Havebrug og selvforsyning

Fra lænestolen

Økologisk have af Jens Juhl

Findes der et dansk ord for armchair gardening? Jeg er helt desperat efter at komme i gang, men foreløbig bruger jeg bare penge. Her kommer udkastet til en indkøbsseddel:

 

Ting:

  • En ormekompost. Janne fra Storbyhaven har researchet. Hvis hun bliver ved med at være begejstret, køber jeg nok en magen til.
  • Et par regnvandstønder med sådan en siveslange, så planterne kan få vand hele tiden. Aldrig set i virkeligheden (altså siveslangen) men omtalt af svigerfar.

Planter:

Et espalieret (eller espalierbart) æbletræ. Til erstatning for et hensmuldrende flethegn. Eneste problem er, at vi bruger flethegnet til at stå bagved, når vi, ahem, spuler os over med haveslangen. Måske bliver der råd til både et æbletræ og en brusekabine. Og dog.

Skyggeelskende planter til forhaven. Hasselurt og hosta … Jeg er egentlig lidt ligeglad, men forskønnes  lidt skal der jo nok.

Græsfrø. Plænen er gravet op, så masser af græsfrø!

Køkkenhaven:

I disse postmoderne tider, må man selv vælge sine profeter. Jeg har valgt Jens Juhl. Fordi han har skrevet en havebog, der er meget langt nede på jorden, og fordi han engang holdt foredrag med indlagt havevandring i min gamle urbane haveforening. Praktisk begavede mennesker har ofte en evne til at få yngre, idealistiske akademikere til at føle sig lidt mindre selvfede. Den evne havde Jens Juhl.

Nå, men hans regime går ud på sædskifte i seks skifter (sæder?) med indlagt blandingskultur og grøngødning ind i mellem. Der skal liiige slås et par streger på et stykke papir, men mon ikke der bliver plads til seks højbede?

Sædskifte 1

Kål, kål og atter kål. Nu skal man jo ikke følge sin profet fuldstændigt hovedløst. Måske dropper vi kål. Eller nøjes med rosenkål?

Sædskifte 2

Porrer og diverse rodfrugter. Porrer skal vi helt klart have, resten må jeg lige overveje …

Sædskifte 3

Kartofler, bønner og hestebønner. Kartofler fra Netto ( ikke helt kosher, I know). Bønner tog jeg frø af sidste år. Så, at bestille: Hestebønner.

Sædskifte 4

Squash, græskar, asier, amarant. Græskarene gik jo slet ikke sidste år, mens squash var en stor succes. Og asier får vi måske ikke rigtigt brugt … At bestille: Squash og amarant. Sidstnævnte fås hos Solsikken, ser jeg nu. Sidste år fandt jeg dem aldrig 🙂

Sædskifte 5

Løg, hvidløg, ærter og gulerødder. At bestille, undtagen hvidløg, som jo er sat.

Sædskifte 6

Majs, salat, spinat, sølvbedde og ærter. Ærter har vi frø af. Majs … Er det ikke mere noget, der gror på en mark? Måske man skulle prøve nogle sølvbedder.

Grøngødning

Jeg har ikke den helt store erfaring med praktisk jordforbedring, men mange økologer sværger til det, og lerjorden er som cement under muldlaget, så lad os prøve: et kilo ærter-havre-vikke fra solsikken.dk. Blandingen kan sås fra marts til juli, så den kan bruges både før de sene og efter de tidlige afgrøder.

Skadedyrsbekæmpere


Tagetes. Skal åbenbart sås med rund hånd og holder diverse utøj væk. Så en stor pose af dem, tak.

PS. Hvorfor er nogle netbutikker så ringe? Altså ikke indholdet men opbygningen. Det er umilgt at dybdelinke på solsikken.dk og hvad hjælper der, at Camilla Plummer sælger ‘ti gode grøntsager til nordiske køkkenhaver‘, når hun ikke skriver hvilke ti ?!?
 
Fortsættelse følger!

Du kan følge Plantesmilet på bloglovin, facebook og instagram

Læs også

No Comments

    Leave a Reply