Bæredygtig hverdag

DONER DINE BRUGTE TING – guide til at sende kærligt videre

Rodeskuffe

Det kan være en stor tilfredsstillelse at sende sine gamle ting kærligt videre når man ikke længere har brug for dem. Så kan tingene få et nyt liv hos nogen der sætter reel pris på dem, og du kan få frigivet plads mellem ørerne og på reolen. Det kan dog være lidt af en jungle at finde frem til hvem der tager i mod hvad. Og giverglæden går unægteligt lidt af, hvis modtageren står med stift smil og flakkende blik, og ikke aner hvad hun skal bruge gaven til. Derfor denne doner dine brugte ting-guide.

Doner dine brugte ting her:

Møbler og andet stort

  • Byttegrupper på Facebook: Jeg har erfaring med Gratis ting København og Free Your Stuff, men der findes flere. Også nogle med et decideret socialt sigte. De nævnte er nogenlunde velmodererede (Så vidt som det kan lade sig gøre …). Og vær advaret med det samme, det er en hæsblæsende oplevelse at deltage! Aftagerne byder ind lynhurtigt, og springer fra næsten lige så hurtigt, folk prøver at omgå reglerne. Indtil dit opslag ryger for langt ned på siden, og alt atter er stilhed. Men i langt de fleste tilfælde lykkes det at få en glad modtager til at hente ens dims. Desuden er det meget rart at folk optræder på Facebook med deres fulde navn og billede.
  • Dba-til-en-krone: Lidt mere specielle ting (en flagstang, et gammelt køleskab) har jeg haft held til at “sælge” på dba.dk for et symbolsk beløb. Der er et stort publikum, et udmærket søgesystem, så man ikke glider helt så hurtigt ned i glemslen som på Facebook. Og så har jeg en teori om at der er en overvægt af handymen og krejlertyper med næse for et godt tilbud.
  • Freemie: Freemie er en app hvis hovedformål er foræring af ting. Helt ærligt synes jeg den er tung, lidt ulogisk bygget op. Til gengæld er oplevelsen noget mere zen end Facebook. Du lægger ét billede op af den ting, du vil af med. Husker at tjekke app’en dagen efter (qua det med notifikationerne). Ser at der er interesse og skriver en besked. Dagen efter tjekker du igen og læser svaret eller går videre i køen. Jeg savner dog lidt flere oplysninger på modtagerne end et fornavn #øksemorderallert
  • Dagen-før-storskrald: Vi har gode erfaringer med at stille ting frem til storskrald en dag eller to i forvejen, så klunserne kan tage hvad de vil have. På den måde er vi kommet af med en hel del brugbare ting som ikke helt er værd at sælge eller pæne nok til at donere.

Børneting

  • Rotationsgrupper: Der er grupper på Facebook, hvor man kan give babyting gratis videre til andre familier. Søg på ‘rotation’ kombineret med dit bynavn/lokalområde.

Bøger (og andre medier)

Lad os være ærlige. Ikke alle bøger kommer til at finde et nyt hjem. Der findes simpelthen flere af sidste års bestseller og sidste århundredes leksika, end der findes interesserede modtagere. Men derfor kan man jo godt prøve.

  • Bytteskabe: Nogle steder er der bytteskabe ved biblioteker, på havne, i sommerhusområder … Husk at der er størst afsætning på lettilgængeligt stof som krimier, tegneserier, strikkehæfter osv. Og husk at bare fordi prædikensamlinger er væk næste gang du kommer forbi, er det ikke det samme som at de har fundet nye hjem. Det er sikkert bare biblioteksbetjenten (bestyrelsesformanden, den frivillige) der har kylet dem ud, mens han mumlede lavmælt om ungdommen nu om dage.
  • Genbrug: Nogle genbrugsbutikker tager bøger. Andre gør ikke. Man kan jo altid spørge.
  • Venne-bunken:  Vi får rigtig mange bøger og tegneserier ind ad døren derhjemme fordi vi begge anmelder. Dem vi vil af med, lægger vi frem i en bunke når vi har gæster, og så må folk tage. Det er ret hyggeligt.
  • Læs for Livet: Læs for livet er en ret fantastisk organisation der opretter små biblioteker på børnehjem og krisecentre. De modtager pæne og hele bøger til målgruppen 0-23 år. Man kan aflevere bøgerne hos dem selv eller på en række biblioteker – tjek deres hjemmeside for at se hvilke.

Elektronik

Jeg har strengt taget ikke fundet nogen der modtager brugt elektronik som gave. Måske andre kender til nogen der modtager? Når jeg alligevel har en kommerciel virksomhed som Bluecity med, er det fordi det giver mening at genbruge elektronikkens råstoffer.

  • Bluecity: Bluecity køber brugt elektronik og sælger det om muligt videre.

Tøj

  • Genbrugsbutikker: De fleste genbrugsbutikker tager glade imod pænt, rent og helt tøj. Og som Maria og Janne skriver nedenfor, sender de rent men laset tøj til genanvendelse.
  • H&M: H&M indsamler gammelt tøj til genanvendelse i alle deres butikker. Også tøj, man ikke har købt hos dem. Jeg ved ikke hvad fibrene bliver brugt til (karklude?) eller om det er et green washing-hoax. Men hey, måske kommer der noget godt ud af det.

Dimserier

  • Bytterum: Måske er der et bytterum i din gård, hvis du bor i byen? Det er der både i vores gamle baggård på Nørrebro og i kolonihaveforeningen. Vi har brugt dem begge meget, både til at donere småting, og til selv at finde lidt fint. Bare husk, at det fungerer bedre at fodre bytterummet stille og roligt over længere tid end at overlæsse det totalt. Og (vigtigt!) at man selv skal fjerne sine ting igen, hvis ikke de er hentet efter et stykke tid.
  • Genbrugsbutikker: Pæne, hele ting, ja tak!

Jordens grøde

  • Deljorden.dk: Praktisk Økologi administrerer Deljorden.dk, hvor man kan udbyde og efterspørge nedfaldsæbler, podekviste, aflæggere af studer med mere. Det er ikke sindsygt aktivt, men ret velfungerende.
Skur med behov for decluttering
Forrige indlæg
Næste indlæg

6 Comments

  • Reply
    Storbyhaven
    5. februar 2019 at 21:06

    Fantastisk liste – tak! Og lige en lille præcision, som jeg mest kommer med, fordi jeg selv simpelthen blev så glad, da jeg opdagede det: Tøjet skal ganske rigtigt være rent når man afleverer i Røde Kors’ containere – men det må godt være i stykker! Se her: https://www.rodekors.dk/genbrug/genbrugsbutikker/toejcontainer De kan simpelthen bruge det hele. Det er da lige til at blive fornøjet over 🙂

    • Reply
      Plantesmilet
      6. februar 2019 at 14:04

      Tak, det opdaterer jeg lige med det vuns!

  • Reply
    Maria
    6. februar 2019 at 11:26

    Dejlig liste :-), men når det gælder tøj, så vil Røde Kors altså gerne have ødelagt tøj også, det skal bare være vasket/rent! Det tøj der er for ødelagt til at blive brugt igen, enten her i DK eller i udlandet bliver solgt som råmateriale til tekstilfibre.

    • Reply
      Plantesmilet
      6. februar 2019 at 14:04

      Fedt, det skriver jeg på 🙂

  • Reply
    Lisbeths Haveblog
    8. februar 2019 at 18:01

    Det var dog en herlig liste. Nyttig og med humor 🙂

    • Reply
      Plantesmilet
      9. februar 2019 at 11:23

      Tak 🙂

Leave a Reply