Bæredygtig hverdag

Bæredygtige investeringer – Status, læringskurve og fremtidsplaner

sparepenge til bæredygtig investeringer

De seneste par år har jeg syslet med investeringer, især bæredygtige investeringer. Jeg er på *ingen* måde ekspert, men jeg er på den anden side kommet himmelvidt længere i min forståelse på ret kort tid. At investere er blevet noget jeg ‘gør’ og som jeg ikke kunne forestille mig at holde helt op med igen.

Det her indlæg er derfor tænkt som et beroligende klap på skulderen til dig der overvejer selv at gå i gang med at investere. Gør det! Måske knap så hovedkuls som jeg selv gjorde, men stadig.

Min investeringshistorie so far med stejl læringskurve og lidt for mange æg i samme kurv

Det startede da jeg for første og måske eneste gang i mit liv havde penge.

I 2016 solgte vi lejligheden på Nørrebro som jeg ejede, med et pænt (meget pænt!) overskud. Det meste af dette overskud skød vi i rækkehuset som vi ejer sammen.

Jeg lagde med åbne øjne flere penge end min kæreste der ikke havde vundet i boliglotteriet, og skrev ved samme lejlighed under på et testamente og en kontrakt om at hytten skal sælges og overskuddet deles, hvis vi går fra hinanden (Hermed anbefalet).

Samtidig holdt jeg knap 200.000 tilbage til mig selv. Min arbejdssituation var ret utilfredsstillende på det tidspunkt, og jeg havde en lidt uklar ide om at tage et fag eller kursus i forlængelse af min barsel, der kunne give mig en anden faglig profil.

I stedet skete der det at jeg fik mit rigtig fine job som ligger lige på midterstriben i forhold til min uddannelse og erfaringer. Så efteruddannelses er udsat på ubestemt tid.

Jeg ville gerne undgå at min fuck it-opsparing forsvandt i maling og elektrikerregninger – eller bare inflation – så besluttede at binde dem for en periode. Altså investere.

Min allerførste (måske måske-ikke bæredygtige) investering

Min første investering foregik nogenlunde sådan her:
Mig: ”Jeg vil gerne investere nogle penge”.
Bankmanden (Nordea): ”Ok. Hvor risikovillig er du?”.
Mig: ”Risiko? No way!!!”.
Bankmanden: ”Vi har det her standardprodukt (Nordea Invest Basis 3), var det noget?”.
Mig: ”Hvor skriver jeg under?”.

Jeg tror sådan set at den bedste måde at komme i gang er at komme i gang. Men jeg ville måske ønske jeg havde ventet med at smide den *store* opsparing i puljen, til jeg vidste hvad jeg havde gang i …

Det sagt, så er de oprindelige 180.000 på lidt over 2 år vokset til 205.000 uden yderligere indsats fra min side. Og da jeg endelig tog mig sammen til at spørge om der lå bare lidt etik bag investeringerne, fik jeg denne oversigt (Måske så jeg den også dengang for to år siden, i så fald bed jeg ikke mærke i den midt i al den anden information, jeg heller ikke forstod).

Hvad der videre hændte

Siden har jeg opsøgt mere viden om investeringer, især bæredygtige investeringer, (se kildeliste nederst) og oplevet den stille magi i at gå fra totalt uvidende til … stadig uvidende men på et væsentligt højere plan!

Jeg sidder ikke og gransker Børsens C25 indeks dagligt eller ugentligt, men jeg har faktisk været derinde og jeg ved at det er en liste over de 25 mest handlede danske aktier.

Jeg kender en obligation fra en aktie, og ved hvad jeg skal udfylde i de forskellige felter når jeg køber en i min netbank. Hvilket vitterlig bare er det man gør. Med mindre man på bedste Frk. Klokken-vis har kig på en af ‘de svære’, så skal man igennem en lille quiz først.

Og ikke mindst er det gået op for mig at bæredygtige investeringer er et gummibegreb der dækker over alt fra en negativ screening der fjerner ‘de værste’ til impact investment der har som hovedformål at ændre verden.

Jeg har også investeret yderligere. Jeg har forsøgt mig med to strategier (og vi har her strakt betydningen af ordet ’strategi’ så langt ud som overhovedet muligt!).

Den ene er kendt som ’cost dollar averaging’ eller ’spredning over tid’. Her vælger man et eller andet (en aktie, en investeringsforening) og bruger samme beløb med fast frekvans. ”For 2000 kr Vestas hver den første, tak!”. Fordelen er at man undgår at bruge alle pengene dagen inden Det Katastrofale Regnskab og sidde og glo på et tab i flere år mens den langsomt indhenter fordums ære og værdighed.

Ulempen er at der løber gebyrer på hver gang man handler. I min netbank er det 56 kr pr handel og da en Vestas-aktie ligger og svinger omkring 550 kr stykket og jeg i bund og grund kun har råd til en eller to om måneden, kan man jo selv regne gebyrprocenten ud …!

Den anden går ud på at spare sammen over nogle måneder og så sætte en reel klump i en god investeringsforening.

Jeg har Coop Modig (Det modige består i at den kun indeholder aktier, ikke de mere stabile obligationer) og SDG, en erklæret bæredygtig investeringsforening der gør meget ud af aktivt ejerskab (dvs at gøre sin indflydelse gældende på generalforsamlinger m.m.), og de er begge steget pænt siden jeg købte.

