Kolonihaveliv

Lige den weekend vi havde brug for

Min søn spiser solbær fra kolonihavenJeg var sørme overskudsagtig den der første uge efter sommerferien! Nu er jeg nede på et mere normalt niveau efter en lille måned med arbejde alle mand til pumperne-style, fordi vi stadig er ferieunderbemandede, lørdagsarbejde for den ene, den anden eller os begge og hoste, hoste og mere hoste. For en gangs skyld ikke Musens, men min. Nøj, jeg er træt i hele kroppen af at lave min sælhundeimmitation fra klokken fire-fem om morgenen og frem. Og ja, er blevet tjekket og det er måske noget astma. Ak.

Nå, men denne weekend havde vi rent faktisk fri begge to, begge dage for første og eneste gang i et lidt for langt stykke tid. Vi lagde ud med at forsøge os med byliv i Buddinge, tog et tog tidligere hjem og drømte om kaffe og kage ‘ude’. Den eneste kop kaffe i gåafstand havde dog lukket, og vi endte med en træstamme fra Kvickly og en lynhurtig stempelkande i sofaen, inden vi smed lidt tøj i en taske, hentede Musen og tog i haven, hvor det gik op for os, at vores kaffe-stunt havde gjort at der ikke var købt ind. Heldigvis kunne Hedegaardscentret ret hurtigt hjælpe os til bøffer og burgerboller.

Og SÅ var det weekend. Sådan rigtigt! Jeg har altid ment at morgentimerne i sensommeren med våde edderkoppespind og mættede farver og haveprojekter, der først behøver være færdige næste år, og de sidste bær og de første fugletræk – det er det bedste i verden. Nu ved jeg, at det kun bliver endnu smukkere af en næsten toårig med buttede bare arme og alt for store regnbukser, der oplever det hele for første gang. Arhmen altså, jeg er ikke den rørstrømske type, men lørdag morgen var jeg tæt på at måtte tørre et par tårer væk med hænder, der var møgbeskidte, fordi den lille smuksak havde for travlt med sit eget mudderprojekt til at have noget imod, at jeg lige gravede ud til en lille terrasse, indimellem at plukke solbær til ham …

Søndag morgen, da jeg egentlig havde lov at sove længe, men hostede for meget til at det kunne lade sig gøre (pis!), tog vi bussen til den lokale forlystelsespark for små børn og økologer, aka Lottenborg Have. Hvis I ikke kender den, så er det en planteskole med fokus på økologiske og bæredygtige produkter og et bredt udvalg af flerårige grøntsager, som har en naturlegeplads ude bagved, høns der må fodres og en åben køkkenhave, hvor børn gerne må løbe på gangene. Altså, hvis ikke det her sted fandtes, var jeg nødt til at opfinde det!

Og nu er det mandag, jeg skal arbejde aften, på onsdag viser det sig om jeg har det der astma eller bare virussen fra helvede, og så tager jeg lige en vagt på lørdag også. Men det går nok 🙂

Du kan følge Plantesmilet på bloglovin, facebook og instagram

Læs også

No Comments

    Leave a Reply