Lidt af hvert

I øvrigt #36

Mange jern i ilden
  • Har jeg taget tilløb til at skrive denne ‘I øvrigt’ sådan cirka hundrede gange. Men enten er der total stilhed på linjen eller også vælter der ting frem som jeg helt ærligt tvivler på er kombinerbart med en ansættelse som folkebibliotekar i en omegnskommune.
  • Er min karriere muligvis også nået sit zenit. I hvert fald har min chef afsløret, at han tænker på mig hver gang han ser en beskidt tallerken …
  • Tror jeg måske at stilheden på linjen har noget at gøre med at jeg udvikler mig lidt i disse år. Som menneske, mor, datter, kæreste, ven. Indsæt selv violiner. Og det er sådan set rigtig, rigtig godt. Men dels er det pissehårdt, dels gør det det svært at udtale sig let men sådan lidt skarpt om verden omkring sig. Jeg vil skrive noget vittigt om – jeg nævner i flæng – københavnere, akademikere, forstadsbeboere, kritiske forbrugere, curlingforældre. Og får så uld i mund halvvejs, fordi jeg ikke kan finde ud af om jeg udtaler mig om dem eller os. Det gør ligesom en forskel på hvordan man formulerer sig. Giver det mening?
  • Kan det også bare være fordi jeg er pissetræt. Det her efterår trækker tænder ud. Musen har haft en eller anden form for virus i mave, hals eller næse de sidste tre uger, vi andre har også været ramt, ingen sover, alle hoster, intet kan planlægges. Gahr.
  • Tilbringer jeg mine dage i arbejdskalender, privatkalender, kærestens kalender, rejseplanen, lægens kalender, håndværkeres telefonkø, vuggestuens beskedsystem, ferieregnskabet, omsorgsdagsregnskabet, vejrudsigten, min fars plan for hvornår han skal synge i kirken (!). Med mere. Mit liv føles som en fedtet lap med noter og udstregninger og cirkler og ingenting bliver alligevel afsluttet.
  • Var kældergate tæt på at blive afsluttet. Vi fandt den rette håndværker. Han er ikke dyr. Han skal bare bruge tre tørvejrsdage (indsæt hysterisk latter)
  • Troede jeg bare det var mig der havde svært ved at lokalisere sweet spottet mellem kedsomhed og stress. Men, The Guardian to the rescue, jeg har såmænd nok bare fået et strejf errand paralysis.
  • Er det stadig kun mor der kan bruges. Også når der skal tørres næse klokken tre og bankes ryg klokken fire og gives vand klokken fem. Og jeg tror helt ærligt at det er hårdest for mig kæreste!
  • Sidder jeg på en cafe i Århus og skriver disse ord, mens min kæreste, apropos, er hjemme med en syg Mus. Har været på kursus. Vi sluttede tidligt fordi kaffen og kagen var forsvundet (!). Kaffen i morges var så tynd, at jeg hældte den første kop ud fordi jeg troede det var te. Min trøstecappuccino er også tynd. Jeg har været oppe klokken halv seks. Smilets by, min bare!
  • Nægter jeg at skrive Århus med Aa. Jeg gør ‘et ik!
  • Har de bevaret en masse gamle jernbanespor i bybilledet, herovre. Nånej, de har bygget en letbane. Lydløs motherfucker!!!
  • Må jeg hellere finde mit tog.

<– Læs forrrige ‘I øvrigt’

No Comments

    Leave a Reply