Kolonihaveliv

Døden på larvefødder

Slaget stod i går. De overlevende slikker deres sår i dag. Herunder en time for time-rapport fra fronten.

8:00 Morgenkaffe. Det føles som overkill at begynde så tidligt.

Morgenkaffe

Kaffe

8:05 Naboens brors Mester har parkeret gravemaskinen i en landsby, vi aldrig har hørt om. Mester kommer med den. Det tager højst en time.
8:30 Naboen ankommer med bror, motoriseret trillebør (!), adskillige andre trillebøre, skovle, nivelleringsapparat, you name it.
9:00 Nu burde mester snart være der. Men ak, han er i nærheden af Greve. Vi flytter et par buske. Laver kaffe og prøver at lyde som om, vi ved mere om kloak end tilfældet er.

Udgravning til kloak

Udgravning

9:30 Mester ankommer med gravemaskinen. Naboens bror nummer to ankommer sammen med børn i alle aldre. De tre brødre sparker dæk og battler på smarte løsninger. Vi ordner i vores egen have og tænker, at det har de styr på.
10:00 Planen er klar. Bror 2 graver rende hen over fællesarealet, bror 1 kører overskydende jord til foreningens støjvold i firmabilen.
11:00 Firmabilen er kørt fast ved støjvolden. Bror 1 havde lovet ikke at bruge firmabilen til at køre jord. Mester får et kald og kommer og trækker bilen fri med sin firehjulstrækker. Ups …
12:00 Vores have. Bror 2 graver, bror 1 læsser jorden af på parkeringspladsen med den motoriserede trillebør. Vi andre kører små læs med ganske almindelige trillebøre. Det diskuteres, hvor meget jord vi egentlig behøver at køre væk. Renden skal jo også fyldes igen på et tidspunkt … Jeg hælder til, at vi lader en hel del ligge, da det er MEGAhårdt at køre med jorden på trillebørene …

Kolonihaven med udgravning til kloak

Haven efter molestrering

13:00 Tiltrængt pizza og sodavand. Børnene spæner rundt og leger.
14:00 Kæresten og jeg bliver sendt hen for at rette op på de hjulspor, firmabilen lavede, da den kørte fast. Nogen skal jo.
15:00 Tilbage i haven er de nået langt – men er det langt nok? Lyset svinder jo … Gravningen går også langsommere, fordi det hele skal passe sammen med vinkler og samlinger og den rigtige hældning. Det ville heller ikke være fedt at grave ind i vandrøret.
17:00 Bror 1 kører væk med Mesters motoriserede trillebør. Den er alligevel for langsom.
17:30 Det sidste stykke på fællesarealet skal graves. Brandmandskæde af trillebøre mellem udgravningen og parkeringspladsen. Det er skisme hårdt!

Trillebøre

Trillebøre

18:30 Mørkt. Adskillige smertefulde styrt med trillebøre, og en pivet pige (mig!), der kun kan klare at køre med en enkelt grabfuld jord pr tur.
19:00 Færdige! På mere end en måde … Bror 2 kan forlade gravemaskinen for første gang siden frokost, bror 1 kan pakke firmabilen. Vi siger pænt tak for kampen (og hjælpen!) og kollapser på sofaen.

Godt man ikke skal det her hver dag!
Sidste spadestik i tusmørke

Sidste spadestik i tusmørke

Du kan følge Plantesmilet på bloglovin, facebook og instagram

Læs også

No Comments

    Leave a Reply