Fra kulkælderen

Chokket er lige stort hvert år: Jeg tørrer en lille tåre over at havesæsonen slutter, men kun en lille en, for nu skal jeg jo til at hænge på caféer igen og gå til yoga igen og indrette lejligheden med fine loppefund igen. Og det går meget godt et par uger, men BUM, 1. november bliver det mørkt, og jeg bliver et levende lig, der liiige kan holde til at gå på arbejde og ikke ret meget mere.

I år gik det ud over chiliplanterne, de fine, fine chiliplanter, der så sådan ud i starten af oktober. For ligesom jeg i sensommeren ikke kan forestille mig, hvor mørkt det bliver lige om snart (og sikkert godt det samme!), kan jeg om sommeren ikke få ind i knolden, hvor koldt det bliver i et uopvarmet hus om vinteren. Og således havde jeg forestillet mig, at planterne da bare kunne overvintre i huset, vandet med ujævne mellemrum af mig og opvarmet ved solfangeren og det sydvendte vindue.

Som om.

Da snevejret og frosten for snart et par uger siden gjorde det klart, at ja, det bliver koldt om vinteren, var hverdagen og energiniveauet bare ikke til at få os nosset ud og hente de stakkels planter. Det ene gang efter den anden kunne det teknisk set lade sig gøre. Men det ville det også kunne et par dage senere – så hvorfor ikke vente, egentlig?!

Da vi endelig fik slæbt planterne hjem, to buldermørke eftermiddage i starten af denne uge, var de ikke døde, men tæt på, og over de seneste par dage er de så stille og roligt gået til hjemme i køkkenvinduet. Nedtur.