Bæredygtig hverdag

I øvrigt #47

  • Rejste jeg mig op efter at have drukket en kop morgenkaffe med mine kolleger. Og på stolen lå en … stor, rød, fugtig-med-begyndende-skind-på …klat! Jeg havde lige ti sekunders hjerrtebanken og ’jeg har været gravid uden at vide det og aborteret ud gennem strømpebukserne midt i kaffepausen’-panik. Så så jeg at det var en halvtør tomatskive
  • Har jeg ingen anelse om hvordan en tomatskive på en sort stol er sluppet igennem det drakoniske rengøringsregime vi kører for tiden.
  • Dukkede den pose biblioteksbøger, jeg mistede i sidste uge, op igen på hittegodskontoret. Og jeg skal da ærligt indrømme at jeg aldrig før har troet at folk rent faktisk hittede deres hittegods igen. Sådan i virkeligheden.
  • Var jeg lidt stram i betrækket de der 15 minutter hvor jeg ventede på at hittegods-manden skulle ringe tilbage for di posen var blevet væk fra ham.
  • Tog vi efter moden overvejelse og intens læsning af vejrudsigterne en sidste weekend i kolonihaven. Og det var lige det der skulle til. Heeelt ned i tempo, gåture i Musens tempo, voksenlæsning og småsnak på sengen om aftenen der gled direkte over i den slags søvn man bare kun har i et lidt for koldt træhus.
  • Tog jeg ud og lukkede huset ned i tirsdags. For nu må det være nok, og i modsætning til for en uge siden føles det også nok. Jeg har opdateret min guide til at lukke for vandet og til at gå huset igennem inden vinteren.
  • Er min kæreste og jeg dødeligt uenige om hvordan man bedst tør frossen mad. Jeg siger køleskabet. Han siger en skål på køkkenbordet med (varmt) vand. Vi ved begge at vi har ret. Vi ved begge at den anden tager fejl. Alvorligt fejl. Vi kan næsten ikke tale om emnet uden at komme op at skændes. Hjælp mig internet. Giv mig argumenterne, for jeg ved jeg har ret.
  • Har jeg i løbet af ugen deltaget i rigtig mange samtaler om me too. Samtaler hvor det dominerende synspunkt har været at det meste handler om omsiggribende cancel-culture eller er led i et eller andet kompliceret spil, hvor ’hånd på låret’ betyder at man midlertidigt er slået hjem til start. For mig at se handler sagerne meget lidt om flirt-der-er-belvet-sur mellem ligestillede og rigtig meget om magt. Magten til at få folk til at føle sig små.
  • Troede jeg indtil for ganske nylig at cancel culture var den der moderne ting med at folk aflyser aftaler i sidste øjeblik.
  • Har vi ikke reel ligestilling før begge køn kan sende en kronik til en avis uden at skulle gøre op med sig selv om de kan klare de kønsspecifikke fornærmelser i kommentarfeltet.
  • Har jeg forsøgt at forestille mig hvad jeg selv ville gøre, hvis jeg blev udsat for sexchikane. Og jeg aner det simpelthen ikke. Mændene på min arbejdsplads ser virkelig latterlige ud når jeg prøver at caste dem i rollen.
  • Kom jeg til at tænke på den gang på min første arbejdsplads da en af it-mændene fik den ide at jeg skulle rette mig op, altså i ryggen, og råbte det ad mig hver gang han så mig, også fra det andet hjørne af storrumskontoret eller biblioteksrummet. Ikke på en sød eller sjov eller venskabelig måde, men hårdt og aggressivt, ledsaget af et højt pift hvis jeg ikke reagerede første gang. Jeg rettede efter bedste evne ryggen som han sagde (det kan ikke lade sig gøre, jeg har Scheuermanns syndrom, altså krum ryg, det vidste jeg bare ikke den gang) men krympede mig inden i. Fandt mig i det uden at sige noget til ham eller andre. Og eksemplet skal altså ikke tjene til at jeg her ti år senere vil trække noget som helst offerkort, have sympati eller hævn. Jeg er okay, og det kan jeg egentlig godt frygte at han ikke er. Det er bare et eksempel på at noget der udefra set forekommer ret uskyldigt, gjorde mig ked af det. Og ja, jeg kunne teknisk set have bedt ham lade være. Eller bedt en anden om at bede ham lade være. Men ikke uden at komme til at afsløre hvor stor magt hans opførsel havde over mit humør og hvor meget det gik mig på at min ryg var som den var.
  • Var det stort set en ugentlig foreteelse at familie, venner og totalt fremmede bad mig rette mig op. Sjældent så aggressivt som min tidligere kollega, men altid med en fast tro på at de havde ret til at have en holdning på området og at jeg burde være glad for at få den fortalt. Indtil jeg fik lægens ord for hvad der var i vejen. Siden er det sket en eneste gang. Viden er magt, og skam kan lugtes, åbenbart.

Forrige ‘I øvrigt’ Næste ‘I øvrigt’

Forrige indlæg
Næste indlæg

8 Comments

  • Reply
    Lisbeth
    24. oktober 2020 at 6:41

    Jeg tør også maden op i køleskabet 🙂 og er heller ikke god til at rette mig op, nu er jeg gammel, så gør det ikke så meget eller??
    God weekend

    • Reply
      Plantesmilet
      25. oktober 2020 at 12:12

      Tak og i lige måde ❤️ Og det gør absolut ingenting!

  • Reply
    Matilde
    24. oktober 2020 at 8:59

    Jeg ved ikke hvad der bevarer madens kvalitet bedst, men hvis man tør op i køleskabet så skal køleskabet ikke bruge så meget strøm på at køle ned, fordi decfrosne varer bidrager til at holde temperaturen nede. Samtidig vil bakterievæksten og så gå langsommere i køleskabet, særligt i de yderste dele der først tør op, så maden ikke fordærves. Det kræver så bare at man husker at tage maden op i det god tid… der kan en skål med varmt vand måske være en lyn-redning…

    • Reply
      Plantesmilet
      25. oktober 2020 at 12:15

      Tak for at bringe detaljer til en fastlåst diskussion 🙂 Og ja til lynredning. Varmt vand eller dødsstegning af bundfrossen farsklump, som vi altid gjorde i mit barndomshjem. Jeg bliver helt nostalgisk …

  • Reply
    HemmeLine
    24. oktober 2020 at 9:09

    Du har ret.

    Døde i øvrigt næsten af grin af den første.

    • Reply
      Plantesmilet
      25. oktober 2020 at 12:16

      Det gjorde jeg også. Efter et minuts tid ..!

  • Reply
    Maude
    24. oktober 2020 at 9:11

    Frysevarer skal optøs i køleskab! Og den med ryggen har jeg en parallel til; Jeg er ret hørehæmmet, men fungerer ganske fint fordi jeg mundaflæser (selvom det er pænt svært i disse mundbindstider….), men alligevel svipser det en gang i mellem. Så kommer der nogle gange nogen udefra, der smider kommentaren ‘er du døv, eller hva’?!’. Og ja. Det er jeg jo så. Og så bliver man lidt ked af det…. Jeg skriver ikke så mange kommentarer herinde, men jeg følger stadig med selvom jeg nu har lukket (LUKKET, sgu’!) min blog (skøreliv). Kram herfra!

    • Reply
      Plantesmilet
      25. oktober 2020 at 12:17

      Hej Maude, der var du! Jeg var faktisk lige ide og tjekke skøreliv den anden dag, blev slemt skuffet … Tak for opbakning på begge fronter 😉

Leave a Reply