Plantesmilet

Livet

I øvrigt #67

Posted on 11. oktober 2022

Gjorde vuggestuen mig opmærksom på at mindstemanden var udgået for skiftetøj. Igen. Og ja, det han havde på nu var fra lånekassen. Og da hylden var tom og min kæreste arbejdede sent, faldt det til mig at sweepe tre etager samt klapvogn, tasker og henkastede poser for beskidt tøj, sætte den korteste og køligste forsvarlige vask over med tolv kilo tumling hængende i bæreselen så han ikke benyttede lejligheden til at begå harakiri på trappen, tømme stativet for den kogevask vi har forsøgt at lufttørre den seneste uge og hænge den nye vask op *i det minut* maskinen var færdig, så den (inshallah) kunne være tør næste morgen. For så at opdage den massive lort der havde gemt sig i folderne på en body og herfra sevet ud i resten af vores hverdagsgarderobe. Her var jeg så nødt til at smide noget mad på bordet på trods af en overvældende følelse af beskidthed som selv ikke den grundigste håndvask kunne borttvætte. Da kæresten kom hjem, tilbød han at sætte en ny vask over, stadig kort men knap så kølig, mens jeg puttede lillebror. Hvilket han gjorde. Dog ikke det belortede bomuldstøj men førnævnte rene og tørre kogevask. Som vi så måtte hive ud igen (med sæbe på, så det skal vaskes en tredje gang når vi når til det), erstatte med lortelæsset, sidde oppe sent og vente på vaskemaskinen blev færdig og tænde tumbleren for første gang i et halvt år. For så at konstatere om morgenen at det *stadig* ikke var tørt, alle var sure, farmand var simpelthen nødt til at smutte, jeg måtte ræse to børn om på skolen i ladcyklen, ræse hjem med den lille, tømme den stadig (!) ikke helt tørre tumbler, hive et sæt tøj ud og *vifte*med det hele vejen om til vuggestuen, hvor jeg afleverede et eklektisk påklædt, lettere forvirret barn og et enkelt sæt tøj der måske er tørt nok hvis bare han venter til over frokost med at hælde mad ned ad sig selv.
Var jeg fornuftig nok at smide nøglerne til den stjålne ladcykel ud og sætte de nye i nøglebundtet med det samme jeg modtog den nye cykel. Fordi jeg ved af erfaring at jeg lynhurtigt vænner mig til hverdagens små uhensigtsmæssigheder, og pludselig er der gået tre år og man har sammenlagt spildt en måned af sit liv på at prøve to ens nøgler for at finde den rigtige eller have et separat bundt liggende, som man så lige skal lede efter. Nu røg plasteret hurtigt af, og alle var glade indtil jeg ti dage og en skraldespandstømning senere skulle bruge den almindelige tohjulede cykel og opdagede at jeg havde smidt den forkerte (og eneste) nøgle ud. Ærligt talt bekymrer det mig lidt at jeg på intet tidspunkt overvejede lige at tjekke der da jeg kasserede to ud af de tre stort set ens små sorte nøgler i bundtet. Tips til at bryde en låst cykel op modtages, by the way ..!
Har jeg fået nyt arbejde fra første november. Det er fjerde gang jeg skifter fra et folkebiblioteksvæsen til et andet men for første gang giver det ikke sig selv. Jeg får højere løn, kortere transport, mulighed for at specialisere mig inden for et område jeg holder af, et lidt bedre budget at rutte med og et weekendvagtskema der lidt bedre kan kombineres med min kærestes. Til gengæld mister jeg de bedste kolleger man kan ønske sig (og får nogle nye, bevars), mister muligheden for deltid og dermed de der halve timer hist og pist hvor det ikke står skrevet i flammeskrift hvad jeg skal og for hvem, mister min lille strengt mobilfrie togtur om eftermiddagen og mister et miljø hvor stort ansvar betyder total frihed og fejl, dem lærer vi af når vi er færdige med at grine. Og jeg mister den enorme lettelse der lå i at vide jeg var landet et sted, hvor jeg godt kunne holde ud at være til jeg var halvfjers og så må de andre jage efter penge og prestige og alt det gejl. Jeg tror jeg har truffet den rigtige beslutning, men på en måde er det en lettelse at vores økonomi er så anstrengt for tiden (og det er den) at jeg faktisk ikke havde råd til at takke nej.
Er jeg konstant en postgang bagud i forhold til at forstå den nuværende forsynings- og inflationskrise. Coronakrisen begyndte med det der pressemøde og så var det først senere ting begyndte at stritte i alle retninger. Denne her har lydløst udhulet vores reserver mens vi sad i en døs af babylogistik og efterfødselsreaktion og den klippefaste (men forkerte) vished om at vi overførte så rigeligt til budgetkontoen at bufferen sagtens kunne klare de udsving der måtte komme. Vi spinker og sparer og udsætter alt hvad der kan udsættes, men samtidig føles det også lidt som noget der sker for nogle andre.
Sammenlignede el spare-appen en weekends udskejelser i kolonihaven (før minimaliserede den flig af vores liv fra, rent midlertidigt) med at vi havde strøget tøj i fire timer. Den situation har jeg svært ved at forestille mig.
“Har han et underligt, stresset liv” bemærkede min store søn med et skævt smil, en dag han små-drillede sin lillebror. Og det beskriver egentlig tingenes tilstand meget godt. Vi har et underligt, stresset liv.

I øvrigt #67

I øvrigt #66

Status på livet, bare fordi

I øvrigt #65

SWISS DARNING – reparation af strik med maskesting