Bæredygtig hverdag

Et vindue på klem til verden

I dag startede min søn i børnehave igen. Og så er første halvleg i denne mystiske, mystiske omgang overstået. Min første reaktion, da vi hørte fra børnehaven i sidste uge, var sorg. Så ramte jeg muren. Ikke så meget at jeg ikke kunne mere som at jeg ikke gad prøve. Og så gik det faktisk rigtig fint i dag.

Vi har klaret den. Langt hen ad vejen har vi endda klaret den godt. På et tidspunkt satte jeg mig ned og overvejede om jeg – hvis jeg kunne – ville designe mit liv sådan her med hjemmepasning og arbejde på skift. Det ville jeg så ikke.

Jeg tror det har fungeret for os i kraft af at det har været pålagt os udefra. Som en begravelse man selvfølgelig skal med til men ikke er overvældet af sorg over. Man gør hvad der skal gøres for de andres skyld, og om det så falder vildt ubelejligt eller faktisk redder en fra et træls møde, har ikke rigtig noget med noget at gøre.

Og så har det fungeret fordi vi har været ærlige om at det slet ikke er naturligt for os at være så meget sammen. Så vi har løbet ture og hamret skure ned og lavet mad med høretelefoner på, og jeg er begyndt at gå i seng mindst en time før min kæreste og stå op mindst en time før, på det yderste af tåspidserne så jeg ikke vækker min søn.

De morgener hvor jeg har haft en time for mig selv med bog og ego-stempelkande på terrassetrappen i frostvejr med et uldtæppe om benene, har været magiske.

Ville min søn designe sit liv sådan her. Tja. Det har været godt for ham at få en pause, ikke blive skyndet på, slippe for den helt ærligt opslidende og perma-forsinkede morgenrutine. Han er kommet så meget tættere på sin far, og jeg lapper det i mig.

Problemet med at være sammen hele tiden, at undvære de der tyve minutter om eftermiddagen inden jeg henter barn, var det der bekymrede mig fra starten. Det andet problem, det at undvære voksenkontakt med andre end min kæreste, sneg sig ind langt senere og næsten umærkeligt. Som et underskud af et af de der vitaminer, men strengt taget har depoter af til et års tid eller to.

For ret længe lignede min hverdag jo sig selv. Vores familier bor langt væk, og vi ser dem med måneders mellemrum. Vores venner er travle og har skiftende arbejdstider ligesom os, dem ser vi også med måneders mellemrum. Faktisk var det første der ramte mig ikke ensomheden, men erkendelsen af at den har været der hele tiden.

Den blev først akut da vi tog i kolonihave et par dage. For der plejer vi faktisk at se folk eller i hvert fald forsøge på det. Ofte bliver det kun ved de uendelige sms-samtaler om hvordan vi kan – eller ikke kan – komme om ved folks forpligtelser. Men det er jo også en slags kontakt. At undvære den, gjorde ondt.

Da vi så kom hjem og skulle til at arbejde på skift igen og skabe struktur for en treårig igen uden noget at fylde i strukturen, kollapsede jeg. Blev pissesur på den smitsomme måde. Nu må der godt ske noget nyt. Hvilket der så gjorde i dag.

Forrige indlæg
Næste indlæg

No Comments

    Leave a Reply