Bæredygtig hverdag

Enter the twilight zone – hvorfor der ikke kommer noget indlæg om september i permakulturkøkkenhaven

Det her tidlige efterår plejer vist egentlig at være min yndlingsårstid. Det er noget med lyset og temperaturen og at det er det perfekte tidspunkt at plante ting i haven. I år fungerer det ikke. Hverdagen er hverdag, bare let forvrænget.

Vi har været syge en, to eller alle tre på skift de seneste. fem uger? Seks? Det er helt absurd efterhånden. Hoste, snot, bihuler, maveonder af forskellig intensitet. En halv time efter at en anden havde sagt at Musen da vist var den raskeste af os alle sammen, lige den dag, spuleørlede han. Dagen efter min bihulebetændelse endelig slap, fik jeg ondt i halsen og har det endnu. Da jeg gik ud med papskrald den anden dag, var der så mange tome panodilpakker, at jeg blev reelt bekymret.

De sidste to år har jeg gået på arbejde med et saligt smil om munden. Og jeg er stadig rigtig glad for både det arbejde jeg laver og de mennesker jeg gør det med. Men af årsager der har med reduceret bemanding er arbejdsbyrden lige blevet et klik større siden sommer. Og det klik var et klik for meget. Nu er det ikke hyggeligt længere. Vi gør vores bedste, taler pænt til hinanden, leverer noget der minder om et godt produkt, men alt luften er suget ud.

Musen tager også lige nogle klik til den stramme side for tiden. Han er morsyg og har været det længe, men de seneste par uger bliver det ikke godt igen når mor ER ude af døren. Det bliver ikke ok når det står klart at det altså ER far der skal putte. Så jeg er ret meget på. Og min psyke fungerer bare sådan at den skal have en lille bitte sprække sjælen kan flygte ud igennem. Om det så er en femminutters omvej hjem fra arbejde eller at spæne ud i skuret og se om den der stikling har slået rod. Og jeg kan godt mærke at jeg bliver lidt bidsk, når vi nok så fornuftigt bliver enige om at det nok er bedst jeg putter HVER aften og afleverer HVER morgen og ikke tager for langt væk om eftermiddagen og sidder på spring inde i huset, skulle min kæreste mod bedre vidende forsøge sig med en godnathistorie. Jeg elsker at putte og elsker at aflevere, men den der spændetrøje ved navn ’hver’ har jeg det godt nok stramt i.

Vuggestuen holder desuden fast i at noget er galt og at en udredning må finde sted. Jeg skal ikke gå i detaljer her, det er ikke noget farligt og – minder vi os selv om – ikke noget vi selv ville have opdaget, hvis ikke knægten havde gået i vuggestue. Hvilket på en og samme tid siger noget om hvor fantastiske og hvor problematiske daginstitutioner er … Der er heller ikke meget i de ting han bøvler med, som en eller begge forældre selv har og derfor lidt tager for givet. Så. Vi får se. Jeg er bare lidt sorgfuld (og en lille *bitte* smule lettet) over at sige farvel til den der ukomplicerede, forboldtonsende krudtugle, man også kunne have fået.

Apropos sorgfuld, så har jeg gået hos en psykolog i en periode. Af to årsager. Den helt konkrete at jeg *stadig* fik panik hver gang jeg skulle sætte i gang på en cykel og det begyndte at blive en reel begrænsning. Og så den mere vage at jeg for ti år siden, da jeg havde det seriøst skidt, gik hos en men holdt op fordi jeg a) simpelthen ikke kunne rumme at have aftaler ved siden af mit job og b)*også* gik hos en fys og var bange for at blive sådan en selvoptaget type der forventede at have det godt på alle fronter. (To ret dårlige grunde, faktisk!) Siden har det ligget og ulmet at jeg nok burde have fulgt forløbet til ende den gang. Cykelskrækken blev kureret (ish …) ved en gang hypnose (seriøst, ja!), men det andet … Hvad der var tænkt som en hurtig karklud hen over mit mentale køkkenbord blev mere noget i retning af en fuld Marie Kondo, og det er sgu hårdt. Man får lyst til at sidde og kigge på et hav og tude med sit tyveårige jeg, og jævnfør ovenstående, er det bare ikke muligt.

