Bæredygtig hverdag

I øvrigt #42:

  • Er jeg overbevist om at det er den samme dame der har indtalt telefonsvarerbeskeden på Herlev Hospital og den der app med bækkenbundsøvelser.
  • Har jeg nærmest desperat lyst til at købe en af de der motoriserede Christianiacykler. Jeg har en ide om at det vil kunne lette de der ture der er lidt for lange til gåben og lidt for korte til at det giver mening at regne busforbindelserne ud. Giver det mening, eller er det Corona-kulleren der taler? Hvad siger I?
  • Er min personlige definition på ’for langt til gåben’ alt hvad der ligger på den anden side af Buddinge-rundkørslen. Og det er immervæk en stor del af denne verdens herligheder der gør det.
  • Har corona-kulleren i kombination med det gode vejr givet mig en helt enorm trang til at smide alt, rejse ud, bare *gøre* det. Tage til fx … Køge. Jeg ved ikke selv helt hvordan den destination hoppede ind i mit hoved, men siden den gjorde det for et par uger siden, har jeg været hooked. Jeg har aldrig været der, men jeg forestiller mig de har kaffe latte.
  • Har min søn smidt sutten. For to uger siden opdagede vi at han havde bidt den halvt i stykker. Selv om vi fandt en gammel en i skuffen han kunne få, sørgede han så dybt som skulle hans hjerte briste. Dagen efter læste vi Farvel sut sagde krokodillebarnet for ham. Snakkede om at den lille nye kusine kunne arve den (Ikke i virkeligheden, bare rolig!), nævnte muligheden af en gave. Han stirrede ud i luften i ti minutter, alle følelser gled over hans ansigt. Til sidst spurgte han om gaven kunne være en brandbil, og så har han ikke brugt sut siden. Efter en uge havde han dog en omgang sorg mere, ud af det blå, og han begyndte at spørge om hvor sutten egentlig var henne … Så vi inviterede nogle mennesker (kusinen kunne så ikke komme, men min anden bror tog sutten med til hende, ahem …), sutten blev overgivet, brandbilen pakket ud, kage spist. Og det var så det. Vi er lidt stolte.
  • Har min søn også fået stor dreng-seng. Han er pavestolt og insisterer – stædigt og på tredje uge – på at de skal stå på ude på gulvet, på skrå, så man ikke kan komme til kommoden og hylderne. Jeg græmmes.
  • Har jeg på utallige opfordringer (alle sammen fra min kæreste, men stadig …) lavet en facebookside til bloggen. Igen. Den gamle blev offer for facebooks vrede, da jeg selv midlertidigt hoppede af. Da jeg kom krybende tilbage efter et halvt års tid, havde plantesmilet-på-facebook et reach på lige præcis en: mig. Den nye side hedder det samme som den gamle: facebook.com/plantesmilet og har foreløbig en følgerskare på en: min kæreste …

<– Læs forrige ‘I øvrigt’Læs næste ‘I øvrigt’ –>

Forrige indlæg
Næste indlæg

6 Comments

  • Reply
    Janne
    17. juni 2020 at 12:24

    Og nu har du så to 🙂

    • Reply
      Plantesmilet
      18. juni 2020 at 10:18

      Velkommen!

  • Reply
    Trine
    17. juni 2020 at 17:34

    Det giver mega meget mening med en elladcykel! Vi købte en sidste forår, og det er nærmest de bedste penge, jeg nogensinde har brugt. Vi har to børn, der skal afleveres i hver retning, så der er den god. Vi kører små ture og tager den også ofte, når vi skal til bageren, og når vi køber ind. Jamen, jeg elsker bare vores (der i øvrigt er en Babboe) så stor opbakning herfra 🙂

    • Reply
      Plantesmilet
      18. juni 2020 at 10:18

      Tak for input! Jeg tror sgu vi gør det … Vores hverdagslogistik hænger egentlig ret godt sammen med børnehave i baghaven (næsten) og s-tog direkte til begge jobs. Problemet er så at vi næsten aldrig kommer andre steder hen, det bliver liudt trist i længden.

  • Reply
    Anette
    17. juni 2020 at 21:47

    4… 😊

    Det lyder som en god ide med en elladcykel – bortset fra, at det tager SÅ lang tid at komme rundt i Buddinge Runddel på cykel.🙄

    • Reply
      Plantesmilet
      18. juni 2020 at 10:17

      Det er nok ikke lige der jeg starter … Buddinge er jo faktisk i det store hele slettet af landkortet med alt det vejarbejde ..!

Leave a Reply