Kolonihaveliv

Væk med hæk, tak!

Hen over årene er jeg kommet til at føle det samme for vores hæk i bunden af kolonihaven, som Cato den Ældre følte for Kathago: Jeg mener, apropos alt muligt andet, at den i den perfekte verden burde væk.

Hækken fra helvede

Hvorfor vil jeg af med snebærhækken? Fordi den er en dårlig hæk. Den er alt, alt for bred til at kunne klippes på en forsvarlig måde. Når man prøver alligevel, sender den fangarme af brombærranker ud efter én. Skulle det mod forventning lykkes at overleve det angreb og få hækken klippet til, slasker de overlevende snebærgrene bare udad, så den snart er lige så bred som før klipning. Til gengæld bliver den stort set gennemsigtig, fordi den kun har blade på de yderste få centimeter plante – resten er tørre pinde. Hvoraf de fleste forøvrigt stendøde. Og den lader sig ikke formilde til at sætte friske skud post-klipning. Næh-nej. Har man klippet den, står den nøgen indtil næste forår. Her tager den så til gengæld revanche ved at sende en hær af rodskud ud, så den kan blive endnu bredere. Det er noget juks med den hæk!

Næstbedst er også en slags bedst

Jeg har gået og mugget over den onde hæk længe i et halvhjertet forsøg på at få overbevist min kæreste og ikke mindst mig selv til at gøre noget. Men. En ny hæk er dyr, den tager tid om at gro til (og i løbet af den tid vil hele foreningen kunne se os tage bad …), og hvad med den gamle hæk? En nabo oplyste os om at en mand længere nede ad stien gravede en lignende elendighed op med rode to år. Formålet med oplysningen var vist at overbevise os om, at det burde to unge mennesker som os også kunne klare – men virkningen var nærmest den modsatte.

I stedet har jeg været i gang med fukssvans og beskærersaks og simpelthen savet de yderste snebærstammer af, så hækken nu er nærmere halvanden end tre meter bred. Samtidig har jeg fjernet brombærrankerne og de værste døde kæppe. Det har taget noget tid og været lidt hårdt – men altså ikke mere end måske fem timer henover et par måneder og ikke hårdere end jeg sagtens har kunnet klare det selv.

Hækken er stadig grim, den er mere afpillet end nogensinde, og den pønser helt sikkert på at vokse tilbage til fuld udbredelse igen så hurtigt som muligt – men med lidt overbærenhed og flittig brug af trimmeren, tror jeg godt jeg kan leve med den et stykke tid nu!

Du kan følge Plantesmilet på bloglovin, facebook og instagram

Læs også

No Comments

    Leave a Reply