Lidt af hvert

En snegl på vejen

Fredag aften, kolonien. Mine drenge sover, og jeg har sneget mig ud på terrassen med den sidste varme skurk dåseøl, som vi egentlig ville have delt. Den kommer til at ødelægge min nattesøvn, men er ofret værd.

En dræbersnegl er krøbet hen ved siden af min stol og har lagt sig til at sove, og i erkendelse af at jeg heller ikke selv er for køn, lader jeg den leve og sætter næsten pris på selskabet.

Det har været en drøj uge. Ikke mere ondskabsfuld end så mange andre, jeg spiller bare ikke mit bedste spil. Min ordnemuskel er syret til. Alle de der små driblinger der redder hverdagen, bliver til tåhylere helt ud i buskadset. Det er virkelig længe siden vi sidst kunne tage noget som helst på rutinen.

Så vi melder ferie og hente-bringetider ind til børnehaven. Finder fejlen og sender en rettelse. Og en til. Genbestiller en gave fordi Amazon på uforklarlig vis sendte den tilbage første gang. Ja, Amazon fordi nemhed og hast var eneste kriterier … Træffer lynhurtige beslutninger på arbejde og bruger otte timer en onsdag på at skrive mails der alle sammen starter med ‘Vi beklager …’.

Kiler endnu en runde ‘Musen bliver undersøgt for ting’ ind i et tætkomprimeret vagtskema og finder frem til at han på et senere tidspunkt skal undersøges igen. For ting. Der sandsynligvis ikke er nogenting.

Hænger i telefonkøer, eller rammer slet ikke telefontiden. Udfylder blanketter, altid lidt forkert. Modtager indkaldelser til længst aflyste hospitalsaftaler og må stykke handlingsforløb sammen fra poststempler og telefonsvarerbeskeder som var det den mindre kendte Agatha Christie-krimi, ‘Hvad sekretæren vidste?’

Men hvad så med den der cykel? Den motoriserede ladcykel der skulle løse vores logistikproblemer og sætte kulør på vores hverdag?

Den findes ikke. Den har aldrig fandtes. Jeg har savlet ned i tastaturet over den i måneder. Ladet den blive udsolgt og skrevet mig på liste til nye forsyninger. Sammenlignet priser og specifikationer. Set det lille skilt med ‘en på lager’ og spænet ind efter dankortet.

Det eneste problem: Jeg har drømt mig til to små bogstaver: el … Jeg modtog en ganske almindelig Christianiacykel, ganske som jeg havde bestilt. Coop har selvfølgelig fantastisk returpolitik, jeg fik endda medlemspoint for returfragten, hvilket jeg blev helt rørt over.

Men hold da kæft hvor blev jeg skuffet. Kæft hvor er jeg dum. Jeg mener, hvordan kan jeg betros noget som helst af alt det hurlumhej jeg lige har beskrevet, når jeg ikke kan læse indenad?!

Det er vist godt det snart er sommerferie. Jeg må hellere lige få min kæreste til at tjekke de der rejsepas, jeg nåede at købe …

Bæredygtig hverdag

Men hvad gør I så?! – Om at overleve i forstæderne uden bil

Sidste weekend var vi til en fest hvor en af mine grantanter også var. Og da det var længe siden sidst, sad vi lige og opdaterede hinanden på Livet og Hverdagen. På et tidspunkt gik det op for hende at vi var kommet til festen i bus, og konstaterede mere end spurgte at vi så var med i en af de der delebilordninger. Eller kørte motorcykel. ”Men hvad gør I så?” spurgte hun flere gange og med større og større tryk på *gør* da hun hørte at nej, det er vi faktisk ikke. Hvordan købte vi ind, kom på arbejde, kom til Jylland?

Svaret er ret simpelt. Vi går ud at handle. Tager S-toget på arbejde. Bussen ind til byen. Lyntoget til Jylland. Cyklen ud i det blå. Vi bor praktisk for det meste.

Det er sjældent vi får spørgsmålet så direkte og med chokket så tydeligt malet i ansigtet som fra min søde tante. Men det sker da. Et lidt fjernere familiemedlem blev ked af at vi kom så sjældent vestover for nogle år siden og satte en kraftig lobbykampagne ind for at vi skulle købe Bilen der ville Løse alle Problemer. Og vi kunne ikke trænge igennem med at de manglende besøg skyldes få arbejdsfrie weekender og mange familiemedlemmer i provinsen. Det er ren matematik og, ja, ret trist.

