Kolonihaveliv

Én over de mange eller de mange over en?

Sidste uge var sådan en hvor alle samtaler over spisebordet handlede om hvem der arbejdede aften, hvem der arbejdede lørdag og hvem der hentede barn. Og alle samtaler i frokoststuen handlede om det samme.

Så blev det weekend og kolonihave og jeg cyklede en lang tur til Ledøje som er noget af det mest idylliske og alle mand sov til halv ni om lørdagen og så kunne vi lidt igen.

Indtil lørdag aften. I samme nu vi ramte puderne begyndte den dunkende basrytme. Igen. Det har godt nok været tit i år, og det går lige igennem de tyndebræddevægge og i nervesystemet på mig. Som jeg måske lader skinne igennem her ...

Klokken halv tolv stod jeg op og gik efter lyden. For selv om jeg plejer at strække mig langt for at bevare Stemningen, er jeg nået frem til at den anden part allerede har ødelagt den. Eller også er problemet at de ikke anderkender en sådan fælles udveksling af vibrationer mellem folk der ikke er nære venner eller familie. En overenskomst om sol og vind i naboskabet.

Det føles ikke helt godt at være striglen og hende den sure, men det gør det heller ikke at være bagtæppe for andres luner.

Det tog mig 25 minutters rask gang at nå festen, to foreninger væk. I huset stod 30 yngre kvinder og talte inderligt sammen og i festteltet i haven, som pulserede af lyd og lys, slåsse-dansede tre stangstive drenge. Jeg nåede over midten af teltet før jeg fik kontakt, og da det skete, førte det til megen velvillig men næppe sundhedsmæssigt forsvarlig råberi ind i ansigtet på hinanden og mig.

Jeg var ikke den første der havde været forbi med samme ærinde, men det imponerede dem trods alt at jeg kom så langvejs fra.

Der blev skruet marginalt ned, og jeg fik nummeret på en flink og nydelig ung mand som lovede at skrue ned hvis jeg skrev. Da jeg gjorde det, svarede han at han håbede på forståelse for “vi har at gøre med en 21 års fødselsdag”.

Da jeg de næste par timer lå vågen, mens der langsomt blev skruet op igen, var jeg mere melankolsk end vred. Festen foregik klods i midten af kolonihaveland, vi selv bor i udkanten. Her ligger vist 3.000 dårligt isolerede knaldhytter. Det er mange nattesøvne at smide i puljen for en 21 års.

Måske har jeg bare glemt hvordan det er at være 21. Måske vidste jeg det ikke da jeg var 21.

Forrige indlæg
Næste indlæg

2 Comments

  • Reply
    Hope
    13. juli 2020 at 4:32

    Øv

    • Reply
      Plantesmilet
      13. juli 2020 at 8:38

      Øv …

Leave a Reply