Bæredygtig hverdag

Om postomdeling, barselsliv og de rent og skært nødvendige haveredskaber

I går sad jeg og kiggede på indersiden af hoveddøren 90% af tiden. Det kan godt lade sig gøre, vi har en åben planløsning i stueetagen … De sidste 10% fordelte jeg mellem hastig og indendørs putning af baby og hastige tisseture for åben toiletdør. Jeg ventede nemlig på en pakke, der aldrig kom. En pakke som jeg allerede havde betalt for at få genudbragt efter en misforståelse. En pakke jeg sværger på, postbudet ikke forsøgte at levere! Sidst på dagen var jeg i en tilstand af så spruttende raseri at min stakkels kæreste, der kom sent hjem fra arbejde, straks sendte mig ud på en lang og terapeutisk cykeltur*.

Hvis der er noget det her barselsliv har lært mig, er det nemlig, at jeg kan glemme at spise, jeg kan undvære bad i dagevis uden at savne det (!), jeg kan droppe væsentlige dele af min nattesøvn – men jeg kan fuck fandme sørme ikke klare mig uden at komme udendørs hver dag!!!

Men hvad er der i pakken, som nu (igen!) ligger på posthuset og afventer at

A) min kæreste får superkræfter

B) vi låner naboens trillebør

C) vi bestiller en taxa til at fragte den de 300 meter?

Jo, pakken indeholder de rent og skært nødvendige haveredskaber til nødtørftig pasning af rækkehushave: en plæneklipper og en kompostbeholder!** (Derudover har vi en planteske, løvrive og spade kan købes i Kvickly, og naboen donerede pludseligt en aflagt hækklipper).

Plæneklipperen skal holde græsplænen på et niveau af pænhed hvor naboerne ikke ligefrem klager***, og komposten – tja, det viser sig at kompostering er så indgroet en vane hos både min kæreste og jeg at vi i de sidste mange måneder pænt har puttet grøntsagsskralder og kaffefiltre i en skål på køkkenbordet. For så at smide det hele ud, når det begyndte at lugte træls**** …

Nu glæder jeg mig bare til at få styr på dette lille men umanerligt trælse logistiske problem – og hvis vejret så også ville blive lidt bedre, bliver jeg glad. Tak.

*Mens jeg skrev dette, lagde Zainab fra kundeservice en telefonsvarerbesked om at jeg kunne få pengene tilbage for genudbringningen sammen med en stor undskyldning. Så nu er jeg næsten ikke sur mere.

**Vi overvejede længe at bestille en trillebør med. Det kunne have været kønt – så kunne vi få udleveret pakken med trillebøren, samle den foran postudleveringen og SÅ bede om de andre pakker. Som et statement over deres udbringningsservice!

***Opmærksomme læsere vil spørge: “Har I så slet ikke slået græs siden I flyttede ind?. I august”. Nope. Det har vi ikke.

****Endnu mere opmærksomme læsere vil huske, at ormekomposten kom med fra lejligheden. Meeen, så gik der baby og indretning (og dræbersnegle!) i den, og projektet har sejlet lidt siden. Ormene hygger sig dog i en stor sæk i skuret til min kærestes græmmelse.

Opdatering: Kompostbeholderen og plæneklipperen er nu i hus. En ven kom og slæbte. Førstnævnte er dog blevet lettere ødelagt under fragten (!) så i næste uge tager vi en runde til med kundeservice og genindbringning. Suk. 

Du kan følge Plantesmilet på bloglovin, facebook og instagram

Læs også

3 Comments

  • Reply
    Tina
    4. maj 2017 at 22:27

    Tisse foran åben dør…. tisk… fnis
    Uhh husker alt for godt alt det man SÅ gerne ville lave udenfor, men børn, hus og arbejde kom i første række. Er nu i en alder hvor 2 ud af 3 børn er flyttet hjemmefra. Det giver fornyet energi 🙂

    • Reply
      Plantesmilet
      5. maj 2017 at 8:45

      Tja, nogle gange må anstændigheden vige for, øh, postvæsnet. Og tillykke med den nyfundne frihed 🙂

  • Reply
    Skal, skal ikke ... - Plantesmilet
    26. august 2017 at 10:21

    […] jeg ringe ind og brokke mig over for anden gang at have fået leveret* en kompostbeholder hvor plastikken er delvist […]

Leave a Reply