Havebrug og selvforsyning

Haveplan – idefase, konkretisering og skitsering af design for vores rækkehushave

Havedesign
Design af haveplan. Man kan inddrage børn, men jeg vil da egentlig ikke anbefale det 😉

Faste læsere vil være bekendt med historien, men ellers kommer den her i stikord: Vi havde (og har!) en kolonihave, vi købte et rækkehus med en lille have til, jeg havde det ret stedmoderligt med det rækkehus og den have, jeg greb et brækjern og begyndte at gøre noget ved (en del af) problemet. Undervejs skete der det forunderlige, at jeg dels fik det meget bedre (halleluja!), dels begyndte at lægge første hånd på en haveplan. få ideer.

Det har været en rigtig sjov og hyggelig proces, og jeg er sikker på at endemålet bliver skønt. Hvis vi nogensinde når derhen. Vi kommer til at bygge haven op på samme måde som vi har brudt gammelt skrammel ned: I vores eget tempo og når vi føler for det. På en måde er der noget frigørende ved at det ikke er vores drømmehave vi anlægger, men den der fulgte med det der hus med den praktiske beliggenhed der var til at betale. Det føles lidt som at gå til jobsamtale på et job man ikke helt gider: Presset er af, og og man kan se hvad de har at byde på.

Min proces med at designe en haveplan – trin for trin

Haveplan trin 1: Lære haven at kende og få ideer

Mens vi gik og rev skure ned, begyndte vi at lægge mærke til ganglinjer og hvordan lyset faldt. Satte pris på det næsten middelhavsatige klima op mod huset og skovbundsstemningen i den anden ende. Slæbte stole rundt i haven alt efter hvor lyset faldt hvornår.

Kort sagt kom jeg godt i gang med at designe en haveplan bare ved at knokle rundt i den time efter time hen over vinteren. Og på et tidspunkt besluttede jeg mig at sætte pen til papir og tegne en ‘rigtig’ haveplan. For at fortsætte den kreative proces og for at sikre mig at alt hvad vi gør i haven – det være sig nok så småt g spredt – peger i den rigtige retning.

Vi har særligt lagt mærke til:

  • Ganglinjer – hvor går man hen i haven og ad hvilke ruter. Stierne ses ret tydeligt fra vinduerne på første sal
  • Sol – hvor er der lys. Hvor er der lunt om foråret, for varmt om sommeren, det første morgenlys, hvor er der skyggefuldt (og sneglefyldt!)
  • Blomster – hvad blomstrer hvornår, hvad er grønt om vinteren
  • Hverdagen – hvor meget bruger vi overhovedet haven, og hvornår på året

Haveplan trin 2: Nedskrive præmisser og ønsker

Præmisser – Hvad har vi at arbejde med?

Da vi kunne se enden på arbejdet med at rive skure ned, begyndte jeg at notere ønsker og drømme ned til hvad vi ville i stedet for. Først her og der og alle vegne på papirlapper og noter på telefonen. Så mere samlet i en blogkladde.

Så stoppede jeg op og delte noterne op i to lister: En over præmisser vi ikke kan ændre, og en med ønsker og drømme inden for rammen af præmisserne.

Vi skal arbejde ud fra følgende præmisser:

  • Tid er en begrænset resurse – både til anlæg og til vedligehold
  • Penge er en begrænset resurse
  • Vi har en kolonihave og har ikke brug for en kopi
  • Vi har et lille barn der skal have mulighed for at lege
  • Haven er lang og smal med en naturlig ganglinje på langs
  • Haven ligger stik syd, så den ene ende af haven er meget solstegt, den anden temmelig skyggefuld
  • Jorden er god, muldrig havejord

Ønsker og drømme – hvad skal indgå i haveplanen?

Nogle af ønskerne er afledt ret direkte af præmisserne: Vi har et barn, han skal have mulighed for at lege. Andre er afledt af vores livsstil: Jeg kunne fx ikke rigtig forestille mig helt at undvære en kompost, og min kæreste hader at slå græs men insisterer på at være den der gør det … Og andre igen udspringer af smag og behag, som fx min forkærlighed for krukker og nyforelskelse i den engelske cottage-stil.

Vi har følgende ønsker og drømme:

Anvendelse

  • Mulighed for leg
  • Mulighed for tyve minutters mentalhygiejnisk havearbejde på hverdagseftermiddage
  • Begrænset græsslåning
  • Siddepladser i sol og skygge

Praktiske elementer

  • Kompost
  • Regnvandsopsamling
  • Tørresnor
  • Opbevaring af cykler, klapvogn, haveredskaber og sarte planter om vinteren

Værdier

  • Levesteder til fugle og insekter
  • Selvforsyning ultra-light – på niveau med et par bærbuske, krydderurter og nogle af mine vintergrøntsager fra kolonihaven (som vi aldrig får brugt, ikke værende i kolonihaven om vinteren)
  • Bæredygtige materialer og genbrug, så vidt det er praktisk muligt

