Design: Stines Sweater fra Vaskavulla
Materiale: Blackhill højlandsgarn, tredobbelt tråd
Ændringer: Ærmer strikket frem og tilbage og monteret med madrassting, mere rustikt (og billigere!) garn
Kan I huske sidste vinter, hvor bidende kold og usædvanligt lang den var? Og hvordan vejret fra den ene uge til den anden gik fra sibirisk kulde til højsommer og dernæst langsomt årtiers tørke? Hvornår skiftede det egentlig? Det gjorde det første uge i april, hvor jeg blev færdig med min Stines Sweater, fotograferede den, skrev dette blogindlæg – og derefter ikke udholdt tanken om uldent strik igen før for ganske nylig!
Men det er en skøn trøje, og de hurtige kan nå den inden jul, så I får lige indlægget her med syv måneders forsinkelse.
Så kompliceret og dog så simpelt
Der er tale om Stines Sweater fra Vaskavulla, som er en af den slags fantastiske opskrifter der ser voldsomt komplicerede ud, men ikke er det. Det asymetriske snoningsmønster er nemlig i bund og grund en rib, hvor retribberne ‘hopper’ efter en helt simpel rapport. Vrangpindene er bare rib. Og så er vi altså oppe på pind syv, hvor man virkelig kommer nogen vejne!
Når det alligevel har taget et halvt år at strikke Stines Sweater, skyldes det min egen uvilje mod at konsultere opskriften i tide (når man strikker op til ærme efter hukommelsen, og det virker urealistisk smalt, så er det nok hukommelsen den er gal med og ikke ‘garnet der giver sig i første vask’ …) – kombineret med en lang periode hvor Musen nød at flå/gnaske/forsøge selvmord med mine håndarbejdsprojekter. Da jeg ikke en gang kunne sidde på sofaryggen længere, uden at han kunne nå, gav jeg lidt op!
Madrassting, åh madrassting
Min eneste ændring i forhold til opskriften var at strikke ærmerne frem og tilbage i stedet for rundt og rundt og så sy dem sammen tilsidst. Efter et par forsøg måtte jeg nemlig konstatere, at jeg ikke kunne få hovedet rundt om selv at indtænke ‘vrangpinden’ i mønsteret.
Normalt går jeg langt for at undgå enhver form for montering i strik, og har stor erfaring med at fucke modificere mønstre med det formål. Denne gang satte jeg mig for at lære at sy rigtige madrassting, og det er jo vildt smart, stort ser usynligt og enormt hyggeligt at sidde med. Jeg siger det bare, googl ‘madrassting’!
Beklager den noget påtagede positur. Enten er jeg ved at snuble, eller også prøver jeg at vise at mønsteret fortsætter ud i ærmet …
