Bæredygtig hverdag Lidt af hvert

I øvrigt #33

  • Brugte jeg et par timer her i eftermiddag på at traske Høje Gladsaxe tynd fordi ‘min valgte pakkeshop ikke var tilgængelig’. Dvs kiosken har lukket i dag. Dvs de havde smidt den fem kilometer væk. Det var jeg lidt nede over.
  • Var jeg egentlig allermest nede over GLS kundeservice der af principielle årsager ikke kunne flytte den til en af deres andre pakkeshopper. Som de vel i sagens natur kører til en gang imellem. Fordi principper. “Jeg kunne måske bede en anden om at hente den til mig?”. Nej. Det kan jeg ikke. For så stort er mit netværk ikke og så god er jeg ikke til at bede om hjælp. Og således kan en enkelt telefonsamtale accentuere de to største problemer i mit liv til dato.
  • Er der noget imposant over Høje Gladsaxe-blokkene. Men lad være med at gøre som jeg og gå om på den anden side for at se hvad der er. Der er en mose, og blokkene er forbundne, så du kan ikke smutte imellem på tilbagevejen.
  • Konstaterede jeg ovenstående dagen inden jeg fødte Musen. Der var langt rundt om de blokke.
  • Skulle Musen have været undersøges en fysioterapeut i dag, men hun var syg. Som om jeg ikke følte mig ramt nok af kundeservice og betonbyggeri. Han er nemlig lidt bagud motorisk, den lille Mus. Ikke meget, måske, har jeg mistanke om, delvist selvvalgt. Han har det med ligeså diskret at lære alt det vi stressede over for to måneder siden. Jeg er ikke sikker på jeg havde opdaget problemet, hvis han ikke gik i vugger. Eller jeg havde bare konstateret at han er til den forsigtige, klodsede side som sine forældre. Jeg ved ikke om det var bedre. I hvert fald irriterer det mig med den udsatte undersøgelse.
  • Befandt jeg mig i denne tilstand af irritation og latent bekymring, da Musen begyndte at kravle op ad en stige på legepladsen her til eftermiddag. Ja! Endelig! Vovemod! Initiativ! Nu, skal der støttes op! Så vi kravlede begge op, og det var en slem fejl. For der var ingen chance i helvede for at vi begge kunne komme ned igen samme vej. Og eneste alternativ var en rutsjebane. En næsten lodret, meterbred rutsjebane. “Her kommer vi!” sagde Musen og kiggede på mig med den tillid, kun en toårig kan have til sin mor. Og jeg overvejede seriøst at ringe efter brandvæsenet! Jeg kunne aldrig finde på at tage så stejl en tur, og med et barn på skødet?! Jeg forsøgte at gøre mig selv klæbrigere ved at smøge bukserne op. Forsøgte at holde i siderne – men så kunne jeg ikke holde ham samtidig. Tilsidst gled vi, han røg af mit skød og slog hovedet og blev delvist jordet af mig, som fik et ordentligt brændemærket på hånden af at hage mig fast. Så.
  • Elsker jeg lidt hvor skidt det går for DF og hvor pigesure de er.

2 Comments

  • Reply
    Ann
    4. juni 2019 at 20:22

    Tak for endnu et indlæg, der har fået mig til at grine højt. Verden kunne lære meget af din selvironi og evne til at fortælle om oplevelser med en skæv vinkel.
    Jeg håber, alt går godt til undersøgelsen.

    • Reply
      Plantesmilet
      5. juni 2019 at 13:53

      Tak for det, det var virkelig en dejlig kommentar at få 🙂 Og jeg glæder mig også til at få det overstået og komme i gang med de par øvelser, vi sikkert får stukket ud …

Leave a Reply