Havebrug og selvforsyning

To kluk og not to kluk – fem overvejelser inden du får høns i baghaven

Overvejelser inden man får høns i baghavenDet skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg virkelig godt kunne tænke mig et par høns i baghaven. Jeg har altid haft et svagt punkt for de filosofisk udseende små klukkere, og finder synet af en flok skrabende høns lige så afstressende som et roligt bølgende hav eller et brusende tag af trækroner. De hyggelige! Og så er der fordelene med gratis æg, mindre madspild og spiste dræbersnegleæg.

Men, men, men. Der er også en række tungtvejende grunde til at vi indtil videre undværer høns i baghaven.

Ingen kender dagen

Høns er levende væsener, som man påtager sig ansvaret for langt ud i fremtiden. Min barndoms høne Gokke skrabede sig igennem i 14 år … Og når man påtager sig den slags ansvar, skylder man sig selv og dyrene at have et nogenlunde overblik over sin fremtid. For os handler det om at vi stadig har et blebarn og diverse ting der burde gøres ved boligen. Andre ved måske ikke helt hvor de skal arbejde i fremtiden, om de skal rejse, læse, flytte eller noget helt andet. Hvis ens overskud og prioriteter ændrer sig hurtigt i en periode, kan det hurtigt ende med dårlig samvittighed og halvforsømte dyr. Jeg har det stadig ret dårligt over de akvariefisk jeg købte fordi jeg savnede at have en køkkenhave. Og så fik jeg en køkkenhave …

Høns spiser også i sommerferien

Selv hvis ens tilværelse har fundet sin blivende gænge, og man har alverdens overskud – så bliver det alligevel feriesæson. Høns er ikke specielt krævende dyr, men de skal trods alt altid have adgang til foder, rent vand og tilses med få dages mellemrum, for at tjekke om de er sunde og raske. Og det skal man kunne organisere sig ud af enten at gøre selv eller få nogen andre til, også i sommerferien, i kolonihavesæsonen, til juls osv.

Hvem har brug for endnu en tur i Silvan?

Et hønsehus skal bygges ordentligt. Dels fordi høns ikke har godt af fugt og træk, dels fordi ræve og rotter skal holdes effektivt ude, hvis ikke det skal ende i blodbad og ærgrelser.

Et hønsehus er måske ikke en uoverkommelig entreprenøropgave, men jeg har i hvert fald ikke brug for flere Silvan-ture lige nu 🙂

Hvad vil folk dog ikke sige?

Utroligt nok findes der folk, som ikke synes at høns er det fedeste. Dels er det en god ide lige at tage naboerne i ed. Dels bør man tjekke (altså google) sin kommunes holdning til fjerkræ – det kan variere en del. Den kommune jeg bor i, er for eksempel brændede fortaler for høns, den hvor jeg arbejder er diskret imod, og den hvor vi har kolonihave, er okay med høns men har af en eller anden grund forbud mod ænder.

Hvis du ender med at få høns i baghaven, kan du jo være med til at vende omverdenens holdning til det mere positive ved at rottesikre grundigt, muge ud så tit at intet kan lugtes, holde en eventuel hane indendørs indtil folk er stået op. Og så selvfølgelig invitere nabobørn til at klappe og fodre og forære de friske æg væk med rund hånd!

Øksen …

Hvis ikke dine høns skal have lov at blive lige så gamle som min barndoms Gokke (og jeg tror altså ikke hun lagde mange æg de sidste 8-10 år af sit liv!), skal de på et eller andet tidspunkt slagtes. Får du kyllinger, vil der sandsynligvis være nogle du ikke vil beholde eller kan få afsat. Syge og skadede dyr skal også aflives på en human måde. Og har du ikke en far/mand/nabo, der elsker den slags (jeg har ikke), så må du selv til øksen.

Jeg har intet principielt imod at tage livet af et dyr der har haft det godt. Og jeg har tit set det ske som barn. Men jeg ved faktisk ikke helt, om jeg har det i mig at gøre det selv!

Du kan følge Plantesmilet på bloglovin, facebook og instagram

Læs også

No Comments

    Leave a Reply