I øvrigt

I øvrigt #56

En af dé dage …
  • Ferierer vi i kolonihaven denne uge. Balsam for de voksnes sjæl, en prøvelse for barnet, der tæller timer og dage til han kan komme tilbage i børnehaven. De foregående dage har han fulgt programmet, hyppigt bestukket med is fra kiosken og besøg af højtelskede familiemedlemmer. I dag var det slut med at samarbejde. Han erklærede at han ville hvile sig på sengen så han var frisk til det udfrielsens øjeblik hvor han fik lov at spille tablet. Altså kl fem om eftermiddagen. Hvilket han holdt fast ved. Hele dagen. De første par timer var hyggelige, de næste mange knap så meget
  • Virkede det forkert at slæbe et skrigende barn ned ad stien med det ene formål at få en is, så de voksne delte sig op og gik hver en tur: min kæreste fandt en ny rute i Vestskoven, jeg så et par rødstjerter i Råmosen
  • Er det egentlig meget fint at min søn holder af hverdagen. Selv synes jeg sgu den er lidt en prøvelse for tiden
  • Tog det fx to eftermiddage og sammenlagt toenhalv time i kø at komme ind i Sunde Sko efter et par sko til Musen. På grund af restriktionerne havde de kun en mand på arbejde i børneafdelingen, og jeg ved ikke hvem der var mest opløst, ham eller børnefamilierne ude på fortovet
  • Er jeg så træt efter en gennemsnitlig arbejdsdag at jeg næsten ikke kan overskue det. Ukoncentreret, hovedpineramt, kvalm. Jeg har svært ved at sætte fingeren på hvor meget der er graviditet, hvor meget der er corona-fatigue og hvor meget der er ‘nakkeproblener som følge af dårlig ryg og stående coronapas-vagter’
  • Er det lidt et dilemma med de vagter. For jeg kunne godt bede om at blive sat til noget andet, fx blive overflyttet til smitteopsporing som en håndfuld kolleger er det, eller sætte mig hjem og passe mailboksen og fjernlånsbestillingerne. Men nu havde jeg lige fået et vagtskema der er mejslet i sten fra nu af til jeg går fra. Og selv om det fysisk trækker tænder ud, giver det ro på det mentale plan i en tid hvor min kærestes arbejdstider bogstaveligt ændrer sig for øjnene af ham mens han kigger kalender, hvor børnehaven stadig har skåret ydertimer og hvor det stadig føles forkert at afsøge de alleryderste kviste af stamtræet for barnepiger.
  • Er det egentlig sært der ikke findes en form for dokumentation for at folk er fritaget for mundbind og/eller test
  • Er det egentlig også sært at man skal sende en kopi af sin vandrejournal til chefen for at dokumentere sin graviditet. Jeg mener, der står nogle virkelig personlige oplysninger i den journal!
  • Er det i det hele taget sært med den vandrejournal. Hvorfor ‘vandre’, hvorfor i papirform og hvorfor var det katastrofalt at glemme den første gang jeg var gravid, mens den i coronaens tid er en unødvendig smittefare, som ingen vil røre ved?
  • Er jordemoderkonsultation pr telefon bare ikke optimalt. “Har du nogensinde haft problemer med angst og depression?” “Øh, ja …” (intens tastaturtastning i den anden ende af røret) “Men det har du godt styr på nu så …?” “Øh, jo …” (mere intens tastning) “Hvad med din pøh-so-a-RE-sis?” (Flere minutters stadig dybere forvirring) “Nå, problemer med min *hud*, ikke mit hoved’ … Nej, min psoriasis er fin, og jeg får da lige set den fødselsvideo på hjemmesiden. Hejhej!”
  • Var min kæreste tæt på helt at misse tyveugersskanningen på Herlev. Han for vild i gangene, jeg blev kaldt ind for tidligt, og da jeg forsøgte at købe tid ved at sige jeg skulle tisse, skannede damen bare min blære, sagde ‘ah, det’ ik galt’ og skannede videre
  • Nåede han frem til sidst, alt så ud som det skulle, og det føltes næsten date-agtigt at dele en Cocio nede foran inden vi tog hjem

Forrige indlæg
Næste indlæg

No Comments

    Leave a Reply