Man får også lyst til at give sin have en ordentlig omgang. Og jeg fik faktisk ryddet gevaldigt op i det spiselige staudebed, bort-kondoet min peberrod (har vi *nogensinde* spist af den?!), beskåret lidt og gjort kål på noget skvalder. Det føltes SÅ godt. Men resten af den sparsomme fritid, må jeg med beklagelse indrømme, er blevet brugt hjemme på sofaen i Buddinge i en små-vrissent forsøg på at blive raske inden mandag.

6 Comments

  • Reply
    Maude // skøreliv.dk
    5. oktober 2019 at 13:54

    ❤️ Kram og tanker! ❤️

    • Reply
      Plantesmilet
      6. oktober 2019 at 13:19

      Tusind tak ❤️

  • Reply
    Anette
    6. oktober 2019 at 8:49

    Må jeg spørge om, hvad der ser ud til at være ‘galt’ med Musen? Jeg får nemlig en fornemmelse ud fra din blog og måde at skrive på, at I kunne ‘fejle’ intelligens og det kan nemt blive lidt gråzone-agtigt ind over noget autisme osv. Og det er ærgerligt, hvis Musen bliver puttet i autisme-kassen, når han kan få mere glæde af intelligens-kassen. Du må gerne svare mig personligt eller lade være med at svare mig. Og om nogle år, når Musen skal I skole, kan du tjekke Atheneskolen, som ligger i Søborg. En skole for højtbegavede børn. Der kan Charlotte i indskolingen/Delfin-klassen temmelig hurtigt se, om han mon ikke hører til der.

    • Reply
      Plantesmilet
      6. oktober 2019 at 13:19

      Hej Anette. Tusind tak for din dejlige og konstruktive kommentar! Vi sad netop og talte om skoler med et lidt roligere miljø end den lokale, så Athene er nu skrevet bag øret. Når det så er sagt, skulle det undre mig at han er autist. Det er han simpelthen for meget festens midtpunkt til … Jeg tror vi er ude i at to velbegavede men distræte fumletumlere har fået en velbegavet men distræt fumletumler! Det forbistrede er bare at han trives bedre som ene barn blandt en håndfuld voksne end den omvendte ratio, og det er oftere den de har o vuggestuen … Jeg må dog sige at de lægger sig i selen for at finde gode løsninger. ❤️

  • Reply
    Janne
    6. oktober 2019 at 19:17

    Hej både Kirstine og Anette,
    som mor til en højt begavet og samtidig sensitiv knægt og som underviser på en skole for autister tillader jeg mig også lige at kloge lidt… Jeg tænker meget, at Anette har ret. Højt begavet og autisme kan godt tendere til at give nogle af de samme “symptomer”, som man lige skal være sikker på at tolke rigtigt. Og her kan der være en tendens til at fagfolk ved betydeligt mere om autisme end den anden kasse, så som forælder skal man måske lige selv være lidt konstruktivt skeptisk. Højt begavede børn leger i øvrigt ofte “opad” og føler sig bedst tilpas blandt voksne eller ældre børn.
    Sensitivitet koblet med begavelse er desværre ikke altid en nem cocktail. Måske er der overhovedet ikke noget “galt” med Musen, men snarere med den måde børnepasning er indrettet på. Uden overhovedet at kende din Mus vil jeg også sige at hvis man er udadvendt OG sensitiv, kan det også godt give lidt udfordringer, fordi man har det fedt som festens midtpunkt – lige indtil man bliver totalt overstimuleret og brænder sammen. Beklager hvis jeg rammer helt ved siden af – det var bare lige det, dit indlæg og din kommentar fik mig til at tænke på.
    God vind med det hele. Kh Janne

    • Reply
      Plantesmilet
      7. oktober 2019 at 20:23

      Du rammer overhovedet ikke ved siden af, og tak for super input! Når jeg skriver ‘galt’ mener jeg vist egentlig også clashet mellem Mus og vuggestue. Hver for sig er de gode nok, kombinationen er ikke helt så god som ventet … Udfordringerne er som udgangspunkt motoriske, men når vi så taler os ind på hvad der er hvad, viser det sig at han er en helt anden og temmelig bleg Mus blandt de andre børn. Herhjemme fylder han skisme godt op, på den gode måde!!! Lige nu afventer vi at tale med vores læge, som er et af de mest fornuftige mennesker, vi kender. Det skla nok gå 🙂

Leave a Reply