Bæredygtig hverdag

Buddinge Blues

Jeg har fri i dag. Har lukket en enormt flink skorstensfejer ind og ud igen. Senere kommer en veninde forbi med sin datter. Lige før sad jeg i bagende sol på terrassen og spiste frokost, som for en stor dels vedkommende var plukket på samme terrasse. Alt er vel, og så alligevel ikke.

Her efter to år og et par måneder har jeg nemlig stadig et sært stedmoderligt forhold til det der rækkehus. Stedmoderligt som i at jeg tolererer det så længe det opfører sig pænt og ikke gør væsen af sig – og bliver stiktosset og helt ærligt småurimelig så snart det bøvler. Fx når en håndværker skal lukkes ind på et ubekvemt tidspunkt, når der ikke findes babygitre på markedet brede nok til vores trapper, når barnet i sine separationsangste perioder når at vokse en tøjstørrelse inden vasketøjet har fuldendt rundrejsen fra pulepladsen (1. sal), over vaskemaskinen (kælderen), sammenfoldning (oftest stuen) til kommoden (1. sal igen). Når der står tre grimme skure på grunden, og de alle tre har hul i taget.

Egentlig bor vi jo godt her, vi har en hverdag der fungerer, gode naboer. Jeg kan sagtens se at huset er fint som det og kan blive decideret smukt, hvis man gav det lidt kærlighed. Og at der ingen ulykke sker ved at den kærlighed først falder om et par år.

Det er bare …. Tja ..!

Egentlig tror jeg at følelsen af undervældethed stammer fra flytteprocessen. Da vi havde boet her ca et år, fandt jeg gamle kalendere frem og rekonstruerede, hvad fanden der egentlig foregik. Tidslinjen forsvandt vist med min gamle iPad. Men som jeg husker det var der ikke en eneste dag i en hel måned uden ejendomsmægler, fremvisning (hos os), fremvisning (for os), advokat, bank, byggesagkyndige, flyttefolk …

Samtidig var jeg jo gravid, havde et job hvor jeg var eneansvarlig for hvad jeg nu var ansvarlig for, og det var også vigtigt for os at nå at more os lidt med koncerter og den slags mens vi stadig havde muligheden. I hvert fald solgte jeg min lejlighed pr telefon siddende på lokum på en café med strakte ben, fordi døren ikke kunne låse og nogen ville ind, mens min kæreste desperat prøvede at ringe mig op, fordi han stod i kø til Springsteen med nogle af vores venner, og jeg havde billetterne. Jeg ankom til eller hastede fra alle mine jordemoderaftaler i taxa og spurt, fordi det altid faldt sammen med et uaflyseligt møde eller noget der skulle underskrives. Jeg burde måske have lavet en aftale med mit arbejde, men det gjorde man ligesom ikke der på stedet. Jeg burde have aflyst flere af vores planer, men billetterne var jo købt hele og halve år i forvejen, og jeg havde ligesom ikke åndsnærværelse til blive hjemme. Måske burde jeg have talt med en læge, men ellers havde jeg jo en drømmegraviditet.

Som det var, tog vi afsted til festival dagen efter vi flyttede ind, hvilket er det eneste punkt i processen, vi kan blive sådan rigtigt uenige om. Min kæreste kan stadig udbryde at dét var en god idé, og lige hvad vi havde brug for, mens jeg kan få helt ondt i maven ved at tænke på hvor forkert det føltes at rejse fra alt det der var tømt ud af kasserne men ikke ret meget mere. Jeg hulkede hele vejen i toget til Sønderjylland, og ville virkelig ønske jeg havde tænkt klart nok til bare at blive hjemme en dag mere – eventuelt med en veninde – og nusset mig lidt på plads.

Nogle gange føles det som om at det tynde lag af permarod, der nok er uundgåeligt i en børnefamilie på en eller anden skæbnesvanger måde stammer fra de bunker vi efterlod den dag.

Det eneste vi aldrig gjorde var at tage beslutningen om at det er sådan her vi vil bo. Altså sådan med ceremoniel og våde øjne og vi skal da vist ud at spise i aften. Det blev Buddinge fordi de der store lejligheder på Nørrebro og villalejligheder i Brønshøj bare ikke rigtigt fandtes til en pris vi ville betale (eller i det hele taget), og så kunne man jo kigge længere ude i Nordvest, og hvorfor så ikke på den anden side af Mosen, hvor skatten er lavere og pendlertiden kortere?

Ræsonnementet var og er slet ikke forkert, det foregik bare over så kort tid at det slet ikke nåede ud af hovedet og ned i hjertet.

Det lyder måske som om min kæreste og jeg ser helt forskelligt på sagen, men jeg tror egentlig højst der er tale om en gradsforskel. En dag gik vi og talte om hvor fedt det bare er med den der stribe butikker i Buddinge. Der er en Matas og alt muligt! Og så kiggede vi på hinanden og skreg af grin, og som min kæreste sagde ”Når vi engang er flyttet, kommer vi aldrig tilbage hertil igen!”.

Forskellen er nok bare, at han ikke var hormonramt, at han havde lidt mindre identitet investeret i at bo på Nørrebro (jeg havde en fast formulering til jobsamtaler og familiefester om at det som konventionelt menneske var befriende at bo blandt så mange alternative typer). Og så har jeg altid været den handy af os to og kommer til overflod familie af lutter hanymænd og -kvinder, og nolge gange kan jeg blive ramt af en sær dårlig samvittighed over ikke at have kastet mig ud i renovering og indretning. For det gør man jo, når man sådan køber hus – hvad skulle man ellers snakke om til familiefesterne?

Og så blev jeg bare ret hårdt ramt af stilheden da jeg gik på barsel og havde al tid i verden til at gå ture i et område blottet for alternative typer, og små-indrette uden at føle jeg rigtig kom i bund med noget.

Hvis en veninde fyrede denne svada af, ville jeg nok spørge, om hun var sikker på der ikke var lidt fødselsdepri ind over? Sådan tidslinjen taget i betragtning. Men altså, for så vidt som jeg har indblik i mit eget sinds krigelkroge, har baby-delen af omvæltningerne føltes mere ligetil og udfordrende-men-på-den-gode-måde. Sært nok.

Det første års tid var jeg villig til at sætte huset på markedet og flytte tilbage på den rigtige siden af Utterslev igen. Min svigerfar solgte sidste år parcelhuset flyttede i et praktisk lille nybygget rækkehus, var ved at blive sindssyg, opsagde rækkehuset og lejede et parcelhus ved siden af det gamle. Resten af familie (og banken!) er i oprør, men altså, når nu han var sikker på at have lavet en fejl. Når jeg ikke foreslår at vi laver samme stunt, skyldes det, at jeg ikke er sikker på vi tog fejl.

Resultatet, vores hverdag, er jo fin. Og jeg har det, sådan generelt, ret indforstået med at livet indebærer en lang række pramtatiske løsninger. Og at vores lille rækkehus i Buddinge helt klart ligger i den behagelige ende af en pragmatisk løsning at være. Især sådan en dag hvor solen bager ind på terrassen og rønnebærtræerne ude på vejen matcher husene helt perfekt. Hjertet har bare haft lidt svært ved at indhente mig.

Du kan følge Plantesmilet på bloglovin, facebook og instagram

Læs også

No Comments

    Leave a Reply