, der er virkelig intet tabt ved det. Når man så er nede i fart, holder man kroppen centreret og *flytter begge hænder til den side af styret, man vil dreje til*. Det er totalt kontraintuitivt. Men altså, vil du foretage et højresving på din ladcykel, flytter du venstre hånd over oven på højre. På den måde undgår du at komme ud og ‘hænge’ til venstre og potentielt få overbalance.

Læs om mine første erfaringer med ladcykel med motor her

Hvordan er en Christiania-cykel med elmotor at parkere og bugsere?

Forfærdelig! Ligeså graciøst jeg glider hen ad vej og sti, ligeså meget en elefant i en glasbutik er jeg, når jeg trækker. Den er tung, den fylder, den skal drejes i 47 små nøk. Man får virkelig trænet sit allermest undskyldende smil når man forsøger at få den møffet ind på en lidt for smal parkeringsplads foran Kvickly, mens halvdelen af Buddinges befolkning står og venter på at komme forbi.

Christiania-cyklen er (så vidt jeg husker) 87 cm bred. Jeg er endnu ikke stødt på en cykelsti der ikke var bred nok, heller ikke her i vejarbejdsland. Men skal da indrømme at jeg ofte har været i tvivl!

Undgå for Guds skyld at køre ind i din egen ankel, når du trækker. Jeg pulveriserede på det nærmeste min den højre, første gang jeg skulle buksere cyklen ind i haven.

Låse-showet er en saga helt for sig. Ladcykler bliver stjålet for et godt ord. Hvis ikke hele cyklen, så mindst bateriet. Har jeg hørt og læst, fx her. *Vores* er aldrig blevet stjålet, men det er sådan en statistik der er svær at bruge til noget. Måske kommer de slemme ladcykel-tyve ikke så meget i Buddinge og omegn, måske har vi været svineheldige, måske er en eller anden skurk ved at planlægge en bortførelse mens jeg skriver … Jeg ved det simpelthen ikke, og derfor er det virkelig svært at vide hvor paranoid man skal være.

I praksis står den låst i et aflåst skur herhjemme. På farten låser vi den, lænker den med en kædelås og tager nøglen ud af batteriet. Står det til min kæreste, tager vi batteriet med i butikker og på café. Men helt ærligt, det er tungt! Som sagt, der er 7, 9, 13 ikke sket noget endnu.

Hvordan bruger vi vores Christiania-cykel med elmotor i hverdagen?

Vi bruger mest ladcyklen til hyggeture og udflugter. I vinter – minus de måneder hvor kulden decideret arktisk, og hvor jeg desuden var nygravid – cyklede min søn og jeg en lang tur de fleste weekender til en sø eller skov efter eget valg og fik lidt vind i håret, mens farmand hyggede hjemme. Vi har også været afsted alle tre, hvor min kæreste så cykler ved siden af.

På en tæt andenplads kommer hverdagslogistik: Når min søn skal til lægen eller tandlægen, når jeg tager på planteskolen eller vi mangler noget fra Harald Nyborg. Her er det virkelig praktisk ikke at være afhængig af busser og gåben.

Vi bruger til gengæld ikke rigtigt cyklen til dagligvareindkøb. Bøvlet med at parkere overstiger fordelene, synes jeg.

Jeg har cyklet til kolonihaven et par gange, men mindre end jeg havde håbet. At *have* cyklen derude er genialt, fordi det åbner omegnen op på en ny måde. At *få* cyklen derud kræver lidt ruteplanlægning, som jeg ikke har helt på plads endnu. De der supercykelstier jeg havde troet ville være geniale, viser sig nemlig at være stressende og små-ubehagelige at køre på. Skovveje, stier gennem naturområder og ganske almindelige villaveje er meget mere behagelige. Så der skal zig zagges lidt, og det tager tid.

Jeg håber at få cyklen med til Ballerup til sommerferien i år, men vil lade den gravide mave afgøre om det bliver til noget 🙂

Christiania-cykel med elmotor
På vej hjem fra efterårsferie i kolonihaven

Er elmotoren nødvendig?

