Havebrug og selvforsyning

April i permakulturkøkkenhaven

Permakulturhaven i april: syre, purløg, flerårig kål

Spinatsyren til venstre er næsten ved at være for stor, peberroden i forgrunden er på vej, og til højre er min spanske vildkål gået i blomst, hvilket jeg ikke ved om er godt eller skidt! Bunddækket er erantis, som er næsten umulige at udrydde.

Nogle gange fylder anlægsarbejder og byggeprojekter rigtig meget her på bloggen, og den almindelige nussen rundt i permakulturkøkkenhaven går lidt ubemærket hen.

Derfor sætter jeg fokus på den daglige drift med en lille månedsoversigt over mine gøremål i haven og hvad vi har høstet.

Hvad har jeg lavet i permakulturkøkkenhaven i april:

  • De flerårige grøntsager har fået et drys benmel (inspireret af denne bog)
  • Jeg har sat brændenældegødning til fermenteringien spand med låg.
  • Jeg (og i høj grad min søn, børnearbejde i haven er genialt!) har dækket jorden i det spiselige staudebed med et ca fem cm tykt lag græsafklip for at gøde, holde på vandet og forhåbentligt med tiden bløde lidt op på den ret så heftige lerjord.
  • Jeg har – for første gang nogensinde – ‘sat’ en kompost. Altså ikke bare dynget det komposterbare i en beholder (læs her hvad jeg plejer at gøre), men lagt groft haveaffald lagvis med frisk grønt og så sat trumf på ved at overhælde med noget af førnævnte brændenældevand. Termometeret er stukket i, og heldigvis har vi fri på onsdag, så jeg kan tjekke om bunken er blevet varm …

Hvad har vi høstet i april:

Det meste af nedenstående er havnet i grønne salater eller er blevet brugt som krydder og drys. Rabarberne blev til hjemmelavet syltetøj på pandekager og havregryn (eller som min søn kalder det: havnegrin med cykeltøj).

  • blodsyre
  • daubenton-kål
  • grønkål
  • hostaskud
  • løvstikke
  • oregano
  • pibeløg
  • purløg
  • rabarber
  • ramsløg
  • rosmarin
  • salvie
  • scorzoner-blade
  • spinatsyre
  • St Hans-urt
  • strandkarse
  • sødskærm
  • timian

3 Comments

  • Reply
    Janne
    29. april 2019 at 9:53

    Det er det, jeg altid har sagt: børnearbejde i køkkenhaven holder max! Glæd dig især til spændet 10-13 år – da er der virkelig noget arbejde i dem 😉 Herefter har jeg måttet konstatere at det mere går over i grynt, tæppe-ligning og kiks-konsumering. Også hyggeligt, bevares, men knap så effektivt eller socialt…

    • Reply
      Plantesmilet
      29. april 2019 at 13:21

      Ha, jeg vil se frem til den gyldne periode. Foreløbig udviser han mest talent for vanding (i noget overdreven grad, faktisk …) og jorddække i form af græs, hvor han også lige får dækket sig selv. Håber han har en kynisk tilgang til sneglene, når de kommer frem!

      • Reply
        Janne
        30. april 2019 at 8:30

        Well… mit gæt er, at I skal igennem en periode med snegle-i-lomme (med lidt held kun dem med hus på!) før i når til, at der er noget dræber over ham 😉

Leave a Reply