Bæredygtig hverdag

Hvad der videre hændte skur-projektet

Kalenderen påstår der er gået over tre måneder siden jeg sidste skrev et kapitel i Fortællingen om de Tre Skure. Den der saga der tog sin begyndelse sidste år i september (Altså for et år siden. Holy shit!), da jeg købte et koben og begyndte at fjerne det gamle lort der fulgte med vores rækkehus. Tre gennemrådne skure, en ulovlig carport og en mængde af de der paller med bure på, man køber brænde i. I en periode sidste vinter fyldte projektet hele min fritid og væsentlige dele af min sendetid her på bloggen. Under lockdown var det en væsentlig årsag til at jeg ikke blev (mere) sindssyg.

Første juni skrev jeg, at nu havde vi altså tilkaldt et hold proffesionelle til at tage ’det sidste’.  Siden er der sket rigtig meget og i lange perioder ikke en skid.

Først kom de samme håndværkere der lidt tilfældigt hjalp med carporten, og rev resten af det store skur ned. Så langt så udramatisk. Det kostede et par tusind.

Men så kiggede de nærmere på de der lecanødder der lå under gulvet. For hold da kæft der var mange lecanødder. Visse steder et lag på 90 cm. Andre steder kun 30, men stadig. Min kæreste var hjemme den dag, og jeg vidste den var gal da jeg fik beskeden med ”Kan du ringe?”.  Vi blev enige om at håndværkerne skulle vende tilbage med et nyt tilbud på at komme af med lecaen og få fyldt sand på.

I mellemtiden fik vi slæbt alt affaldet fra baghaven væk. Vi brugte Junkbusters, som specialiserer sig i den slags lidt ukurante bortslæbningsopgaver. For Hold. Da. Kæft. Hvor var der meget affald i den baghave!!! Sådan en buket udhuse skilt ad i bestanddele fylder helt abnormt.

De to fyre fra Junkbusters gjorde det såmænd godt, selv om de havde undervurderet opgaven og endte med at dele de over to gange. Og så fik vi hvad vi betalte for og ikke andet: To mand med en bil. Jeg havde måske forventet at de havde bure eller hunde (I ved, de der rulleplader) eller palleløftere eller hvad ved jeg, men nej, de vadede frem og tilbage med hvad de kunne have i hænderne. Time efter time. De havde jo selv sagt ja til opgaven efter mange advarende ord og megen fotodokumentation, alligevel var vi sådan lidt lorne ved situationen. Men væk kom skraldet da.

Derefter vendte de andre håndværkere tilbage med et tilbud på tømning og igen-opfyldning af Krateret ved Gavlen. Og det var alligevel så dyrt, og de virkede så fornuftige, at vi bad dem give et tilbud på hele opgaven med at lægge fliser og opføre et nyt skur.

Tilbuddet lød på 160.000 og dækkede: Leca væk, sand på, fliser på, udbedring af mur, udbedring af hullet efter vores sløjfede brændeovn (har ikke rigtig noget at gøre med noget, men når nu mureren var i gang …), lille stakit ude foran, plankeværk i forlængelse af skuret og i bunden af haven og fjernelse af det sidste rester i bunden af haven inkl. vores midtertidige hegn.

Deeet … var jo nok ikke urimeligt, men heller ikke just et greb i lommen. Så jeg mønstrede alt hvad jeg havde i mig, mindede mig selv om at man ikke kan blive myrdet over email, og spurgte om de kunne skære 25.000. Det kunne, 30.000 faktisk. Huh!

Så vi sagde ja.

”Men vi skal lige spørge kommunen”, sagde vi.

”Det behøves ikke”, sagde håndværkerne.

”Men det sagde kommunen at vi skulle”, sagde vi

”Det kan ikke passe, se link”, sagde håndværkerne

”Det synes vi bare de sagde, vi spørger lige”, sagde vi

”I skal søge tilladelse, da der ikke er nogen lokalplan. Derfor gælder den der håndskrevne note fra ’49 på side 11 i det der dokument der hedder noget helt andet. Og der står faktisk at alt er fobudt”, skrev kommunen

(Søger tilladelse i kompliceret onlinesystem)

(Fem uger senere)

”I kan ikke forvente at få tilladelse til et skur i forhaven-uforståeligt kommunalt mumbo jumbo”, skrev kommunen

(Raseri, vantro, trang til civil ulydighed)

 ”Hvad kan vi dog gøre ved den situation, vi vil jo gerne gøre det rigtigt og kan konstatere at alle andre enderækkehuse på vejen har skure helt magen til, så hvordan har de mon fået lov til det? Desuden er det jo ikke forhaven men ved gavlen”, skrev vi efter at have læst vores oprindelige, mere skarpt formulerede mail igennem og nedredigeret den en del.

”Hm, det er rigtig nok, men vi skal tænke på bebyggelsesprocenten. Desuden synes jeg I skal får jer en lokalplan(!)-mere uforståeligt kommunalt mumbo jumbo”, skrev kommunen

”Vores bebyggelsesprocent er 18”, skrev vi

”Jeres ansøgning er godkendt og sagen afsluttet”, skrev kommunen

”Huh!?”, sagde vi

Så nu er verdens mest tålmodige håndværkere begyndt at opføre et nyt skur til os.

I mellemtiden har vi fået ordnet det sidste elarbejde, håndværkerne har lagt sand og fliser (da kommunen vel dårligt kunne kræve at vi bevarede hullet). Vi har også fjernet haveaffald fra haven, og i det hele taget ryddet lidt op. Og meget andet har der ikke været overskud mens vi har forsøgt at holde hovedet ovenvande den vores nye genåbningshverdag.

Læs hele sagaen her:

Forrige indlæg
Næste indlæg

4 Comments

  • Reply
    Hope
    11. september 2020 at 13:25

    Hvor er billederne?:-)

    • Reply
      Plantesmilet
      11. september 2020 at 15:32

      Ved du hvad, jeg kunne ikke finde et eneste på min telefon ..! Min hjerne er gået i en form for forsinket corona-nedlukning, og det har åbenbart ramt kamera-fingeren også. Sorry!

      • Reply
        Hope
        22. september 2020 at 16:51

        Ville nu godt have set de 2 mænd gå frem og tilbage😁

        • Reply
          Plantesmilet
          23. september 2020 at 10:21

          Tja, det var nu ikke et specielt storslået syn. Ej, nu skal jeg være fair. De satte et tempo de kunne holde ud at blive i i mange timer. Det var mere den utroligt lavteknologiske tilgang der overraskede mig.

Leave a Reply