Bæredygtig hverdag

Genåbninsveer

Mens vi har gået hjemme har vi et par gange talt om hvad vi ville, når alt dette var ovre. Ikke noget vildt, måske bare skiftes til at kalenderlægge en cafetur ind til byen. Og det er først nu det langsomt er ved at gå op for mig at det ikke er der vi er.

De sidste par uger har tærret lidt på mig. En gang i min studietid, da jeg havde det rigtigt svært, forbød jeg mig selv at tænke mere end to uger frem. Fremtiden var bare for stor at forholde sig til. Nu er vi nede på to dage.

Det det hele turnerer sig omkring er arbejdstider, hans og hendes, kontra vuggestueåbningstider. Min kæreste arbejder mest hjemmefra, hårdt og koncentreret, også aftener, også lørdage. I hvert fald i sidste uge, måske skal han afsted fysisk i den næste, det ved ingen.

Jeg er afsted på arbejde, også temmelig hårdt og koncentreret, dage og aftener, potentielt weekender fra snart, men det vides ikke endnu. Som jeg forstår det, kan udmeldingen onsdag aften betyde at vi udvider tilbudet, mem jeg har intet hørt. Jeg kan også stadig blive sendt ud i en daginstitution eller en skole med dags varel, som en del af mine kolleger er.

Vuggestuen har nu sin fulde åbningstid, som jo ikke tilnærmelsesvist dækker vores arbejdstid, men de vil stadig gerne have at vide for fjorten dage ad gangen præcis hvornår vi afleverer og henter.

Og det fucker mit hovede at skulke være all in på pionerånd på arbejde – og tro mig, jeg glædede mig som et lille barn sidste mandags da vi mødte ind! – og holde vuggestuen hen med snak og halve løfter, tage nære og fjerne skægtninge i ed hvis denne eller hiin lørdag bliver et problem (nej, vi ved ikke hvornår vi ved noget …) og så eller sætte det der privatliv, vi havde fået så godt gang i, på pause.

Jeg ved det, det er en (genåbnings)fase lige nu, tingene finder forhåbentlig en gænge, men kontrasten til de sidste måneder har rettet et meget skarpt lys på hvad de der skiftende arbejdstider gør. Hvor stor en del af den mentale energi der går med at flette to vagtskemaer uden at hullerne bliver alt for synlige hverken på hjemme- eller jobsiden.

Ad snoede omveje blev jeg bekendt med at podcastet Slut med Forbudt, som jeg ikke kendte, havde lavet et afsnit af en mere problematisk del af en altenative branche, nemlig ‘hjertekvinder’. Dem kendte jeg heller ikke. Men jeg læste op fordi det var en interessant og let kulørt sag. Og i min læsning stødte jeg på den betragtning (I Berlinske?) at mange kvinder drømmer om at blive selvstændige fordi lønarbejde pr definition er defensivt. Den har jeg tygget lidt på, for ja, jeg og mange andre er i en enormt defensiv situation. Lige nu tydeligere end normalt.

Jeg har også læst et sted (og nej, jeg er bare ikke i henvisningsmode lige nu!) at folk generelt er for ambitiøse på den korte bane men for uambitiøse på den lange. Jeg tror at mit langsigtede mål må være et arbejdsliv i en mereoffensiv position.

(Podcasten kan for øvrigt anbefales)

Forrige indlæg
Næste indlæg

No Comments

    Leave a Reply