Bæredygtig hverdag

Død tid og strategisk storskrald – mere om kunsten at komme af med en masse udhuse i titusind bittesmå skridt

Tiden flyver afsted, og det er over en måned siden vi gik i gang med at gøre noget (for filan!) ved de der tre forfærdelige skure i vores ærligt talt ikke specielt hyggelige rækkehushave.

Den gode nyhed er at det går stødt og roligt fremad. Fordi, viser det sig, projektet passer perfekt til de der ‘døde’ tidspunkter i løbet af en uge: En time om formiddagen inden en aftenvagt, tyve minutter en eftermiddag hvor jeg er tidligt hjemme fra arbejde men lige synes Musen skal have lov at nyde sin snack i børnehaven. På magisk vis er det tid der ikke går fra andet end vasketøjet og den nagende følelse af at man kunne lave noget yoga eller løbe en tur …

Så det går fremad. Men altså, med museskridt. Der er lang vej endnu, og med små undtagelser er vi kun nået til det der stadie hvor ting bliver skidte før de bliver gode.

Vi har også haft en heftig diskussion en stresset og halvsløj eftermiddag. Sådan en der ikke var specielt fed undervejs men faktisk lidt af en øjenåbner på bagkant. Jeg tror nemlig grunden til at min kæreste og jeg går så forskelligt til de her større projekter er, at vores stress sætter ind forskellige steder i processen:

Jeg begynder at få lidt uro i maven allerede når et projekt bliver formuleret, og kan så blive helt modløs hvis der går et halvt år og intet er sket. Så ganger jeg op: Vi er nået en halv procent i land på seks måneder, ergo kommer fuldførelsen til at vare hundrede år. Mindst!!! Og glemmer at vi strengt taget ikke har beskæftiget os med projektet mere end en times tid i de seks måneder og derfor ikke helt kan stole på progress-baren.

Min kæreste derimod går først i panik (og det gør han så til gengæld) når spaden er i jorden so to speak, hvorfor han helst lægger en intens indsats helt oppe ved deadline, gerne med familie og venner trommet sammen til praktisk og ikke mindst moralsk støtte.

Fejlen ved min kærestes tilgang er at den ikke tager højde for dårligt vejr, syge børn og hvor fortvivlende svært det er at samle folk i de her år.

Til gengæld har en god pointe i, at når man kan leve relativt lykkeligt år efter år uden at få taget sig sammen til den der weekend hvor væggene bliver malet, once and for all. Så er det nok fordi at det ikke er så livsnødvendigt at få dem malet ..!

Museskridt på nedrivningens vej

Siden slutningen af september har vi:

  • Noteret i kalenderen hvornår der bliver hentet haveaaffald og storskrald
  • Savet en bunke kvas op i passende stykker og smidt dem i containeren til haveaffald sammen med min søn. “En tyk pind. En sort pind. En lortebrun pind …”
  • Diskret smidt lidt pindebrænde fra brændeskuret ned til haveaffaldet …
  • Fået hjælp af min far til at begynde at rive det mindste og ringeste skur ned
  • Haft det hujende skægt med at hamre løs på gamle brædder mens vi brokkede os over Trump og folkeskolereformen
  • Opfordret mine forældre til at gå på pension så de ikke behøver se hele københavnerfamilien og lidt på Fyn på korte, intense weekender. Jeg tror også min far (og mor!) var lidt frustreret over at min mor allerede efter en halv times tid måtte minde os om kaffe hos min yngste bror og babykik hos min ældste og lynvisit hos moster hvis det kørte på motorvejen, men hvem ved om det gør det en søndag eftermiddag …?
  • Fjernet gamle søm fra de afmonterede brædder og stablet dem pænt i håb om at nogen en gang vil afhente dem gratis
  • Fortsat alene med at afmontere en brædde i ny og næ
  • Været smerteligt og næsten handlingslammende bevidst om sammenhængen mellem bræddeafrivning og grædende babyer i nabolaget
  • Reserveret et sted i helvede til folk der slå brædder fast med hundrede tusinde alt for lange søm som de på bagsiden BUKKER OM OG HAMRER IND I TRÆET, så de aldrig aldrig kan komme ud igen. Not cool!
  • Risikeret liv og lemmer ved overhovedet at færdes under det vekselbærende æbletræ og ved et mirakel hverken fået et æble i hovedet eller forstuvet en ankel ved at falde i æblerne.
  • Fundet en lille bunke æbler der ikke var smadret til ukendelighed og lavet verdens bedste æblegrød 🙂
  • Konstateret at jeg ikke *orker* den blå avis lige nu og bare stillet diverse småmøbler fra diverse skure til storskrald
  • Diskret stillet et mærkeligt rør til storskrald også, i håb om at gå under den der radar der får skraldemænd til at råbe ”Bygningsaffald!!!” og lade ting ligge på fortovet, så naboerne kan se hvor naiv man har været …
  • Måttet luske tilbage i haven med mit rør
  • Tilbragt en nær-lykkelig formiddag med at beskære buske og træer og dernæst – fordi vi har rengøringshjælp, og det er bare akavet at være hjemme – hevet det Ikeaskab-i-smådele ned, som var monteret som en slags undertag (!!!) i det store skur
  • Tilbragt de næste to dage med nær-migræne på grund af den forfærdelige arbejdsstilling
  • Filosoferet over om et møbel, brugt som byggemateriale, er et møbel eller et byggemateriale fra et skraldemandssysnpunkt. Næste omgang storskrald vil løfte sløret

Læs her om de første museskridt på nedrivningens vej –>

Nedrivning af skur
Det lille skur. Nu med mindre skur. De resterende brædder i rækken er enten bærende (hvad stolperne sjovt nok ikke er) eller monteret med så mange rustne søm at jeg ikke kunne få dem ud uden at vække samtlige rækkehusenes babyer …

2 Comments

  • Reply
    Cecilie
    9. november 2019 at 22:47

    Jeg tror, det er på tide, at jeg skriver, at jeg læser alt, hvad du skriver, også ting om haver og renovering, selvom jeg aldrig viser mig i min egen have og helt sikkert aldrig renoverer noget – bare fordi du skriver så blændende, at jeg bliver helt nyforelsket i det danske sprog:-)

    • Reply
      Plantesmilet
      10. november 2019 at 14:54

      Hej Cecilie, det var da en helt fantastisk kommentar at få, tak for den! Og måske har du fat i den lange ende mht haven. Kun en tåbe … osv 😏

Leave a Reply