Kolonihaveliv

Om friheden til at skovle jord

“Trænger du egentlig ikke snart til en dag, hvor du kan gøre lige hvad du vil?” spurgte min kæreste fornylig, og som så ofte før havde han ret. Det sidste stykke tid har jeg på skift været på arbejde og nusset rundt med Musen – og der er så lidt i vejen med begge dele, at jeg helt har glemt at jeg også godt gad noget andet. En kedsomhed så latent at jeg dårligt nok selv ved, hvorfor jeg bliver herresur over at fx en fodtur til Søborg Torv går i vasken.

Så er det godt at manden i mit liv kan gennemskue mig!

Derfor har jeg denne eftermiddag og aften lavet det jeg havde allermest lyst til: Jeg har malet et vindue (tre lag, sgu!), ryddet en gordisk sammenfiltring af skvalderkålsrødder og flyttet et par tons jord fra det, der gerne skal blive et blåbærbed. Jeg har ikke sagt et ord til nogen, smidt bukserne når der var risiko for malerklatter, nydt varmen og det gyldne sensommerlys, nydt at knokle i mit eget tempo og uden at passe spisetiderne, taget iskoldt bad og med en vis sandsynlighed fucket min ryg fuldstændigt op.

Ikke så meget for at sætte hakkerne på to do-listen (men også lidt derfor), som for processen og glæden ved at blive fysisk træt. Og for følelsen af at mine planer faktisk kan realiseres. Af mig. En trillebørfuld jord ad gangen.

Du kan følge Plantesmilet på bloglovin, facebook og instagram

Læs også

No Comments

    Leave a Reply