Figentræets deroute

For tre somre siden fik jeg et fint lille figentræ, som jeg plantede på en solrig plet. 

Det overlevede sin første vinter i fin stil, satte store flotte blade første maj – og frøs helt i stykker natten til anden maj … En måned senere prøvede det igen, dog med lidt færre og mindre blade. 

Sidste år var vinteren hård ved det, og det satte et par småblade hen i juni. 

I år var det dødt, og jeg klippede det ned til grunden. 

Men! Som en anden Fugl Fønix sendte det her til sankthans en lille men bladrig spire i vejret. Jeg fandt det midt i en hårdt tiltrængt omgang kanttrimning og blev ærligt talt lidt imponeret!

Mens jeg sådan gik og klippede kanter og glædede mig over livets uforgængelighed, klippede min kæreste græs med håndskubberen. 

Se!, sagde jeg og pegede, da han nærmede sig figenspiren. 

Hva?!, svarede han og tog et ekstra  langt skub med klipperen.

Figentræet!, forklarede jeg, og prikkede til de grønne blade med en finger. 

(Her skal I forestille jer, at filmen skifter til slowmotion og al lyd forstummer)

Ooog – det lillebitte figentræ væltede, knækket ved roden efter at være blevet strejfet af græsslåmaskinens ene hjul. 

Jeg valgte ikke at blive sur og har sat kvisten i en potte med jord. Figner siges jo at spire så let …