Kolonihaveliv

Den ferie vi har forsøgt at holde i syv år (Niels!)

Ferie i kolonihaven
Ferien opsummeret ved et myldrebillede …

Ferie-tid er noget underligt noget. For tre dage siden var jeg så dybt inde i ferieland, at begyndelse og ende var abstrakte totalt begreber. Nu har jeg bundet sløjfe på arrangementet og er begyndt (mentalt) at lægge tøj frem til mandag. Men den var rar, så længe den varede, uendelighedsfølelsen.

De seneste (næsten) to uger har vi været i kolonihave med et enkelt pitstop i Buddinge for at vaske en vask og spise en is. Isen var mest for at retfærdiggøre det med vasken lidt ekstra …

Jeg tror ikke der har været en eneste sommer siden 2013 hvor vi ikke har forsøgt at få et par sammenhængende uger herude. Og hver gang er der kommet noget i vejen. En familiefest. En koncert. Et hold gæster der da bestemt ikke ville trænge sig på, men når de nu var her, skulle vi da næsten ses. I år har vi været hardcore. Droppet årsdagskagen inde i byen, mokket Fyn-besøget ind inden Bornholmerturen, været iskolde overfor min mor (åh, mor!), der næsten ikke kunne skjule sin skuffelse over at vi ikke når til Jylland. Og taget det uundgåelige uanmeldte besøg den anden vej i opløbet ved at invitere selv. Til august.

Så det har bare været os tre i kolonihaven. Vi har spist is fra kiosken. Leget iskisok under bordet (vi er nået til rollespilslege nu …) Cyklet i Vestskoven med mor her som nervevrag-med-barnesæde. Badeet i Furesøen. Ordnet facade. Ordnet have. Ordnet sådan generalt. Ikke besøgt en eneste legeplads, sjovt nok.

Musen har sine op- og nedture men har i det store hele været skøn og sjov. Han hin sagnomspundne fænomen ‘barnet der kan lege en time alene med en pind’. Han bruger den til at trimme kanter med, pinden. Græsset trimmes med en kost og slås med en klapvogn, til hækken bruger han en rød (!) skruetrækker. Den lille kost er et s-tog og gulvskrubben toget til Lylland. Godt så. Og så er han vist ved at droppe sin lur (lejlighedsvis bare udskyde den til alt for sent) hvilket sammen med hans naturlige B-mennesketendenser og trang til at have gooood tid har rykket hans døgnrytme et ordentligt los i den sene retning.

Jeg har til gengæld taget mine morgenener tilbage. Jeg har mine bedste timer om morgenen, mens alt efter frokost er en dvask affære. Og med en kæreste der kan sove fra en atombombe og et barn der kan bruge en time på at sidde i sin seng og råbe at han ikke er vågen, dernæst en time på at komme i tanker om at han alligevel gerne vil have havregryn OG en time på at spise grynene, har jeg nogle gange været ved at nedsmelte af utålmodighed og ubrugt virkelyst. I denne ferie er jeg stået op når jeg er vågnet, har sneget mig ud på terrassen, lavet lidt yoga, hakket et par snegle (zen og hævndrab i skøn kombi) og ventet på at mænnerne begyndte at give lyd. Og faktisk er det som om den lille har fået lidt mindre modstand mod at se dagen i øjnene, når jeg ikke har stået og presset på.

To ugers regelmæssig yoga har forøvrigt fået mine hæle i gulvet under Hunden og numse i hælene under Barnet, og nej, jeg har ingen planer om at fortsætte praksis efter ferien 🙂

Da vi var på Bornholm tænkte jeg meget over hvordan det der med ‘at se noget’ på ferier er kommet til at fylde mindre og mindre for mig. At den der ferie-FOMO ikke rigtig giver andet end uro i maven. Da vi landede i haven, skulle jeg lige tage diskussionen med mig selv en gang til, for kolonihave-FOMO er bestemt også en ting! Der er så mange ting jeg gerne ville gøre herude, ikke af sur pligt men fordi jeg har de fedeste projekter summende rundt i hovedet. Og der skal jeg så lige trække vejret dybt og huske at jeg stadig har et lille barn, beskæftiget med pind eller ej, jeg har en mand der slet slet ikke har samme romantiske forhold til praktiske gøremål som jeg og jeg har en fysik der sætter nogle begrænsninger. Vi har diskuteret lidt, jeg har taget mig lidt sammen, og vi har faktisk også nået vildt meget.

Og den der morgen da vi gik i gang med at slibe facade ned, sammen, og en nabo uopfordret kom over og lånte os noget bedre udstyr, og Musen var helt med på planen og stod med en stålbørste (‘børstemaskinen’) og summede. Det var sgu fint. Rigtig, rigtig fint.

Lille sort kolonihavehus
Det Lille Sorte Kolonihavehus in the making

No Comments

    Leave a Reply