I øvrigt

I øvrigt #55

  • Kørte jeg i s-tog med en mor og et par teenagesønner. Sønnerne sad med mundbindet nede om hagen, fødderne oppe på sædet og brokkede sig højlydt over ”et fedt læs” af en stadionmedarbejder der havde bedt dem overholde nogle restriktioner. Moderen forklarede fredsommeligt og tålmodigt at hun syntes de skulle tage fødderne ned, bindet op og forstå at kontrolløren gjorde sit arbejde. Uden nogen påviselig effekt. Og jeg tog mig selv i at tænke at var hun der hvor den anerkendende dialog måtte ophøre og den gammeldags skideballe tage over.
  • Bliver jeg helt kvalm når folk henter bøger på biblioteket i ”engangs”mundbind der er helt brune i kanterne og under næsen.
  • Finder jeg godt nok selv mange mundbind i lommerne på mine bukselommer, jakkelommer, taskelommer, som jeg ikke umiddelbart kan huske historikken på.
  • Kan jeg mærke at jeg begynder at nå næste niveau af corona-træthed. Det hvor jeg uden grund bilder mig selv ind at denne eller hin restriktion ikke gælder længere. Fordi jeg har lyst til at den ikke gælder længere. Fx anbefalingen om ikke at mødes med mine forældre OG brødre samtidig. Eller den om at have mundbind på når jeg henter i børnehaven. Eller den om at min arbejdsplads anbefaler en ugentlig kvik-test. Are we still doing that? Really!?!
  • Synes jeg efterhånden det er svært at aflevere min søn i en børnehave hvor jeg ikke har sat foden i over et år. Jeg har ikke nogen reel forestilling af hans hverdag og må fortolke frit på lejlighedsvise kommentarer fra pædagoger – oftere de der unge mennesker der er hyret til at stå i døren – og hans egne noget sporadiske anekdoter.
  • Ville jeg ønske hundeejere holdt op med at tro at lige netop deres Bulder eller Balder eller Bølle er den magiske vovse der får mit panisk hunderædde barn til at holde op med at være panisk ræd. Det er mere kompliceret end som så. Og jo længere de står og snakker og forklarer og lokker og eksemplificerer ved børnebørn der *slet* ikke kan få nok af Bulder/Balder/Bølle, jo mere panisk bliver han.
  • Udtalte jeg de første 30 år af mit liv ’ræd’ som ’ræj’. Siden har jeg ikke udtalt det overhovedet.
  • Lurer genåbningen i horisonten, og ingen af os herhjemme ved hvor meget, hvornår eller hvordan vi arbejder efter d 21. Og jeg prøver, prøver, prøver at tage det ovenfra og ned denne gang. Sige til og fra, komme med ønsker, bede om hjælp, vente og se. Det går … nogenlunde.
  • Var jeg alligevel så gnaven og svær at dele hjemmekontor med den anden dag, at min kæreste bad mig ”Gå ned i kælderen og flå en dør af!”. Nu river vi de der grimme indbyggede skabe med levn af fordums varmecirkulationssystem og besynderlige inddækninger  ned. Jeg tror ikke jeg har været så umiddelbart og ukompliceret glad siden … sidst jeg rev noget ned.
Forrige indlæg
Næste indlæg

8 Comments

  • Reply
    tbs
    9. april 2021 at 15:28

    Ræd SKAL da udtales ræj – kh Jylland 😊

    • Reply
      Plantesmilet
      10. april 2021 at 20:05

      Sådan set enig. Resten af min udtale er bare efterhånden så rigsdansk at det lyder sært når jeg siger det sådan.

  • Reply
    Maja
    9. april 2021 at 17:44

    Åh, den der med hundejere, der bare VIL have at barnet skal elske netop deres utroligt særligt elskelige hund, den genkender jeg så meget!!! Jeg synes ellers jeg er meget god til at lukke samtaler på en ordentlig måde, men de er ustoppelige? Og det gør nemlig intet godt for børns hundefrygt at de bliver taget som gidsler i den situation. Heller ikke store børn. Suk, altså.

    • Reply
      Plantesmilet
      10. april 2021 at 20:08

      Ja, suk. Jeg tænker det en påmindelse om at huske at lytte efter hvad folk egentlig siger i stedet for at tromle på med alt det gode man vil give.

  • Reply
    Anne R
    10. april 2021 at 9:06

    Eller hundeejere der forsikrer ANDRE hundeejere om, at deres hund er så god med andre hunde, mens min hund tydeligvis udsættes for noget nær et overgreb af deres hund (‘de leger jo bare’). Suk. Alle hundeejere bør som udgangspunkt gå ud fra, at ingen andre interesserer sig for deres hund. Den holder jeg mig for øje i denne tid, hvor jeg er nybagt og begejstret hundeejer.

    • Reply
      Plantesmilet
      10. april 2021 at 20:09

      Det kan jeg godt forestille mig må være en ting. Det *ser* voldsomt ud nogle gange når de forbenede mødes. Og tillykke med hunden!

  • Reply
    Susanne B
    12. april 2021 at 15:31

    Der er også alle de voksne med småbørn der insisterer på at min “vov-vov” er sååååååå sød, og at netop de lige skal have lov til at snakke/klappe/lege. Nej tak, min hun bryder sig IKKE om små børn. Og tror mig, inisisteren kan vare lige så længe den anden vej, mens min søde hund står med halen mellem benene og måske ender med at knurre fordi hans grænser bliver overskredet……

    • Reply
      Plantesmilet
      18. april 2021 at 8:34

      Øv, det lyder som en træls situation for alle parter! En god påmindelse om ikke at tage andre som gidsler i sit eget projekt.

Leave a Reply