En kolonihavenabo nikkede bare vidende og grinede ”…ENDNU! …” da vi for et par år siden talte om løst og fast, og jeg fik sagt at vi ikke har bil.

Men vi har stadig ikke en bil. Fordi vi ikke har købt en bil. Behovet har aldrig været stort nok til at retfærdigøre udgiften, researchen, ansvarsfordelingen af hvem der tager den til syn og hvilken konto vinterdækkene skal komme fra. Vi har ikke truffet en bevidst beslutning om at være anderledes, er bare blevet det efterhånden som folk omkring os har truffet andre valg.

Og så er der alle de sekundære grunde. Klimaet, luftforureningen, den motion som traveturene automatisk lægger ind i hverdagen og de gode samtaler på togsæderne. Det faktum at vi begge er ukomfortable bilister og ingen af os gider bruge surt tjent fritid på noget så træls som rutinetimer. Den manglende lyst til at tabe ansigt over for førnævnte kolonihavenabo …

Min lidt ældre fætter som jeg var ludfattig studerende samtidig med for snart mange år siden, købte aldrig køkkenrulle ud fra det argument at når man har det, bruger man så meget af det. Jeg forestiller mig at det er lidt det samme med en bil: Når først Pandoras æske er åbnet, er det svært igen at pakke til en kolonihaveweekend i en rygsæk og nettet under klapvognen. Vi kan i hvert fald konstatere at selv om vi gang på gang forsøger at indføre læseaftener hjemme i rækkehuset, så sker det ikke ligesom ikke. I kolonihaven hvor fjernsyn ikke er en mulighed, læser vi den ene mursten efter den anden.

Der er også ulemper ved ikke at have bil. Vi køber mindre brugt end vi egentlig gerne ville, fordi det tit er for besværligt at afhente en løbecykel i et parcelhuskvarter i Glostrup. Vi handler rigtig meget i Kvickly og rigtig lidt i Netto, fordi der lige er den der ekstra kilometer at gå med poserne. Mit forbrug af hestemøg i haven beror på at min fætter, lillebror til ham med køkkenrullen, gider tage et læs med i bagagerummet #thestruggleisreal. Jeg ville ønske jeg var sådan en mor der trampede afsted på cykel med sønnike i barnesædet bagpå, men er aldrig blevet helt tryg ved det. Det lever vi med.

Men i forlængelse af lockdown har jeg haft en voldsom trang til at komme ud og omkring. Ikke et år til Asien, bare en aftentur til Lille Hareskov. Begrænsninger der før har føltes ligegyldige har pludselig været kvælende. Så nu har jeg bestilt en el-ladcykel. Den kommer på mandag. Mere spontant end jeg egentlig går ind for. Jeg forestiller mig den bliver praktisk at have. Og sjov. Det kan også være den kommer til at samle støv, og så må jeg jo tage den minimalistiske konsekvens af det. Jeg glæder mig til at prøve den af 🙂

Følge Plantesmilet på facebook.com/plantesmilet

Lidt af hvert

I øvrigt #42:

