Browsing Category

Opskrifter

Opskrifter

Opskrift på rugbrød uden kerner bagt med surdej, rugmel og havregryn

Rugbrød uden kerner
Dejligt syrligt hjemmebagt rugbrød med sprød skorpe. Uden kerner, fordi kerner i rugbrød er en misforståelse.

Min far har bagt rugbrød hver eneste uge i næsten fyrre år. Den lille blå bøtte med surdej, det kæmpestore fad med boblende dej og de varme brød svøbt i fugtige viskestykker var fast inventar i vores køkken. Så fast, at jeg tog det komplet for givet, og aldrig interesserede mig det mindste for, hvad han egentlig gjorde.

Derfor var det også lidt af et chok at flytte hjemmefra og opdage at:

  • Køberugbrød er mærkeligt
  • Det er ikke sådan bare lige at bage sit eget

De første par år holdt min far mig nogenlunde flydende med frosne rugbrød fra den hjemlige produktion. Indimellem stak han mig også honningbøtter med aflæggere af surdejen fra den gamle blå bøtte.

Men det fungerede ikke rigtigt for mig. Jeg glemte surdejen, så den enten døde eller en enkelt, episk, gang skruede låget af sin bøtte og sprøjtemalede hele køleskabet med cementagtig, grå dej. Hævetiderne passede overhovedet ikke ind i min hverdag med skiftende arbejdstider, og når jeg endelig fik bagt, blev det klægt og uinteressant

Men i år skulle det være! Jeg holder trods alt liv i et barn, to høns og en bibliotekarkarriere. Så kan man også bage rugbrød!

Mine dogmer for det perfekte rugbrød:

  • Mest rug – det er ligesom det der er pointen
  • Ingen kerner (fordi kerner i brød er en misforståelse!)
  • Helt almindelige ingredienser, der ikke kræver specialindkøb
  • Bagning der kan passes ind i hverdagen

Surdej

Hvis du ikke kan arve en aflægger af en andens, så lav din egen surdej. Læs her hvordan.

Bagecyklus for rugbrød

En af de største udfordringer ved at bage rugbrød er de lange hæve- og bagetider der passer rigtig skidt ind i hverdagen. Jeg bager i weekenden efter følgende model. Hvert trin kræver kun ganske kort tids arbejde og forhindrer os ikke i at tage på udflugter i løbet af dagen.

  1. Lørdag formiddag rører jeg dejen sammen og stiller den på køkkenbordet med et viskestykke over.
  2. Søndag formiddag rører jeg de sidste ingredienser i, tager surdej fra og putter resten af dejen i forme.
  3. Søndag eftermiddag, når man alligevel skal til at overveje aftensmad, kommer brødene i ovnen.
  4. Søndag aften, efter aftensmad, tager jeg rugbrødene ud af ovnen og stiller på køkkenbordet, pakket ind i et fugtigt viskestykke.
  5. Mandag aften har vi lækkert rugbrød til en nem aftensmad 🙂
Rugbrød bagt med surdej
Rugbrød hævet med surdej

Opskrift på rugbrød uden kerner

Ingredienser:

Ingredienser dag 1:

  • 2-3 dl surdej
  • 1 l lunkent vand
  • 1 spsk sirup
  • 4 tsk salt
  • 11 dl rugmel
  • 3 dl havregryn
  • 3 dl hvedemel

Ingredienser dag 2:

  • 4 dl rugmel
  • 3 dl lunkent vand
  • Lidt madolie

Fremgangsmåde:

Fremgangsmåde dag 1:

  • Rør ingredienserne sammen
  • Stil dejen til hævning på køkkenbordet dækket med et viskestykke

Fremgangsmåde dag 2:

  • Tilføj de sidste ingredienser efter 20-24 timer eller når dejen begynder at falde lidt sammen igen
  • Fyld dejen i 2 rugbrødsforme – cirka halvt fyldt
  • Tage dej fra til surdej!
  • Pensl brødene med olie
  • Lad brødene hæve i formene udækket på køkkenbordet i 3-5 timer eller til brødet fylder formen helt op. Brødene skal helst i ovnen mens de stadig ‘strutter’ og ikke er begyndt at falde sammen igen.
  • Bag brødene ved 175 C varmluft i 1 t 45 min
  • Pak brødene ind i fugtige viskestykker og lad dem hvile til næste dag

Variationsmuligheder:

Havregrynet kan erstattes med andet ‘tørt’ såsom hakkede nødder, musli eller knækkede rugkerner.

Du kan følge Plantesmilet på bloglovin, facebook og instagram

Læs også

Rugsurdej
Opskrifter

Opskrift på rugsurdej

Surdej kan godt have et lidt mystisk skær over sig. Denne grålige klat der regerer køleskabet fra sin bøtte bagest i køleskabet. Faktisk er det ikke så svært hverken at lave en surdej eller passe den efterfølgende. Start en…