Fordelen er nogle mere gennemtænkte investeringer og lavere gebyrer.

Ulempen at det går *langsomt*. Desuden aktiverer det mit gniergen og tendens til overtænkning, så hver femøre på opsparingen bliver øremærket og af-øremærket til investering, nånej elcykel, nånej nye briller. I’m like that …

Der findes desuden diverse systemer og konti (googl aktiesparekonti eller månedsopspaing) hvor man for meget lave gebyrer kan investere småbeløb som egentlig ville passe godt til mine behov, men jeg har ikke sat mig aktivt ind i det, og intet er sprunget mig i øjnene der lød uimodståeligt for mig lige nu. Måske fordi jeg gerne selv vil have fingrene i bolledejen.

Fremtidsplaner og økonomiske målsætninger

Her ved indgangen til 2020 har jeg tænkt over hvad jeg egentlig vil. For ovennævnte gnieri er faktisk lidt træls. Og selv om det ville være sjovt, har jeg hverken arv fra en fjern onkel eller nye boligsalgsgevinster i udsigt. På den anden side er der nogle mål der godt ville kunne opfyldes med lidt tålmodighed og fred i verden.

Det sidste er ikke (kun) en joke. En afledt effekt af at invester er at man bliver personligt, økonomisk ramt når noget ramler i verden. Det føles meget voksent!

Plan for økonomisk ro i maven og flere bæredygtige investeringer

Hen over de næste par år vil jeg gerne opbygge en portefølje bestående af:

  • En udbetalt månedsløn (ca 20.000 kr) placeret på en almindelig, ikke investeret opsparingskonto. Til uforudsete udgifter og tilbud jeg ikke kan afslå.
  • En udbetalt årslån (ca 240.000kr) investeret i en halvkedelig investeringsforening . Enten den Nordea-fond jeg har nu eller en lignende med et lidt mere bæredygtigt fokus. Den skal bruges til ro i maven under fyringsrunderne, og lidt mere betænkningstid hvis der sker noget dramatisk i mit arbejds-eller privatliv

På længere sigt desuden:

  • En sandkasse med bæredygtige investeringer. Gerne impact, gerne enkeltaktier. Udbytte er ønskværdigt, men jeg kan tåle at tabe lidt.

Derfor består øvelsen her i 2020 i at tage den med ro, lade være med at blive fristet af sjove enkeltaktier (og jeg siger jer, jeg har pludselig fået ny forståelse for dem der ikke kan gå forbi en skobutik!), og lige så langsomt sende overskydende skat, pengene fra mit lille bijob, de 200 kr fra min mormor og så videre i retning af først den lille opsparing, så den store og *så* engang den sjove.

Viden om bæredygtige investeringer, også for kvinder og begyndere

De seneste to år har jeg researchet lidt hist og pist, hevet en bog eller to med hjem fra biblioteket, hørt podcasts under opvasken, været medlem af et par facebook-grupper uden at deltage i stor stil … Jeg er hverken nørd eller ekspert, men ved uendeligt meget mere end da jeg startede.

Sjovt nok er investering et meget kønsopdelt emne, så de fleste af nedenstående er i en eller anden grad tiltænkt kvinder. Hvis man virkelig skulle nørde igennem, burde man nok også læse lidt af hvad den anden halvdel af befolkningen pusler med. Men det bliver senere 🙂

Min kildeliste:

Financielt homeparty:

Min allerførste viden om den financielle verden fik jeg på et finansielt homparty med en frivillig fra Kvindeøkonomien. Det var fantastisk, og kan ikke anbefales nok! Læs mere her.

Foredrag:

Jeg har deltaget i et par foredrag. Et specifikt om bæredygtige investeringer (det skrev jeg lidt om her) og et grundkursus. Foredragene var ved Moneypenny og Ofelia Invest og begge kan anbefales.

Bøger:

Den eneste jeg hr læst fra ende til anden er “Sæt kursen – sådan lærer du at investere på 8 uger”. Den er til at gå til og forklarer grundbegreberne rigtig godt. Den er også – på godt og ondt – rettet mod kvinder, og jeg blev lidt irriteret over hele ‘vi kender det jo alle sammen når vi har brugt alle penge på håndtasker-retorikken’. Nej jeg gør ej! Men ellers god. Den kan lånes her

Podcasts:

Ofelia Invest har et podcast som … er lidt tørt og akavet. Men jeg lytter til et afsnit indimellem hvis emnet fænger.

Klimatosset og Sustain Daily Podcast har begge afsnit der handler specifikt om bæredygtige investeringer

Facebook-grupper:

Der findes masser af grupper. Disse to er mest for kvinder og ret venligtsindede (der kan godt gå testosteron i den …): Moneypenny og Kvindelogen

Har du gjort dig erfaringer med at investere? Og hvordan er det gået?

Forrige indlæg
Næste indlæg

2 Comments

  • Reply
    H
    23. januar 2020 at 4:34

    Det er mit mål at begynde at investere i år😁

    • Reply
      Plantesmilet
      23. januar 2020 at 7:03

      Spændende! Jeg hepper!

Leave a Reply