Nødvendigt og nødvendigt. Jeg er i hvert fald glad for den, og bruger den mere og mere. En Christiania-cykel med elmotor er *tung* – og vores light-model er vist endda en af de lettere modeller på ladcykelmarkedet. Jeg synes det hele glider allerbedst med assist-niveau 3 (det midsterste). Der kan jeg køre i almindeligt tempo uden at anstrenge mig og uden at det på nogen måde bliver vildt. Med almindeligt tempo mener jeg sjældent mere end 15-17 km/t. Alt over 20 km/t føles decideret halsbrækkende, synes jeg.

En ting jeg var længe om at se pointen i, men som jeg nu bruger meget, er gashåndtaget. Det er rart at kunne få røven hurtigt på gled i fx et kryds, uden at skulle okse for det.

Når det er sagt, så kører cyklen fint uden el. Jeg plejer at slå motoren fra hvis vi kører hyggetur i en park eller omkring en sø. Jeg slukker også motoren hvis vi skal dele sti med mange fodgængere fordi jeg bilder mig ind at det er mindre stressende for mine medtrafikanter på den måde.

Hvordan med børn i ladcyklen?

Foreløbig har vi jo kun et af slagsen. Han elsker til gengæld Christiania-cyklen og har udtalt at sædet i cykelkassen er hans yndlingssted i hele verden.

Han sidder fremadrettet, direkte på bænken og har to seler på: En hoftesele som der er lovkrav om, og en H-sele mest for at holde ham lidt i ro.

Vi har overvejet at få en kaleche på på et tidspunkt. Det vil gøre cyklen mere anvendelig om vinteren men vi har trukket den. Jeg kan godt lide at have så direkte kontakt med min søn, som jeg har nu. Vi snakker og peger og diskuterer de finere detaljer i færdselsloven. Det er så hyggeligt.

En god ting er at min søn ikke bliver køresyg i cyklen. Det gør han i bil og bus. Jeg tænker forskellen er at han ser lige frem, og måske hjælper al den friske luft også.

Jeg glæder mig til at køre med den nye baby også, men forestiller mig at vente i hvert fald seks måneder. Det kommer an på hvor sikkert barnet holder hovedet, men også hvor sensitivt det er over for sanseindtryk, tænker jeg. Til den tid skal vi have sat et godkendt babysæde ind og måske genoverveje at få en kaleche på.

Og så skal jeg da lige nævne at vores naboer sidste år holdt en uges sommerferie på forskellige nordsjællandske camingpladser som de kom rundt til i deres Babboe-ladcykel. Med to børn under fire. Der er jeg ikke helt endnu …

Er der andet I gerne vil vide? Og har I selv erfaringer med ladcykel?

På eventyr i elcykel
Musen og mor på nye eventyr
Bæredygtig hverdag

Om ophobede to do-lister og lommer af frihed

I går tog jeg fri og tog til Lyngby. Blev klippet, stylet, nusset, bespist og fik indhentet det enorme limonade-efterslæb jeg har følt det seneste halve år (Ja, det er en gravid-ting …). 

Det med håret var ved at være kritisk. Allerede inden nedlukningen (og vi taler den første af dem) havde jeg i en periode boycuttet frisørfaget, fordi Frisøren i Mit Liv var flyttet til Islands Brygge hvilket er en hvid plet på mit indre landkort. På det seneste er jeg i tilgift faldet ud af vanen med at rede hår hver dag, og da jeg prøvede at være den gode kunde og lige strigle manken igennem inden jeg tog hjemmefra, kunne det faktisk ikke helt lade sig gøre. Så.

Da det kom til stykket var det også bare virkelig dejligt at blive forkælet mens small talk af en dame der vist bedst kan beskrives som ‘boblende’. Håret blev også vældig fint.

