Lidt af hvert

En dag

Op, tøj, morgenmad, lidt for sent, lidt for langsomt, tandbørsten droppet, spæn til bussen. Busstoppet flyttet, bussen forsinket. Afsted.
Herlev Hospital er en stor byggeplads, vores aftale ligger efter alt at dømme helt om på den ande side. Udenom eller igennem, det er spørgsmålet? Igennem bliver det.
En meget lang gang med skiltning, både bogstaver og numre, men ingen der leder hen mod vores mål. Vi spørger en rengøringsmand, og han hiver et lamineret kort op af rengøringsvognen. Vi fortsætter ad den lange gang. Den meget lange gang. Møder en blind mand med førerhund, der ikke kan finde knappen til den elevator han står ved. Jeg hjælper ham med at trykke og haster videre med en samvittighed så sort som tjære, da jeg ud ad øjenkrogen ser en elevator åbne et godt stykke bag ham, hvor han ikke har en chance for at nå hen før den lukker igen.
Finder den rette opgang. Kø og opgivenhed: Den har ikke virket længe. Jeg spænder hundrede meter tilbage til hvor der vist nok var en informationskiosk. Hyperventilerer. Damen griber rutineret begge mine hænder i et det skal nok gå-greb med den ene hånd og frembringer en bøtte bolsjer (”tag lidt sukker!”) med den anden. En gammel dame, måske frivillig, får til opgave at følge os på vej. Hun er langsom men målrettet, og vi når frem på slaget ni.
Jeg burde have fortalt hende om den blinde mand, forhåbentlig fandt hun ham på tilbagevejen.
I klinikken er alle funktioner klemt ind på halvt så meget plads, som de naturligt skal bruge. Som en legeby i reduceret skala. Vi er tre fagpersoner, to forældre og en treårig på et kontor på otte kvadratmeter. De er vildt søde, har børnetække. Vi snakker. Den lille bliver testet, vi løber om kap på gangen, der også er i halv bredde. Snakker noget mere. Sønnike skruer helt op for charmen, klarer alle tests til ug.
Fagpersonerne ser ingen grund til bekymring. Han er lidt platfodet. Det ved vi jo. Lidt hypermobil. Det ved vi også.
Der er intet galt med Musens motorik som ikke er galt med alle mulige andres motorik. Vi kan træne lidt derhjemme. Eller gå en tur i en park. Købe gode sko.
Vi er lidt paf. På en god måde, mest.
Tager bussen tilbage. Sender kæresten på arbejde. Afleverer en lidt træt dreng i børnehave. Tager hjem og prøver at forholde mig til at jeg om to timer skal møde på arbejde og afholde et profileret arrangement med en anerkendt men lidt skrøbelig ældre forfatter.
Modstår trangen til at gå i haven, kælderen, skuret, få styr på alt. Tager pænt tøj på og forsøger at ramme et tidspunkt der er tidligt nok til at jeg kan nå at fikse eventuelle tekniske problemer inden andre folk tager hjem fra arbejde men sent nok til at jeg ikke får skabt en maraton-dag for mig selv.
De tekniske problemer er begrænsede, trods alt. Fylder tiden ud til 18.30. Slæber stole, sætter lyd op. Lokaliserer forfatter.
Af svært gennemskuelige årsager foregår der et musikarrangement bag en tynd glasdør. Vi håber det det ikke går igennem. Det går igennem. Voldsomt. Tilbringer to timer med sammenbidte tænder og fingeren på lydanlæggets volumenknappen, forsøger at holde ansigtet i præcis lige dele beklagende og gæve folder. This too shall pass.
Det gør det. Alle er glade. Forfatteren skal med taxa hjem. Gerne den hun kom med, han var flink. Hun har ingen telefon. Jeg ringer. Han kan være der om tyve minutter. Vi forsøger at lokalisere det sted hun blev sat af, intet virker bekendt. Det virker forkert at lade hende stå alene i mørket og kulden. Det virker også forkert at lade min kollega stable alle stolene alene. Jeg spørger om hun kan stå der alene, hvis jeg kigger ud hvert tiende minut. Hun er bare bange for om jeg skal blive kold. Jeg er bange for hun skal blive kørt ned af en knallertbølle.
Huset er ved at lukker, og jeg er låst ude. Venter sammen med forfatteren. Hun er bange for jeg skal hade hende for evigt. Tværtimod! Banker på ruder og bliver lukket ind af pedellen, som er ved at lukke huset. Får lov at tage min jakke og taske. Ringer til taxamanden igen og får ham til at love at rigne til mig hvis ikke han kan finde den ældre dame. Ser bagenden af en taxa og ingen ældre dame. Vi bliver enige om at enten er alt vel eller også er det helt galt.
Lander i sofaen lidt over ti. De har hygget, mine drenge. Vi er stadig lidt paf. På den gode måde.
Jeg lover mig selv at låne en roman med hjem fra arbejde næste dag. Har mest læst faglitteratur siden nytår. Vi aftaler at tage på sanketur i april, hele familien. På tirsdag tager jeg en tur i kolonihaven. På torsdag kommer nogle af naboerne til kaffe.

3 Comments

  • Reply
    DorteS
    6. marts 2020 at 22:53

    Skønt med gode nyheder om sønnen!

  • Reply
    Hope
    6. marts 2020 at 23:02

    Det sted på Herlev kender jeg godt, umuligt at finde første gang og anden gang og tredje gang, da jeg var blevet gravid i mellemtiden og havde hukommelse som en si. Nu kan jeg finde vej, os til jordmoderkontoret, der ligger mindst lige så dumt. Nu kan jeg hjælpe andre på vej, ville nogle gange ønske at det ikke var tilfældet…

    • Reply
      Plantesmilet
      7. marts 2020 at 12:38

      Puh, nej. Det er et meget sært sted … Hende den frivillige forklarede at dørene ud er nummereret som adresser mens døre inde er nummereret med afdelingsbogstav, og elevatorerne har så yderligere deres helt egne numre. Puh, altså!

Leave a Reply