Bæredygtig hverdag

I øvrigt #34

  • Foregår en typisk samtale hjemme hos os for tiden sådan her: Musen: “Det er jegs tur!” (prøver igen, mere tøvende) “Det er migs tur …” Mor: “Det hedder ‘Det er MIN tur'”. Musen, stærkt indigneret: “NEJ! Det er JEGS tur!!!”. Mor: “…”.
  • Kalder Musen blyanter for pylanter, spaghetti for basgetti og tallerkener for talanker. Og om morgenen får vi nogle gange mormors hjemmelavede cykeltøj på vores havnegrin.
  • Holdt min mormor halvrund fødselsdag i weekenden med tarteletter, okse i tre centimeter tykke skiver med posegrønt og sovs, og trefarvet is til dessert. Det var hyggeligt, faktisk. Og vemodigt. Fordi der er hele den der gruppe mennesker som jeg har set til familiefester og kun familiefester hele mit liv med års mellemrum, og som nok, sådan som mit liv er blevet, hører til der, til familiefesterne. Og så mange familiefester er der nok ikke tilbage i rækken.
  • Forsøgte jeg at skrive et blogindlæg i fredags inden turen til Jylland, som startede sådan her og fortsatte i samme rille: “Puh, jeg synes verden river og flår i mig i disse dage. Uger. Måneder, faktisk. Og ikke kun i mig, i os. Vores lille familie. Familien vil gerne se os. Heldigvis, egentlig, det modsatte var værre. Men de bor så langt væk. Og vi har så få weekender. Og kan man strengt taget tillade sig at nedprioritere en langsomt døende svigermor og en mormor der vil samle børn og børnebørn og oldebarnet (som jeg jo så skal levere) for allersidste gang til rund fest? Sidstnævnte er her i weekenden, vi hopper på toget senere. Førstnævnte kan vi ikke finde tid til. Hele sommeren kan vi ikke finde en weekend til at tage til Fyn alle tre. Det er til at tude over. Hvilket jeg også lige har gjort, ude på personaletoilettet.” Og lod være med at publicere ud fra en vag fornemmelse af at alting nok ville bedre sig. Og så bedrede det sig. Vi kom af med en, måske to lørdagsvagter. Noget planlægning faldt på plads. Togturen gik egentlig fint, på trods af en forsinkelse. Vi klarer den.
  • Kan mit stærkt forbedrede humør også skyldes, at min kæreste igen er begyndt at putte Musen en gang imellem. En overgang kunne han slet ikke få lov, og for at sikre størst mulig lykke for flest mulige mennesker, gjorde jeg det så bare. Hvilket egentlig var hyggeligt nok. Indtil det viste sig, at de der tyve minutters oprydning-under-tankeflugt hveranden aften, inden vi sætter os til at se en film eller organiserer et eller andet, var vigtigere end jeg troede. Eller faktisk nok mest det at skulle tage stilling til om vi skulle se en film eller organisere et eller andet. Total mental diller-daller er åbenbart som et livsnødvendigt mikronæringsstof, kroppen ganske langsomt løber tør for, indtil jeg var helt drænet. Og nu er jeg ok.
  • Hjalp det måske også at jeg brugte seks timer på at rystepudse kolonihavehuset i går. Jeg kan ikke løfte armene i dag, men mit hoved er tilbage ved fabriksindstillinger.
  • Er der en større retfærdighed i at James Bond får læstelige klø i nosserne fem sider efter denne observation:
Banko for døden, 1953

< — Læs forrige ‘I øvrigt’ her

2 Comments

  • Reply
    Maude // skøreliv.dk
    19. juni 2019 at 20:44

    Er fan af Musen! ❤️ Og af vagtplaner, der går op, og ting der lykkes. Er dog ikke fan af hverken Bond eller frysegrønt. Stemmer for en lille frisk asparges i stedet.

    • Reply
      Plantesmilet
      20. juni 2019 at 9:39

      Jeg er selv stor fan af Musen 🙂 Og selv om friske asparges FINDES i stort tal i Midtjylland, serveres de sjældent til festerne …

Leave a Reply