Æstetik

  • Ikke alt for meget mudder
  • Krukker
  • Noget grønt om vinteren
  • Lang sæson med blomster
  • Forundring og overraskelse – gerne ved at bryde det direkte kig fra den ene ende til den anden
  • Karakterskabende gamle træer og buske (altså bare dem der står der i forvejen, ik)
  • Et lidt ramponeret, tilfældigt, cottage-agtigt look

Haveplan trin 3: Tegne

Jeg valgte at tegne min haveplan i hånden. Der findes forskellige programmer man kan bruge (googl det), men jeg foretrækker generelt at have ting i hænderne, og min erfaring er at computeren bliver et irriterende mellemled mellem tanke og udtryk. Især når jeg skal bruge et program jeg ikke har erfaring med.

I stedet gjorde jeg som følger:

  1. Printede et matrikelkort med skel og bygninger fra Geodatastyrelsen (gst.dk)
  2. Tegnede grundridset over på det mønsterpapir jeg bruger til symønstre
  3. Fandt vores adresse på Google Maps og brugte satelitebilledet til at placere terrasser, store træer med mere.
  4. Brugte noget tid på at skridte af og måle op for at få styr på fx bredden af døre og hvor langt legehuset egentlig er.
  5. Tegnede en stilliseret men målfast plan over haven som den så ud før vi begyndte at ændre noget, op med tusch
  6. Brugte denne haveplan samt listen over ønsker og drømme som udgangspunkt for et design for haven som den kan komme til at se ud i en nær fremtid
  7. Testede ideerne i praksis ved at bruge små fliser (som haven er fyldt med) som stiplede linjer og mærke efter om det fungerede
  8. Brugte denne haveplan som udgangspunkt for et (meget løseligt) design for haven som den kunne se ud om fem eller ti år.
I mangel af en murersnor …

Haveplan trin 4: Færdige skitser af haven nu og i fremtiden

Haven som den så ud før vi ændrede noget:

Haveplan for rækkehushave
A: Forplads, B: Carport, C: Hus, D: Skur 1, E: Terrasse, F: Fliser, G: Bed, H: Terrasse (lav med bed med stub), I: Græs, J: Legehus, K:Busk, L: Buske, M: æbletræ, N: Birketræ, O: Skur 2, P: Skur 3

Der er mange udhuse (de blå), en lang græsplæne (det gule) og en del gamle buske og træer (det grønne)

Haven som den kan se ud om et år eller to:

Haveplan rækkehus mindre græs
A: Forplads, B: Hus, C: Nyt skur, D: 5 skraldespande, E: Fliser, F: Hævet terrasse, G: Bed med spiseligt, H: Vandtønde, I: Tørresnor, J: Underligt lille bed med stor træstub, K: Legehus, L: Bed med buske, M: KOmpost, N: Æble, O: Hængekøje, P: Birketræ, Q: Nye fliser, R: Fliser = gulv i gamle skure, S: Nyt plankeværk
  • De mange udhuse er reduceret til et mindre skur ved gavlen.
  • Den store græsplæne er brudt op af nogle beplantninger på tværs, så græsplænen bliver mindre og haven ikke længere kan overskues i et blik
  • Ganglinjen følger linjen fra terrassedøren til det store birketræ
  • Flisegulvet fra de to små skure bagerst i haven er genbrugt og udvidet lidt med genbrugsfliser, som skyggeterrasse (med morgensol)
  • Mellem de to store træer er der plads til en hængekøje med skovbundsplanter under

Det største arbejde bliver at få bygget det nye skur og et plankeværk bagerst i haven (hvilket vi betaler os fra), rette de eksisterende fliser lidt til samt at plante de to gange buske.

Haven som den potentielt kan se ud om fem eller ti år:

For sjov har jeg også tegnet en løsere skitse til et fremtidigt havedesign baseret på engelsk cottagestil, hvor den bagerste del af græsplænen er erstattet af en blanding af blomstrende buske, stauder og flerårige spiselige planter. Desuden er stien gennem haven blevet brolagt med genbrugsfliser. For at illustrere det langvarige i projektet, er legehuset her ertattet med en tramboling …

Design rækkehushave cottagestil
Rækkehushaven i mulig fremtidig cottagestil
Forrige indlæg
Næste indlæg

4 Comments

  • Reply
    bjørg
    5. april 2020 at 8:40

    Det ser vildt spændende ud, glæder mig til at følge projektet.

    • Reply
      Plantesmilet
      5. april 2020 at 14:31

      Tak 🙂 Det er en vildt fed fornemmelse når planerne pludselig falder i hak efter vi ikke har kunnet få hold på dem så længe b

  • Reply
    Hope
    6. april 2020 at 7:36

    Godt arbejde, hvor bliver det spændende at følge😁

    • Reply
      Plantesmilet
      6. april 2020 at 18:05

      Tak 🙂 Jeg glæder mig også til at komme videre!

Leave a Reply