  • Er jeg overbevist om at det er den samme dame der har indtalt telefonsvarerbeskeden på Herlev Hospital og den der app med bækkenbundsøvelser.
  • Har jeg nærmest desperat lyst til at købe en af de der motoriserede Christianiacykler. Jeg har en ide om at det vil kunne lette de der ture der er lidt for lange til gåben og lidt for korte til at det giver mening at regne busforbindelserne ud. Giver det mening, eller er det Corona-kulleren der taler? Hvad siger I?
  • Er min personlige definition på ’for langt til gåben’ alt hvad der ligger på den anden side af Buddinge-rundkørslen. Og det er immervæk en stor del af denne verdens herligheder der gør det.
  • Har corona-kulleren i kombination med det gode vejr givet mig en helt enorm trang til at smide alt, rejse ud, bare *gøre* det. Tage til fx … Køge. Jeg ved ikke selv helt hvordan den destination hoppede ind i mit hoved, men siden den gjorde det for et par uger siden, har jeg været hooked. Jeg har aldrig været der, men jeg forestiller mig de har kaffe latte.
  • Har min søn smidt sutten. For to uger siden opdagede vi at han havde bidt den halvt i stykker. Selv om vi fandt en gammel en i skuffen han kunne få, sørgede han så dybt som skulle hans hjerte briste. Dagen efter læste vi Farvel sut sagde krokodillebarnet for ham. Snakkede om at den lille nye kusine kunne arve den (Ikke i virkeligheden, bare rolig!), nævnte muligheden af en gave. Han stirrede ud i luften i ti minutter, alle følelser gled over hans ansigt. Til sidst spurgte han om gaven kunne være en brandbil, og så har han ikke brugt sut siden. Efter en uge havde han dog en omgang sorg mere, ud af det blå, og han begyndte at spørge om hvor sutten egentlig var henne … Så vi inviterede nogle mennesker (kusinen kunne så ikke komme, men min anden bror tog sutten med til hende, ahem …), sutten blev overgivet, brandbilen pakket ud, kage spist. Og det var så det. Vi er lidt stolte.
  • Har min søn også fået stor dreng-seng. Han er pavestolt og insisterer – stædigt og på tredje uge – på at de skal stå på ude på gulvet, på skrå, så man ikke kan komme til kommoden og hylderne. Jeg græmmes.
  • Har jeg på utallige opfordringer (alle sammen fra min kæreste, men stadig …) lavet en facebookside til bloggen. Igen. Den gamle blev offer for facebooks vrede, da jeg selv midlertidigt hoppede af. Da jeg kom krybende tilbage efter et halvt års tid, havde plantesmilet-på-facebook et reach på lige præcis en: mig. Den nye side hedder det samme som den gamle: facebook.com/plantesmilet og har foreløbig en følgerskare på en: min kæreste …
Lidt af hvert

Jeg hedder Kirstine, og jeg synes ikke Lille Sorte Sambo er hyggelig

Jeg lagde ikke en sort rude på Instagram i tirsdags. Fordi jeg ikke ville forstyrre de af mine følgere der bare gerne vil se billeder fra haven og bestyrte de slægtninge der (forgæves) følger med for at se et godt snapshot af min søn. Fordi jeg ikke ville være demonstrativ. Ødelægge den gode stemning. Fordi jeg ville have skammet mig, hvis jeg havde gjort det.

Jeg ignorerer i det store hele også de invitationer til demonstrationer, jeg får tilsendt på Facebook. Sender måske penge. Venter et par dage og skriver til afsenderen i stedet om vi ikke snart skal finde tid til en kop kaffe. Så skal jeg ikke tage stilling. Risikere at stå på mål for et synspunkt der måske ad åre vil kunne modbevises eller have en indbygget slagside eller blind plet.

Faktisk har jeg vist ikke deltaget i en demonstration siden gymnasiet da elevrådet i protest mod en forhøjelse af klassekvotienten aflyste undervisningen for at ‘se hvor mange elever der kan klemmes ind i et klasselokale’. Temmelig mange, viste det sig. Flere end vi var mødt op til eventet i hvert fald. Der skammede jeg mig også. Så intenst at jeg stadig kan mærke det i maven, så intenst at jeg ikke kunne se lærerne i øjnene i lang, lang tid. Lærerne som sikkert syntes det var meget sødt og en øvelse i demokrati, tænker jeg nu.

Når Lille Sorte Sambo endnu engang bliver givet til et lille barn i min brede omgangskreds eller historien om at den udgave af Halfdan Rasmussen hvor elefanten får en rigtig negerdukkedreng sælger bedst, får en tur til i manegen, smiler jeg bare anstrengt.

Det er ikke fordi jeg ikke har holdninger. Jeg er venstreorienteret, feminist, klimatosse, humanist. Jeg kan mærke min personlige moral noget så tydeligt i enrum. Jeg vogter bare holdningerne så godt som var de en for tidligt sået udplantningsplante, der ville sygne hen og dø, hvis den kom ud i solen hvor folk kunne se den.

I morges i s-toget hørte jeg dagens afsnit af The Daily-podcasten der rapporterede fra protesterne i USA. Og kom til at græde. Over at verden er sådan og over intet at gøre.

