Lidt af hvert

I øvrigt #38

  • Skal jeg på torsdag aften afholde et kulturelt arrangement. Det er planlagt gennem det sidste halve år, og indtil rundt regnet midt i sidste uge troede jeg der var fod på det: Professionel forfatter, støt og roligt billetsalg. Bevars, jeg brænder halvdelen af ugens arbejdstimer af i ét stræk, men det plejer at gå. Hvorefter det gradvist i løbet af en halv dag viste sig at jeg med stor sandsynlighed ville være alene om at forvandle lokalet fra bogsamling til foredragssal og tilbage igen, værtsrollen i alle dens facetter, tolkning af et lydanlæg jeg aldrig havde set før (HVIS vi kunne nå at skaffe et lydanlæg) og med risiko for at der ville gå en alarm midt i det hele. Alt sammen på grund af uopsættelige familieting, alvorlig sygdom og politiske beslutning som ingen kunne gøre noget ved.
  • Har det at jeg ikke kunne gøre noget og ikke bebrejde nogen, absolut ikke afholdt mig fra at tygge drøv på skyld og ansvar og mulige løsninger, herunder hvorfor de ikke er mulige alligevel ad absurdam i hele den mellemliggende tid. ’Undlad at ruminere’ står helt klart øverst på min to learn-liste.
  • Gider jeg næsten ikke at skrive at jeg er hoste-syg og derfor søvnløs-på-fjerdedagen og øm i alle muskler som efter en flyttedag. Fordi der ligesom findes en udgave af ovenstående scenarie hvor jeg ikke var syg. Det var altid meningen at jeg skulle blive syg, jeg vidste det bare ikke. Time is a flat cirkle og alt det jazz …
  • Forsvandt ruminationstendensen i samme sekund virussen dukkede op. Ligesom dengang jeg fik influenza under 3. g-opgaven og bare blev … pisseligeglad
  • Har jeg yderligere fået en omgang gutat psoreasis. I behøver ikke google det, bare tænk på de der oplysningskampagner om mæslinger der kørte for nylig. Shit jeg er ikke tilpas i min egen hud! Jeg har fået en henvisning til hudlæge og besked på at ”kæmpe mig forbi sekretæren og få en akuttid”. Og ved I hvad, jeg er utroligt dårlig til at kæmpe mod eller bare tale med sundhedsprofessionelle. Rent bortset fra at jeg er begravet i arbejde i det minut (Okay, 120 minutter) den slags plejer at have telefontid.
  • Spurgte lægen om der var sket noget stressfuldt inden pletterne kom. September skete …
  • Sad vi den anden dag over morgenmaden og klappede kalender af. Min kæreste havde et forslag til noget d. 11. december. Men jeg syntes bare … der var noget med den dato …Et eller andet … Noget med arbejde …? Så tjekkede vi kalender. Vores søn bliver tre den dag. Jeg SAGDE jo der var noget …
  • Bliver vores søn tre!!!!!
  • Er han SÅ hyggelig for tiden, den lille. Vi har introduceret F for Får, og det er jo genialt. Til gengæld er han stadig vildt dårlig til at tage tøj af og på, og han yder ikke en indsats.
  • Til gengæld har vi udfaset youtube, hvor vi plejede at finde Gurli Gris og film med tog der kører (som der findes vildt mange film af!). Han begyndte at synge lidt for meget om Den Kogende Vandhane som han da vist kun kan kende til derfra.
  • Er det altså vildt så tidligt han er blevet forbruger. Uden at vi på nogen systematisk måde har introduceret ham for penge eller ’at ønske sig’ eller haft ham specielt meget med i butikker. (Fordi Buddinge. Og fordi jeg synes det er en stor luksus at have så meget luft i hverdagen at man ikke behøver have sit barn med ud at handle. Jeg har gjort mig observationer, og mit indtryk er at det tit er lidt træls …) Nå, men hippie-barnet udmaler sig tit i stor detaljerigdom det legetøj han synes vi skal købe (og som han aldrig har set, han forestiller sig bare at det må findes). Så sent som i går fik han nævnt at ”’gang skal vi købe en bil”. Da jeg sagde at mor og far var glade for ikke at have en bil, trak på skuldrene og foreslog at vi i stedet ’gang skulle låne morfars bil. Og det kan vi da godt. Han ved også godt at midlerne ikke rækker uendeligt. Da han havde fortalt mig om alle de farver generatorer han ville købe til sin el-færge (Den Ærø-tur har sat sig pææænt meget fast!), og jeg sagde at det da vist var dyrt, slog han ud med armene og erklærede matter of factly at ”så pengene slut”. Og det er de jo, når man har shoppet generatorer i alle farver!
  • Så verden lys og lykkelig ud til og med medio sidste uge. Og det ved jeg faktisk godt at den kommer til igen fra og me ultimo denne uge. Bortset lige fra pletterne. Jeg vil godt have min hudfarvede hus i gen.

No Comments

    Leave a Reply