Livet

Dengang jeg flyttede til Buddinge, hadede det og rev tre skure og en carport ned (selv)

I 2016, da jeg var gravid med vores store søn, købte vi et rækkehus i Buddinge. Det var, set fra kølig distance, den helt rigtige beslutning. Sådan føltes det bare ikke nødvendigvis da det skete. Processen gik alt for hurtigt (min toværelses på Ydre Nørrebro blev solgt på et par dage), og jeg havde slet ikke sjælen med. Var hormonel, presset på arbejde, ikke afklaret hvad vi ledte efter og i hvilket område. Fast besluttet på at beholde kolonihaven, men bekymret for om det gav mening. Og så var der alt det der skammel i baghaven. Og de to (!) skure bag skramlet. Og det store plaskvåde skur ved gavlen. Og den ulovlige carport foran huset …

Men vi købte, alle jublede, jeg græd, gik på barsel, skiftede job, lod tingene gå deres skæve gang. Og stadig led jeg af hvad jeg døbte, Buddinge Blues.

Så, i efteråret 2019, åbnede jeg (med vold og magt, døren var faldet af hængslerne) det mindste og mest rådne skur. Og begyndte at tømme det. Een skåret urtepotteskjuler ad gangen.

Det var lettere kaotisk. Og svært tilfredsstillende.

Mens Danmark gik ind i den første lockdown, begyndte jeg at kigge på det store skur ved gavlen. Vi gisnede om at det havde været brugt til garage en gang …

Det store skur var på en gang bedre (tungere ..!) bygget, og totalt fejlkonstrueret. Der var radiatorer oppe under loftet, mystiske kobberledninger overalt, isolering i væggene og isolering under gulvet. Gulvet stod også under ti cm vand, så snart det regnede en smule …

Jeg pillede også tag og brædder af carporten. Under lockdown var det ret fint at slippe væk fra hjemmearbejde og hjemmepasning g generel uvished og bare svinge sig lidt rundt på en stige. Omend nok ikke helt ufarligt.

Omkring det her tidspunkt – som var sommeren ’20 – kunne jeg ikke rigtig komme videre. Carporten var konstrueret med et stålskelet og under al isoleringen i det oversvømmerede skur lå op mod en meter (!!!) lecanødder. Det har jeg besynderligt nok ikke taget nogen billeder af.

Samtidig blev vi kontaktet af nogle håndværkere der skulle have en lift op ved naboens gavl og derfor gerne ville bede pænt om tilladelse til at rive resten af carporten ned. Jamen ok, da! Senere hyrede vi de samme folk til at fjerne lecaen, fylde op og bygge et nyt, mindre skur og nogle plankeværker. Hvilket skete efter en længere korrespondance med kommunen om tilladelse. Alt byggeaffaldet i baghaven blev slæbt væk af et andet firma, og endelig, fire år efter vi købte stedet, følte jeg for at begynde at indtage min lille, smalle strimmel af en byhave.

Forrige indlæg
Næste indlæg

No Comments

    Leave a Reply