Så besluttede jeg at jeg fremover vil sige at jeg ikke synes Lille Sorte Sambo er hyggelig. Og spørge min bordherre hvorfor han egentlig synes den er.

Bæredygtig hverdag

Kavaleriet kommer

I morgen klokken otte kommer et bundt håndværkere og fjerner resten af Det Store Skur.

Som jeg har antydet, har den sidste lille måned været lidt svær med uvished og logistik bøvl. Min erklæring sidst om at den sidste nedrivning ville blive en smal sag, holdt heller ikke stik. #hybris

Men, for lige at tage tingene lidt i række følg, har vi:

  • Flyttet barnevognen, paraplyklapvognen og de ekstra opbevaringskasser på loftet
  • Sat den store klapvogn ned i kælderskakten
  • Sat græstrimmer og hækkeklipper ned i kælderen
  • Undersøgt hvad der *er* under det gulv. Gulvet i skuret er nemlig linoleum, hvilket i sig selv er lidt sært. Vel at mærke på hængekøjemåden hvor der ikke rigtig er noget under flere steder. Det har altid undret og helt ærligt skræmt mig, hvad der er dernede. Hul? Det tyder ikke helt godt vel?! Der viste sig at være spånplade, gennemfugtet til savsmuldstadiet, herunder isolering, herunder leca-nødder. Også gennemfugtet. Shit en konstruktion altså!
  • ‘Lige’ villet løsne et bræt for at anslå tidsforbrug. Og brugt en time på det ene bræt, fordi det var skruet i og skruerne fedtet ind i gammel maling. Alle skruer skulle altså flådes gennem træet, hvilket vist er nedrivningsudgaven af en sædefødsel. Og taget ALT for lang tid.
  • Ændret strategi, og løsnet en hel sektion. Og følt mig pænt snild imens. Skuret er konstrueret med lodrette stålspær, vandrette lægter boltet (? – altså med møtrikker …) fast og så brædder slået på lægterne. SÅ JEG LØSNEDE DA BARE BOLTENE. Smart, ik? Indtil væggen lå der som en stranden bardehval. Jeg plejer at bære tre brædder ad gangen. Her var 30 … Ups. Første pind i min motivations ligkiste var faktisk erkendelsen af hvor dum jeg var lige der.
  • Næste pind var en håndværker med blå øjne og en behagelig jysk tone. En aften bankede en nabo nemlig på. Nogle andre, mindre behagelige, håndværkere havde fjernet hendes skorsten og var skreddet uden at bygge den igen. Nu havde hun kaldt nogle gammelkendte gutter ind, de skulle bruge en lift, liften skulle stå hvor vores carport var. Og da de kunne se den var delvist pillet ned, ville de gerne pille resten af carporten ned. Gratis. Det tog tyve minutter en solskinsmorgen hvor syrenerne sprang ud og der også lige kom en hjerteløber forbi og lånte en cykel, så hun kunne redde liv.
  • Og så fik jeg målet i sigte. Det lyder som en god ting, men i virkelig langvarige projekter er det min erfaring at det er ødelæggende. Processen, selve aktiviteten skal være nok. Nu blev det at fjerne en blændet dør (skummet fast, hvorfor?!) eller skrue de der underlige rør ned fra væggen (bare hvorfor) bump på en allerede uendelig vej i stedet for en interessant udfordring eller en fin nok måde at bruge en halv time. Og så er det altså tungt.
  • Haft mine forældre på besøg for første gang siden you know what, og faktisk nået rigtig langt alligevel.
  • Haft nærstress over hele genåbningssituationen og fået nummeret til de der behagelige håndværkere, så de kan ordne resten. I erkendelse af at vi ikke kan tumle stålspær og to rummeter leca (eller hvor meget der er), og når det ikke er hyggeligt længere, er det et meget godt sted at lukke et projekt i en tid med lidt for mange verserende sager.
  • Men hey, jeg er stadig stolt over at være nået så langt. Og 99% af vejen har det været skideskægt 😉

Læs hele sagaen om de tre skure og den ulovlige carport her

Klar til at rive skur ned
Klar til at tackle Det Store Skur
Gulv-arkæologi. Vi finder linoleum, spånplade, rockwool og leca …
Så smart og dog so u-smart!
Og cirka så langt kom vi på egen hånd