- Halvsov jeg mig sidste år igennem sci-fi serien “The Expanse”. Men jeg husker ret tydeligt en scene, hvor hundredevis af desperate rum-settlers håber at kunne forlade en døende planet ombord på et rumskib, men ret hurtigt indser at skibet dels er for lille, dels i stykker. Panik. En ordentlig makker med kampsportserfaring påtager sig derefter at holde de desperate horder fra skibet mens teknikerne reparerer det. Og så bliver de vist enige om noget med kvinder og børn først … Dén scene kom jeg til at tænke på i dag da jeg og resten af havekoloniens beboerer drog mod containeren med påskens opsamlede affald, og en enkelt mere og mere skinger frivillig i to timer stod og råbte, at containeren altså først var åben i morgen, og nej det stod ingen steder, sådan var det bare, og der var ikke nogen frivillige (bortset så altså fra ham!) til at åbne den. Imens den desperate trillebørbrigade argumenterede for bare fem minutters åbning.
- Har vi de sidste par år haft koloniahave mellem to de facto forladt haver. Det har man jo så kunnet gå og forarges lidt over. Indtil nu, hvor den ene vist er blevet overtaget, sådan lidt uofficielt. Og. Det er jo ikke fordi man er helt fri for at savne ensomheden.
- Var jeg lige ovre for at bede de nytilkomne teenagere om at skrue lidt ned. Og straks efter hørte jeg ordene “Godt, Kirstine!”, lige så tydeligt. Men jeg aner ikke hvorfra. Endnu en nabo, i skjul bag en busk? Min egen underbevidsthed? Eller et af de unge mennesker der i det dulgte heller ikke gider voice box og skinger diskant? Man gisner …
- Var vi i går i IKEA alle tre uden så meget som et eneste tilfælde af hævede stemmer eller gnubbede ord. Nu taler min kæreste om at vi skal tage bussen derud en gang imellem, bare sådan for caféen og udflugtsmålet. Jeg tror jeg bliver nødt til at bremse den her!
- Har vi fundet ud af, hvor den vedholdende museplage i køkkenskabene kom fra. Ved første, andet og tredje øjekast var der intet at se. En mobitelefon med kamera og blitz i strakt arm om bag ved afløbsrøret afslørede til gengæld et næsten Tom og Jerry-agtigt musehul. I mangel af bedre lagde vi en flise over og jeg insisterede på at lægge en skive pølse på en tallerken. “Så kan vi se om der er nippet af det i morgen tidlig”. Hurtigt frem til klokken tre om natten hvor musen (med lille m!) brugte en stiv time på at forsøge at genskabe sit hul. Eller muligvis bare at spise flisen, det lød sådan. Så fjernede jeg pølsen. Så opgav musen.
- Er jeg kørt så fast i en kryds og tværs, at Lære (ni bogstaver) = I-D-E-O-O-L-O-G-I virker som et meget godt bud.