Resten af dagen som også involverede en meget langsom men bestemt køn gåtur mellem Brede og Fuglevad, var et bevidst led i bestræbelserne på at få klemt lidt frihed ind gennem det lillebitte vindue mellem corona og barsel. Mærke ned i maven at ja, ting kan godt lade sig gøre.

En følelse der kan være lidt svær at finde tilbage til, synes jeg. Til dels fordi jeg stadig skal have ‘en pind i næsen’ hver gang jeg skal nogle steder. Til dels fordi min hjerne er gået i tidlig amme-mode og/eller forsinket nedlukningsdvale og/eller er svitset sammen af den enorme to do-liste der ligesom er blevet klemt op i en top af alt det der er blevet udsat og alt det der skal nås inden baby.

Min lænd har bare givet op. Det gør ikke ondt, jeg synes ikke selv jeg har lagt mig synderligt ud. Den nægter bare at løfte mine ben efter den første kilometer. Heller ikke dagen efter. 

Det er svært ikke at sammenligne med sidste jeg gik fra på barsel. Hvor desperat jeg var efter at stå af job-ræset i en periode. Hvordan jeg egentlig var lidt skuffet over ikke at have en eneste lille gene der kunnen berettige bare en enkelt dag på sofaen med en kop te og nogle Tanker om Livet.

Denne gang kommer jeg til at savne mine kolleger. Ræset (i den nedjusterede version jeg nu færdes i) savner jeg allerede. Jeg *har* drukket te på sofaen og på terrassen. Har tænkt over livet indtil tankerne nærmest døde ud igen.

I det hele taget synes jeg det er svært at give slip. Vi har – og det er en total kliché – benyttet de sidste halvandet år til at få snakket os frem til hvad vi vil med rækkehus og kolonihave og dertilhørende jordstykker. Hvad der skal laves for at vi når derhen. Nu nærmer vi os hastigt en dato hvor det meste enten skal være færdigt eller have lov at ligge, potentielt i et godt stykke tid. Det bekommer mig ikke.

Deadlinen for selv at lave det er overskredet. I hvert fald med mig som Ofelia. Det var en mindre god weekend da de der brædder kom hjem til kolonien og jeg gik løs på væggen med brækjernet, kun for at finde nedbrudte stolper og spor efter en imponerende mængde flora og fauna. Verdens flinkeste tømrer og et overraskende medgørligt forsikringsselskab tager den herfra. Men det var jo mig der skulle lave det! 

Vi er også nødt til at sortere i sommerens arrangementsprogram. Der på samme måde som to do-listen er endt med at være helt tyk og ophobet. Min søn og jeg når en tur til Jylland, kæresten gør ikke. Han har til gengæld besøgt sin far, det når vi ikke. Den mange gange udsatte weekend i min bror og svigerindes nye hus i Nykøbing Sjællands bliver muligvis ikke  til noget. Selv om det gør ondt. Vi *skal* have min søn ind og se det der dinosaurus-skellet, så må andet vente. I aften tager vi ud og spiser en pizza, bare fordi man kan. Sønnike har selv foreslået at vi skal til Bagsværd Sø en eftermiddag, så det skal vi da. I weekenden missede vi en håndfuld busser med vilje og blev bare hængende på en plads i Bagsværd hvor nogen havde sat en bænk og en sandkasse. Hentede kaffe. Det føltes som ferie.

Det er verdens største I-landsproblem, og vi kan sagtens hygge hjemme på græsplænen. Faktisk synes jeg vi er blevet rigtig gode til netop det på det seneste. Men han udvikler sig med stormskridt, min søn. Er blevet så meget mere robust. Interesserer sig for *alt*. Og lige meget hvor stor en hustyran han nogle gange er derhjemme (en ret stor en), er han altid den perfekte gentleman når vi er ude. En del af mig kan næsten ikke bære at vores egen lille barselsnedlukning så hurtigt efter den store nedlukning forhindrer lige netop *denne* version af ham i at opleve alle byens museer, svømmehaller og (vigtigst!) lokaltog.