Aller først i januar såede jeg en håndfuld kerner fra det aroma-æbletræ, jeg engang fik af min farmor, og som har vokset sig stort og produktivt i mine forældres have. I marts kom der (ærligt talt til min store overraskelse!) fine små spirer, og da urtepotten blev for trang, kom de fire små æbletræer over i køkkenhaven.
Her holdt de lææænge en højde på fem-syv centimeter, fik et par sneglebid og så lidt slidt ud i bladene. Lige indtil det allermindste og mest sneglebidte æbletræ tog springet fra fem til 25 cm på en uges tid. Og de tre andre gjorde det samme – et ad gangen.
Det der med æblesorter og frøformering

Jeg stresser en kende over, hvor vi dog skal finde plads til fire nye æbletræer i det mindste længe nok til at opdage, om frugterne overhovedet kan spises. Det er nemlig sådan med æbler, at de er det absolut modsatte af frøstabile. De ryster generne for vildt ved bestøvning (det har noget at gøre deres kromosomer, jeg forstår det ikke helt …) og hver eneste spiret kerne bliver derfor en helt ny sort, der sagtens kan være helt skæv i forhold til forældresorterne.
Det er jo alt sammen meget interessant – men også lidt et pres. For sandsynligheden taler for, at mine fire nye unikke sorter bliver i bedste fald ligegyldige og i værste fald totalt uspiselige.
Men der kan også være den nye Ingrid Marie eller Gråsten imellem, som frugtavlerne vil stå i kø ved havelågen for at få en podekvist af!
Træ eller podekvist
En fin ting ved at have frøsået æblerne i stedet for at pode dem er, at de vokser op som rigtige træer og ikke dværgformer. Der er selvfølgelig klare fordele ved at pode en æblekvist af en kendt og afprøvet sort på en grundstamme, der holder en pratisk størrelse. Men da jeg alligevel ikke skal leve af frugtavl, synes jeg faktisk det er fint, at mine æbler vokser op som rigtige høje, skæve træer.
2 Comments
Teenage-træ - PlantesmiletPlantesmilet
10. februar 2015 at 14:46[…] dag er det første af de frøsåede æbletræer flyttet for sig selv. Ni måneder gammelt, 45 cm højt og med et tilsyneladende nydeligt […]
Oktobers gøremål i haven - Plantesmilet
1. oktober 2017 at 10:25[…] æbletræet, som fik en rundbarbering med vores nye græstrimmer […]